Dag 1: Med kurs mod Istanbul 
Forventningsfulde sætter vores lille danske delegation sig på fly i Billund og Kastrup en tidlig torsdag morgen. Destination: Interreligiøs dialoglejr i Istanbul. Vi er fire deltagere med vidt forskellige baggrunde: To muslimer, to kristne. To studerende og to på arbejdsmarkedet. Tre fra København og én fra Aarhus. Vores erfaring med interreligiøs dialog er ligeledes forskellig.  

Selv er jeg for tiden præst på Københavns Vestegn, hvor beboersammensætningen er kendetegnet ved multikulturalitet og -religiøsitet. Jeg håber, at min deltagelse på dialoglejren kan blive et startskud til at engagere mig mere i interreligiøs dialog, medborgerskab og demokratiskabelse – både på et personligt plan, men også i min rolle som præst i folkekirken. Og så håber jeg at få værktøjer, input, indblik, indtryk og inspiration med hjem fra fire dage i millionbyen, der forener øst og vest, Asien og Europa. 


Flyene fra Danmark er forsinkede. Arrangørerne har lagt et tætpakket program, så jeg og mine to meddeltagere, der kommer tilrejsende fra København, ærgrer os over at ankomme som de sidste. Det er et knæk i selvforståelsen om os danskere som et punktligt folkefærd. Vi skynder os ind mod centrum af byen, hvor dialoglejren skal afholdes på et hotel et stenkast fra den centrale Taksim-plads. 

Dialoglejrens 15 andre unge deltagere kommer fra Jordan, Syrien, Libanon og Irak, og vi begynder med en præsentationsrunde, introduktion til de kommende dages program og refleksioner over vores forventninger til lejren. Herefter bliver det endelig tid til at stille sulten, og tidsforskellen på en time gør, at vores danske maver knurrer lidt ekstra. Henover kebab og andre lokale delevenlige retter får vi vores første interessante samtale på tværs af tro og tilhørsforhold mellem os fire danskere. Selvom vi ser forskelligt på flere ting – selv i vores lille danske delegation – er vi nysgerrige på at undersøge og udfordre hinandens synspunkter på en konstruktiv måde.  

VOXPOP: Fire danske deltagere fortæller, hvad de fik ud af at deltage på dialoglejr med Danmission


Dag 2: 10 bud for den gode dialog  
På andendagen holder en ung libanesisk jurist oplæg og giver blandt andet perspektiver på personlovgivning i Libanon, hvor civile rettigheder – for eksempel om arv, ægteskab og forældremyndighed – afhænger af, hvilken religion man tilhører. En problemstilling, der er svær at relatere til vores hverdag i Danmark, men det er også en pointe i sig selv: At vi gennem denne diskussion får indblik i andre deltageres udfordringer og problemstillinger. Dagens andet tema giver perspektiver og nuancer på de aktuelle emner og problematikker, vi står overfor sammen på tværs af Danmark og Mellemøsten.  

I grupper på tværs af lande udarbejder vi ”10 bud” for den gode dialog. Fællesnævneren er vigtigheden af ikke at glatte uenigheder ud. Vi er enige om, at religiøse forskelle er givende, og at vi ikke behøver at være enige eller ens for at kunne danne relationer eller samarbejde.  



Dag 3: Medborgerskab, lakridser og vikingeruner ved Hagia Sophia
På tredjedagen drøfter vi flere store temaer som for eksempel medborgerskab blandt unge og personlige værdier i praksis. Førstnævnte tema handler om, hvordan vi som unge aktivt kan understøtte medborgerskab i vores lokalsamfund, og hvilke udfordringer og fordele diversitet kan give i forsøget på at skabe demokratiske samfund. En gruppeøvelse om personlige værdier skærper vores fornemmelse for, hvor stor en drivkraft personlige værdier er for os – og hvor forskelligartede, værdierne kan være. Det er væsentligt at have for øje, når man arbejder sammen eller indgår i dialog med andre på tværs af religion og kultur. 

En mindeværdig oplevelse denne dag er den såkaldte ”Cultural EXPO,” hvor alle deltagere præsenterer deres hjemland og kultur. Traditionelle klædedragter, interessante facts, danse og flotte billeder fra alle fem lande gør – sammen med medbragte lokale smagsprøver – dette programpunkt til det klart mest festlige. Vi har pakket kufferten med vaniljekranse, lakridser og sjove facts om Danmark, som vi deler ud af. 

Efter et par travle dage med udfordrende og inspirerende program på hotellet har vi lige akkurat tid til at nå ud i byen. Vi skal nå at se den gamle byzantinske kirke Hagia Sophia! Midt imellem gamle kristne mosaikker og moskéernes kald til bøn falder vi tilfældigt over et helt andet interreligiøst møde: En ”vikingegrafitti” indgraveret i et af Hagia Sophias gelændere. Det virker som en poetisk afslutning på dialoglejren at stå over for et aftryk af et interreligiøst møde, der er 1000 år ældre. 



Dag 4: Perspektiver på tro, privilegier og blinde vinkler 
Særligt for mig som en kristen deltager er dialoglejren på mange måder en øjenåbner. For når man er vokset op i et så relativt homogent land som Danmark og er medlem af en så markant majoritetsreligion som den evangelisk-lutherske kirke, udvider det ens horisont at møde muslimer og andre kristne fra Danmark og Mellemøsten. Vores egne privilegier og blinde vinkler bliver sat i relief. I dialogen og i mødet med andre, bliver det samtidig tydeligt, hvad vi selv står for, hvad der er vigtigt for os, og hvad vi måske tager for givet. Sjældent har jeg for eksempel henvist så meget til Luther eller tænkt så meget på den udstrakte religions- og ytringsfrihed, vi nyder godt af i Danmark.  

Jeg tager hjem med oplevelsen af, at jeg har bedre forudsætninger for at tale med nydanskere, der enten selv har boet i Mellemøsten, inden de kom til Danmark, eller har familie og rødder dér. Og med lysten til at række ud til præster og imamer i mit eget lokalområde for at se, hvordan vi kan samarbejde om at styrke vores lokalsamfund. 

I dialogen og i mødet med andre bliver det samtidig tydeligt, hvad vi selv står for, hvad der er vigtigt for os, og hvad vi måske tager for givet. Vores egne privilegier og blinde vinkler bliver sat i relief.

kristoffer johannes schmidt-hansen, præst i den danske folkekirke

Dialoglejr i Istanbul


Hvordan skaber man dialog og godt medborgerskab på tværs af tro, kulturer og regioner? Det spørgsmål udgjorde omdrejningspunktet for en firedages dialoglejr i Istanbul, som Danmission afholdt i samarbejde med vores partner Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD).  

Her mødtes 20 yngre deltagere fra Jordan, Irak, Syrien, Libanon og Danmark for at diskutere medborgerskab, dele samtaler om tro og værdier og ikke mindst møde hinanden på tværs af forskelligheder. 

På lejren fik deltagerne værktøjer til at skabe interreligiøs dialog og perspektiver på medborgerskab, samfundsdeltagelse og de udfordringer, vi sammen står over for på tværs af Europa og Mellemøsten. 

Læs mere om Danmissions arbejde med dialog og fredsopbygning her.