Ruth-Inge Gregersen husker tydeligt, at hun som barn lyttede med, når hendes mor læste beretninger højt fra Danmissions (dengang Det Danske Missionsselskab) udsendte missionærer. Hun sad under spisebordet og fulgte opmærksomt med, når hendes mor én gang om måneden holdt kvindekreds hjemme i familiens stue.
“Det var i min barndom, at grunden til mit livslange engagement blev lagt,” fortalte Ruth-Inge Gregersen, da hun i foråret blev portrætteret i en artikel i Danmission magasin.
Her fortalte hun blandt andet om sit store og utrættelige engagement som frivillig leder af Danmissions lysstøberi, der siden efteråret 2023 har været at finde i et tidligere mejeri uden for Bogense på Fyn. Og det er lidt af et mirakel, at der nu støbes lys på denne adresse. For i april samme år, modtog Ruth-Inge Gregersen og resten af frivilliggruppen en meget nedslående besked; Danmissions lysstøberi i Hårslev på Fyn var brændt ned til grunden, og alle maskiner, materialer, værktøj, manualer og færdigstøbte lys var gået op i røg.
Men det stoppede ikke Ruth-Inge Gregersen. Hun arbejdede tværtimod ihærdigt og trofast på at kunne åbne lysstøberiet igen på en ny adresse. Og det lykkedes.
Læs en reportage fra det nyåbnede lysstøberi ved Bogense
Og netop denne store indsats bliver fremhævet i den indstilling, der har ledt til kåringen af Ruth-Inge Gregersen som Årets ildsjæl 2024. Her lyder det blandt andet:
”Ruth-Inge Gregersen har holdt stearin-gryderne i kog sammen med en gruppe af andre dedikerede frivillige på Danmissions lysstøberi og har, trods den store udfordring med et nedbrændt lysstøberi, med smittende engagement sikret en stabil frivilliggruppe, som kunne genopbygge lysproduktionen”.
Hun fortjener anerkendelse
I indstillingen fremhæves det også, at årets ildsjæl har gjort en stor indsats som ansat i Danmission. Fra 2003 til 2018 var hun ansat i Danmission, hvor hun først arbejdede som netværksleder og siden som udviklingskonsulent i Danmission Genbrug.
Kort før sin 70-års fødselsdag gik hun på pension, men kun for at blive frivillig leder af Danmissions lysstøberi.
“Da jeg gik på pension, tænkte jeg, her er et afgrænset område, som jeg kan tage mig af, og der var ikke rigtig andre, der vidste noget om lys,” sagde hun i det føromtalte interview.
Og netop denne overgang fra ansat til frivillig fremhæves også i indstillingen:
”Hun fortjener anerkendelse for det engagement, som hun har fortsat fra ansættelse til frivillig medarbejder. Det er ganske imponerende og ikke bare let at være frivillig i en organisation, hvor man tidligere har været ansat”.
Det driver hende at gøre en forskel
Hun har selv sagt om det at være frivillig i Danmission, at det bare er ”noget hun gør”. Det er en del af hendes måde at leve på. Hun har også fortalt, at det, der driver hendes engagement, er fællesskabet om at gøre en forskel ude i verden:
“Det er helt klart det, der driver mig: Jeg har med egne øjne været ude i verden og se, at det, vi gør her, gavner ude i verden. Jeg holder meget af at fortælle om arbejdet ude. Det er vigtigt at få fortalt, at der er mennesker, der lever under helt andre vilkår, end vi gør i Danmark. Og vi faktisk har en mulighed for at hjælpe dem på vej ved at stå her og støbe lys”.
To gange om ugen arbejder Ruth-Inge Gregersen og de øvrige frivillige i lysstøberiet, hvor de ugentligt producerer flere end 3000 lys. De støbes af lysestumper, som kirker og privatpersoner indleverer i Danmissions genbrugsbutikker eller på hovedkontoret i Hellerup. Lysene sælges i Danmissions genbrugsbutikker og til museer og kirker over hele landet, og alt overskuddet går til Danmissions arbejde.
Årets ildsjæl
Hvert år på Danmissions repræsentantskabsmøde kårer vi ”Årets ildsjæl”. Et menneske, der fortjener anerkendelse for sit frivillige engagement i Danmission.
Med prisen ønsker vi at sætte fokus på, hvor uvurderlig enhver frivillig indsats er for Danmissions arbejde.