På en felttur i provinsen møder den cambodjanske universitetsstuderende Thida en skrøbeligt udseende skovånd, der inviterer hende med sig ind i skovens indre.

Thida er overvældet af mødet med den sørgmodige skovånd og den afsvedne cambodjanske natur, der er begravet under bjerge af plastik.

”Jeg troede, at naturen var frugtbar,” tænker hun for sig selv.

Animationsfilmene med den universitetsstuderende Thida i hovedrollen er skabt af Danmission sammen med et lokalt produktionsselskab med base i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Filmene er en del af projektet CEEJA (Citizens Engaged for Environmental Justice for All), der er støttet af EU og engagerer fem civilsamfundsorganisationer i kampen for at beskytte landets skove og biodiversitet.

Projektet startede med ønsket om at engagere en ny målgruppe – Cambodjas unge – i arbejdet med skovbeskyttelse, forklarer Sovanvatey Khuon, der er kommunikationsmedarbejder for Danmission i Cambodja og en af hovedkræfterne bag initiativet.

”Vi var heldige at finde en ung gruppe af animatorer i Phnom Penh, som både er entusiastiske omkring at skabe animationer, og som er engagerede i at bevare naturens ressourcer. Så det var helt oplagt at samarbejde med dem om at skabe en historie, der passer til målgruppen og kan inspirere og opfordre unge til at handle,” fortæller hun.

Verdensrekord i skovrydning
Cambodja er hårdt plaget af ulovlig skovhugst. Faktisk satte landet verdensrekord i skovrydning i 2021, hvor 1,5 procent af landets skove forsvandt. Men spørgsmål om miljø og skovbeskyttelse er ofte sensitive i landet, og problemstillingen er fjern for landets unge, særligt i byerne, forklarer Peter Herum, landechef for Danmission i Cambodja.  

”Unge mennesker i Cambodja har meget lidt forståelse for vigtigheden af naturen og har måske aldrig besøgt en skov. Så det har været vigtigt ikke at kvæle deres interesse fra starten med for mange tekniske termer og konfliktfyldte problemstillinger,” fortæller han.

Derfor indledte landekontoret et tæt samarbejde med det lokale produktionsselskab om at udvikle en alternativ fortælling. Mens Danmissions kommunikationsmedarbejdere gav udspil til filmenes indhold og fortællestil, gav animatorerne fortællingen krop og lyd, fortæller Sovanvatey Khuon.

”Vi har samarbejdet om at skabe karaktererne, så unge kan relatere sig til dem og identificere sig med dem. Vi håber, at initiativet vil skabe dialog mellem unge mennesker om de udfordringer, der er i deres lokalsamfund. At de begynder at føle ansvar for at handle – uanset om det er i en lille eller stor skala,” siger hun.


Skovnetværk, der sætter livet på spil
Animationsfilmenes hovedperson, den universitetsstuderende Thida, kommer i filmene helt tæt på de oprindelige befolkningsgrupper, som lever af skovens ressourcer og særligt lider under den ulovlige skovhugst. Og hun ender med selv at blive en del af et frivilligt skovnetværk, som engagerer sig i at beskytte skoven.

”Filmene fokuserer på de lokale netværk, der sætter deres liv og sikkerhed på spil for at beskytte skoven og kæmpe for deres rettigheder til naturens ressourcer. Særligt kvinderne i lokalsamfundene, som ofte bliver glemt, på trods af at de oplever problematikken på helt tæt hold,” fortæller Sovanvatey Khuon.

Hvad er animationsfilm?

Ordet ”animation” kommer fra latin og betyder løst oversat ”at levendegøre”. En animeret video er altså en film, hvor man giver liv til tegnede former, figurer og billeder.

Mange kender animationsfilm fra eksempelvis Pixar og Disney. Men genren bruges også af organisationer og virksomheder til at forklare komplekse sammenhænge eller formidle konkrete budskaber.

Vis mere Vis mindre



På den måde afspejler animationsfilmene den virkelighed, lokalsamfundene i skoven står i. De illustrerer for eksempel deres spiritualitet som animister, der tror på, at naturen er besjælet, og deres tætte afhængighed af skoven, forklarer landechef Peter Herum.

Så selvom skovånder og animationsfilm ikke normalt forbindes med Danmissions arbejde, lykkes animationsfilmene med at forklare komplekse sammenhænge på en konkret og underholdende måde, mener han.

”Filmene tager udgangspunkt i unge cambodjaneres hverdag og formidler de her problemstillinger på en måde, som unge kan relatere sig til – og som inspirerer dem til at ville vide mere.”

De tre animationsfilm blev offentliggjort ved et event om skovbeskyttelse i november, som Danmission arrangerede i samarbejde med lokale partnere og Københavns Universitet. Til eventet deltog blandt andre unge og studerende fra Danmissions partnerorganisation Cambodian Youth Network, der er filmens primære målgruppe.

Unge mennesker i Cambodja har meget lidt forståelse for vigtigheden af naturen og har måske aldrig besøgt en skov. Så det har været vigtigt ikke at kvæle deres interesse fra starten med for mange tekniske termer og konfliktfyldte problemstillinger

Peter herum, landechef i cambodja

Skovbeskyttelse i Cambodja

Cambodja er hårdt plaget af ulovlig skovhugst. Faktisk er hele 31 procent af Prey Lang-skoven – et skovområde på størrelse med Fyn – forsvundet i årene 2001 til 2021. Derfor arbejder Danmission sammen med lokale partnere og frivillige netværk om at bevare og beskytte skoven.

Danmission har etableret et konsortium med fire andre lokale organisationer om det EU-finansierede projekt CEEJA (Citizens Engaged in Environmental Justice for All), hvor man samarbejder med blandt andre en række skovnetværk, som i generationer har været afhængige af skoven og dens ressourcer.

Arbejdet er en del af vores indsats for at sikre retfærdig og bæredygtig brug af naturens ressourcer samt at inddrage borgere i skovbeskyttelse til gavn for både mennesker og miljø. Læs mere om vores arbejde i Prey Lang her: Skovbeskyttelse i Cambodja – Danmission