Det er juni – og det er Folkemøde-tid. Om lidt valfarter organisationer, politikere og alle med interesse for demokrati og fællesskab til den smukke havneby Allinge på Bornholm.
Her debatteres, synges og samtales på klipper, under åben himmel, på caféer og i telte.
Og netop i et telt finder man Danmission. Sammen med en række andre kirkelige organisationer holder vi til i teltet “Himmel & Jord”, som man finder på Kæmpestranden J41.
Sammen med CKU – Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde og Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd indbyder vi til en række spændende debatter, og lørdag er vi medarrangører af en Folkemøde-gudstjeneste i Allinge Kirke.
Få et overblik over debatterne i boksene nedenfor.
Torsdag den 13. juni
Kl. 12.00 til 13.00: Kan tro virkelig skabe fred?
Tre ud af fire danskere mener, at religion skaber krig og konflikt. Men religion kan også skabe fred, forståelse for den andens udgangspunkt og være katalysator for at løse konflikter. Kristne, muslimer, jøder og andre religiøse repræsentanter, aktivister og religiøse ledere verden over er engageret i dialogarbejde og fællesindsatser for fredelig sameksistens, fredsprocesser, konfliktforebyggelse og brobygning. Hvad er der på spil for religiøse aktører? Hvorfor gør vi som samfund og som civilsamfundsaktører ikke endnu mere ud af at bruge tro som et vigtigt værktøj til at løse konflikter og krige? Fredsinitiativer synes at blive overskygget i en tid, hvor religion også spiller en rolle eller bruges til at legitimere blodige konflikter som for eksempel krigen i Ukraine og krigen mellem Israel og Hamas.
Gør de religiøse samfund nok for at skabe fred? Og hvorfor taler vi ikke mere om religionens vigtige rolle som fredsskaber?
Oplev en debat mellem biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, imam Naveed Baig og generalsekretær i Brobyggerne, Özlem Cekic.
Ordstyrer: Seniorkonsulent i Danmission, Mads Christoffersen.
Sted: “Himmel & Jord”, telt J41 på Kæmpestranden.
Kl. 17.20 til 18.20: Er der brug for religion i dansk udviklingssamarbejde?
80 procent af verdens befolkning er troende. Med andre ord er verden et religiøst sted. Tro og religion er et grundvilkår i de udviklingslande, som dansk udviklingshjælp støtter. I dagens Danmark er tro noget meget privat og personligt. Troen har været privat så længe, at vi måske ikke længere har forståelse for, hvordan tro kan være et positivt bidrag til samfundsudviklingen. Når religion nævnes i udenrigs- og udviklingspolitiske strategier, er det – med få undtagelser – de negative sider, der fokuseres på. Hvordan indretter vi dansk udviklingspolitik, så vi ikke er blinde for religionens betydning? Hvordan lykkes vi med at opnå verdensmål, arbejde for menneskerettigheder og demokrati i en udviklingsverden, hvor religion er et grundvilkår?
Oplev en debat mellem udviklingsordfører (M), Jeppe Søe, direktør i Kvinfo, Henriette Laursen og international direktør i Folkekirkens Nødhjælp, Gitte Dyrhagen.
Ordstyrer: Politisk rådgiver i CKU, Filip Buff Pedersen.
Sted: “Himmel & Jord”, telt J41 på Kæmpestranden.
Fredag den 14. juni
Kl. 14.45 til 14.45: Lukker vi øjnene for diskrimination af troende?
Mange steder rundt om i verden diskrimineres og forskelsbehandles mennesker på baggrund af tro eller overbevisning. Personer, der tror eller tænker anderledes end flertallet, oplever at have ringere adgang til uddannelse, sundhed, job, land og retfærdig rettergang. Ofte overses denne diskrimination i udviklingsindsatsen, og arbejdet med tros- og religionsfrihed får kun en mindre betydning, end det kunne have haft. Det kan skyldes en berøringsangst over for religion. Det kan også skyldes, at debatten om tros- og religionsfrihed risikerer at blive polariseret i en skabt modsætning mellem religiøse retninger eller mellem troende og ikke-troende. Hvordan styrker vi udviklingsindsatsen, der undgår at efterlade troende og religiøse i en blind vinkel?
Oplev en debat mellem udenrigsordfører (V), Michael Aastrup, formand for CKU, Daniel Toft Jacobsen, generalsekretær i Danmission, Julie Koch og generalsekretær i Bibelselskabet, Johannes Baun.
Ordstyrer: Politisk rådgiver i CKU, Filip Buff Pedersen.
Sted: “Himmel & Jord”, telt J41 på Kæmpestranden.
Lørdag den 15. juni
Kl. 11.45 til 12.45: Tro, håb og klimaretfærdighed
Hvordan kan kirken fremme klimaretfærdighed herhjemme og ude i verden? Verden står midt i en global krise med klimaforandringer, biodiversitetstab, afskovning og ørkendannelse. Krisen vedrører alle, rig som fattig. Der er dog stor forskel på, hvem der påvirkes mest. Den fattigste del af befolkningen rammes uforholdsmæssigt meget, og verdens globale og strukturelle uligheder forstærkes. Kirker er gået ind i klimakampen verden over. Herhjemme vokser netværket Grøn Kirke, og kirkelige organisationer er engagerede i globale partnerskaber for klimaet. Men gør kirken nok for at fremme klimaretfærdighed og adressere de globale og strukturelle uligheder? Eller hjælper kirken ”blot” med at afbøde skadevirkningerne især i det globale Syd af det store overforbrug og klimaaftryk især i det globale Nord?
Hvordan kan kirken i højere grad engagere sig i kampen for klimaretfærdighed både nationalt og globalt? Hvordan kan der skabes alliancer på tværs af kirkelige, religiøse og geografiske skel og grænser til gavn for en mere retfærdig og bæredygtig verden?
Oplev en debat mellem fhv. biskop og en del af Grøn Kirke, Peter Fischer-Møller, fhv. FN ungdomsdelegat på klima og miljø, Markus Taulborg, medlem af FNs komité “Faith for Earth Youth”, Anne Sofie Hedegaard og programchef i Danmission, Martin Rosenkilde Pedersen.
Ordstyrer: Generalsekretær i Danmission, Julie Koch.
Sted: “Himmel & Jord”, telt J41 på Kæmpestranden.
Kl. 15.00 til 16.000: Folkemøde-gudstjeneste i Allinge Kirke
Kan tro føre til fred? Under denne overskift samles vi til Folkemøde-gudstjeneste i Allinge Kirke. En række kirker og kirkelige organisationer står bag, og udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad (S), medvirker som gæsteprædikant.
Mød os i “Himmel & Jord”
Mød Danmission og andre kirkelige organisationer i teltet “Himmel & Jord.
Du finder teltet på Kæmpestranden J41. Det er her, vores debatter finder sted.
Lørdag fra klokken 15.00 til 16.00 er vi medarrangører af en Folkemøde-gudstjeneste i Allinge Kirke.
Find et oversigtskort her.
Velkommen!
Mød Danmission på Folkemødet 2024
I år deltager Danmissions generalsekretær, Julie Koch, i Folkemødet sammen med programchef, Martin Rosenkilde Pedersen, partnerskabskonsulent Mathias Norden Larsen, og seniorkonsulent Mads Christoffersen.
Du kan også møde Danmissions Globale Ambassadører. Unge mennesker, der har rejst til Danmissions programlande som Globale Fortællere og oplevet vores arbejde helt tæt på.