Mangrovemamaerne på Zanzibar

Asha Ramadhan Bakari sætter en lille spire i jorden. De særegne blade, som kendetegner mangrovetræet, er stadig helt små. Mangrovetræer kan blive meget store, forklarer hun, men det kræver tålmodighed og vedholdenhed.

På swahili findes en talemåde: ”pole pole”, som løst kan oversættes til ”rolig, rolig”. Udtrykket er tæt sammenvævet med Zanzibars kultur. Det er mere end en talemåde, det er en levevis: Nogle gange må man sætte en spire i jorden og sætte sin lid til processen. For gode ting i livet tager tid.

51-årige Asha Ramadhan Bakari bor på Uzi Island, en del af øgruppen Zanzibar ud for Tanzanias østkyst. Øen er kendt for sine mangroveskove, som har stor betydning for både naturen og de mennesker, der bor her.

Mangrovetræet er nemlig et helt særligt træ: Det beskytter kystlinjen mod erosion og oversvømmelser og binder samtidig op til fem gange så meget CO2 som andre træsorter. Mangroverne, som vokser i tidevandsbæltet, er hjemsted for et væld af fisk, krabber, pattedyr og fuglearter, og de er afgørende for lokalsamfundenes levegrundlag.

Som mange andre på Uzi Island lever Asha Ramadhan Bakari af fiskeri og af at dyrke sea moss – en næringsrig type tang, som er en af Zanzibars største eksportvarer. Men hendes levebrød er under pres. Skovrydning, ikke-bæredygtigt landbrug og klimaforandringer tærer på mangroveskovenes økosystemer, og det går hårdt ud over familier, der i forvejen lever fra hånd til mund.

”Vandstanden stiger og kommer tættere og tættere på vores huse. Samtidig bliver vandet varmere. Tidligere var der mange fisk nær kysten, fordi der var mange planter og mangrovetræer. Nu er der færre fisk, og vi må længere ud for at fange dem. Det er derfor, vi er begyndt at plante mangrovetræer, for at beskytte kysten og hjælpe naturen tilbage,” forklarer Asha.

Passer mangrovevuggestuer
Asha Ramadhan Bakari er en del af Zanzibar Climate Change Alliances (ZACCA) indsats for at genoprette mangroveskoven og engagere lokalsamfundet i naturbeskyttelse. Indsatsen, som Danmission støtter, skal både genoprette naturen og skabe alternative indtægtskilder for de lokale, forklarer Mahfoudh Haji, ZACCA’s direktør.

”Uzi Island er ramt af massiv skovrydning, og det har store konsekvenser for lokalsamfundet. De naturressourcer, som mange tidligere levede af, forsvinder. Det gør det svært for familierne at få hverdagen til at hænge sammen. Når der ikke er andre indtægtsmuligheder, fortsætter fældningen,” forklarer han.

Det mærker Hanifa Faraji, som står ved siden af Asha og de små spirer. Hanifa er 30 år, skrædder, mor til tre, og sammen med Asha mødes hun og andre kvinder hver onsdag for at plante og passe spirerne i såkaldte ”mangrovevuggestuer.”

Også Hanifa er bekymret for fremtiden, ikke kun for sig selv og sine tre børn, men for hele lokalsamfundet. Uden mangroverne forsvinder de rødder, der holder kysten på plads. Fiskene mister deres levesteder, og det betyder mindre fangst og færre indtægter.

”Hvis vandstanden fortsætter med at stige, kan vi ikke blive ved med at bo her. Det er her, jeg er fra, og det er svært at forestille sig at miste det sted, jeg er født og opvokset.”

Mangrovemamaer kæmper for miljøet
Særligt kvinder og børn er sårbare over for skovrydningen, siger Mahfoudh Haji fra ZACCA. Kvinder på Zanzibar møder strukturelle barrierer på arbejdsmarkedet, og mange har lavere indkomster og færre økonomiske muligheder end deres ægtefæller af det modsatte køn. Derfor er det også særligt kvinder, indsatsen forsøger at engagere.

”Målet er at give dem viden, kompetencer og en stærkere stemme, så de kan skabe en stabil indkomst og bedre muligheder for deres familier,” fortæller han og forklarer, at kvinderne i området med hjælp fra ZACCA blandt andet er begyndt at arbejde med biavl, som kan give en ekstra indkomst.

Asha Ramadhan Bakari håber, at arbejdet vil gøre en forskel, både for naturen og for kommende generationer:

”Selv hvis projektet her en dag stopper, vil vi fortsætte med det, vi har lært. Og vi vil lære de unge, hvordan man planter og passer mangrover. Det handler ikke kun om at plante træer, men også om at vedligeholde dem.”

Hun planter endnu en spire i jorden med nænsomme hænder. Det skal gøres i et roligt tempo – pole pole – og i en særlig vinkel, så rødderne ikke bliver ødelagt eller skyllet væk i mudderet. Omkring hende står kvinderne samlet om at beskytte deres hjem og levebrød, en spire ad gangen.