Fokusområde

Kontekstuel teologi for tro og social handling

Vi arbejder med kontekstuel teologi for tro og social handling. Det gør vi ved at styrke lokale kirker, så de kan forkynde håb og bidrage til positive forandringer i deres lokalsamfund

Et ældre ægtepar i Tanzania er netop gået på pension, da en selvbestaltet præst slår til og franarrer dem hele deres pensionsopsparing. Han lover dem velstand og et godt helbred til gengæld. Et barnløst par giver ham deres hårdt tjente løn for en velsignelse, der skal sikre dem en graviditet.

Begge eksempler er udtryk for et voksende fænomen i Tanzania, som Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania kalder ”vildledende teologi”. Det er dårlig teologi, der bliver forkyndt af selvbestaltede præster og profeter. Deres budskab er, at hvis man betaler penge og tror nok, så vil man opleve fremgang.

Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania betegner selv udfordringen med vildledende teologi som deres aktuelt største udfordring som kirke. Den har de bedt Danmission om hjælp til at løse.

Men hvordan løser man sådan en udfordring?

I Danmission er et af vores fokusområder kontekstuel teologi for tro og social handling. En teologi, der forholder sig til det samfund, som den lokale kirke er en del af, kan understøtte social forandring og inspirere til at kæmpe for retfærdighed.

Derfor er en del af løsningen på problemet med vildledende teologi at etablere et teologisk forum, hvor man samler præster og teologer, så de sammen kan finde en måde, de kan forkynde kristendommen på, så den fremstår som et relevant alternativ til den vildledende teologi, der lokker med løfter om fremgang og rigdom. En anden del af løsningen er at støtte den lutherske kirke i at styrke lokale præsters evne til at hjælpe ofrene for vildledende teologi. Derudover har Danmission i samarbejde med det lokale teologiske fakultet igangsat en dybdegående teologisk undersøgelse af, hvorfor den vildledende teologi i så udbredt grad appellerer til den tanzanianske befolkning. Undersøgelsen kan danne grundlag for yderligere indsatser.

I Danmission ved vi, at troen kan være et aktiv for både det enkelte menneske og samfundet. Derfor ønsker vi at understøtte lokale kirker i at udvikle en teologi, der støtter kamp for retfærdighed og social forandring i lande, der er præget af fattigdom, konflikt og marginalisering. Arbejdet med kontekstuel teologi for tro og social handling vil tage form efter de udfordringer, som de lokale kirker i vores programlande står overfor. Fælles for alle indsatser er, at vi arbejder med at støtte og styrke teologiske uddannelsesinstitutioner for at sikre en uddannelse af høj kvalitet for fremtidens præster og kirkeledere.

I de lande, vi arbejder i, er civilsamfundet under pres. Religions- og trosfrihed er lige som forsamlings- og foreningsfrihed ikke en selvfølge. For mange mennesker er de områder, hvor de kan praktisere deres tro, under pres. Derfor arbejder Danmission med at styrke civilsamfund og fremme demokratisk dannelse. Det er selve grundlaget for, at vi kan støtte lokale kirker i at være menighed – og bidrage til samfundet.

Vil du vide mere om, hvordan vi arbejder med vores fokusområde “Kontekstuel teologi for tro og social handling”, kan du læse mere her (bemærk dokumentet er på engelsk).   

Teologiske og trosinspirerede refleksioner kan fremme menneskelig kreativitet, nære håb og støtte handling for retfærdighed og social forandring.

Danmissions programstrategi

Om Danmissions arbejde

Danmission er en folkekirkeligt forankret organisation, der gennem 200 år har arbejdet med udviklingsbistand og mission i Afrika, Asien og Mellemøsten. Vores primære indsatsområder er:

  • Kontekstuel teologi for tro og social handling
  • Dialog og fredsopbygning
  • Retfærdig og bæredygtig forvaltning af naturressourcer