Dengang det hele begyndte for mere end 200 år siden, var Danmission (dengang Det Danske Missionsselskab) en demokratisk forankret organisation med en ambition om bred folkelig opbakning. Stifter Bone Falck Rønne rejste landet tyndt for at få folk med, og han var kreativ, når han skulle skabe engagement. Blandt meget andet hentede han inspiration fra England og engagerede menighedernes damer i at lave håndarbejder, der blev solgt i danmarkshistoriens første basarer.
I dag er basarer ikke det seneste nye, til gengæld er Danmission stadig en landsdækkende, demokratisk forankret organisation, hvor fundamentet er foreningsdemokratiet og de frivillige ildsjæle, hvis hjerte banker for den fælles mission.
Det ønsker Danmissions bestyrelse at fremtidssikre ved at give den demokratiske struktur et serviceeftersyn.
Læs om Danmissions nuværende demokratiske struktur
Det skal være nemt at engagere sig
Målet er en tilpasning af Danmissions demokratiske struktur, der skaber en øget mulighed for engagement. Bestyrelsen ønsker sig en mere enkel og solid organisationsstruktur, der gør det nemmere for nye frivillige og medlemmer at engagere sig og søge indflydelse.
”Vi ønsker at styrke foreningsdemokratiet og sikre det ind i fremtiden. Derfor er det nødvendigt løbende at debattere og gentænke vores struktur, så nye kræfter tilføres, og organisationen udvikler sig i takt med, hvordan frivillige ønsker at engagere sig” siger næstformand for Danmissions bestyrelse Louise Buch Viftrup, der også er formand for den arbejdsgruppe, bestyrelsen har nedsat.
Det indledende arbejde
Arbejdsgruppen blev nedsat tilbage i januar 2024 med mandat fra bestyrelsen til at gentænke Danmissions demokratiske struktur. Siden da er der gjort et stort indledende arbejde, hvor arbejdsgruppen har mødtes med eksperter på området, med frivilligt engagerede i Danmission samt med andre lignende organisationer, der har gentænkt deres demokratiske struktur. Målet har været at lytte, blive klogere og hente inspiration til arbejdet.
Man har blandt andet mødtes med Mellemfolkeligt Samvirke og Røde Kors. Og der er afholdt workshops med repræsentanter fra folkekirken og en gruppe af unge, for at få deres bud på, hvordan de kan se sig selv være engageret i Danmission.
Arbejdsgruppen har observeret, at tre pointer går igen i de input, de har indhentet:
- Andre organisationer og foreninger står med samme udfordring: Hvordan engagerer vi flere i vores arbejde?
- Vi bør løbende justere vores struktur, så den favner vores engagement og ikke begrænser os.
- Danskerne vil gerne engagere sig, men det skal være nemmere at blive en del af fællesskabet.
Workshop på repræsentantskabsmødet
Lørdag på repræsentantskabsmødet fra kl. 15.45 til 18.00 bliver Danmissions demokrati sat til debat i workshop-form. Det sker gennem oplæg, gruppedrøftelser og mindre øvelser. Målet er, at repræsentantskabet er godt informerede om det igangværende arbejde, samt at arbejdsgruppen får så mange betragtninger som muligt med fra repræsentantskabet til den videre proces.
”Arbejdet med Danmissions demokratiske struktur er i den afsøgende fase. Det har været inspirerende at lytte til eksperter, andre organisationer og et udvalg af vores egne frivillige. Nu ser vi rigtig meget frem til drøftelser på repræsentantskabsmødet,” siger Louise Buch Viftrup.
Drøftelse på repræsentantskabsmødet
På det kommende repræsentantskabsmøde den 31. august til 2. september 2024 bliver et vigtigt programpunkt nemlig en workshop om Danmissions demokratiske struktur.
”Lørdag på repræsentantskabsmødet har vi sat god tid af til denne drøftelse, da det er afgørende for os som organisation at tilpasse vores struktur, så den støtter op om et øget engagement, får flere med og gør det nemmere at søge demokratisk indflydelse. Repræsentantskabet er den demokratiske rygrad i Danmission. Derfor er det utroligt vigtigt, at repræsentantskabet er dybt involveret i dette arbejde,” siger Louise Buch Viftrup.
Hun fortæller, at arbejdsgruppen efterfølgende vil tage repræsentantskabets input og overvejelser med i det videre arbejde, der løber frem mod repræsentantskabsmødet i 2025. Her vil eventuelle vedtægtsændringer blive forelagt til vedtagelse.
”Vi håber, at flest muligt vil tage ordet og engagere sig i workshoppen, så vi får alt den erfaring og viden med, som repræsentantskabet besidder,” siger Louise Buch Viftrup og tilføjer:
”Vi har i Danmission nogle utroligt engagerede medlemmer og frivillige. Uden dem var der ikke et Danmission. Det er vi i bestyrelsen meget taknemlige for. Og det er netop det, vi ønsker at fremtidssikre – det stærke, frivillige engagement.”
Sådan forløber arbejdet med Danmissions demokratiske struktur
Januar 2024: Arbejdsgruppe bliver nedsat af bestyrelsen.
Forår/sommer 2024: Arbejdsgruppen laver et indledende arbejde, hvor blandt andet eksperter, frivillige og andre organisationer høres. Bestyrelsen orienteres løbende.
September 2024:
Workshop om Danmissions demokratiske struktur på repræsentantskabsmødet.
Efterår/vinter 2024: Arbejdsgruppen fortsætter sit arbejde på baggrund af debatten på repræsentantskabsmødet og orienterer bestyrelsen løbende.
Forår 2025:
Arbejdsgruppen udarbejder udkast til evt. vedtægtsændringer.
April 2025:
Forslag til evt. vedtægtsændringer forelægges bestyrelsen.
September 2025:
Forslag til evt. vedtægtsændringer bliver forelagt repræsentantskabet til vedtagelse.
De sidder i arbejdsgruppen
Fra bestyrelsen:
Louise Buch Viftrup (formand for arbejdsgruppen)
Anne-Lise Klausen
Peder Eriksen
Sune Hjertmann Frederiksen
Fra sekretariatet:
Julie Koch (generalsekretær)
Caroline Winther (vicegeneralsekretær)
Christina Kofoed-Nielsen (kommunikationschef)
Martin Rosenkilde Pedersen (programchef)
Simon Hansen (personlig assistent)
Jakob Frost (engagementskonsulent)