Har det været en god lejr?
Vi har haft en rigtig god Bisseruplejr igen i år. Som altid har vi haft et gennemgående tema for årets lejr, og denne gang var temaet krydstogt. I løbet af ugen “sejlede” vi til Påskeøen, Galapagos, Colombia, Costa Rica og Haiti. Årets tema for forkyndelsen har været påsken – måske lidt inspireret af vores besøg på Påskeøen.
I år har vi fået lov at lave sommerlejr i al slags vejr. Hverken deltagere eller ledere har ladet sig påvirke af det omskiftelige vejr, og hver dag har været fyldt med smil, latter og gode oplevelser.
Hvorfor laver i Danmission børnelejr?
Vi laver Bisseruplejr, fordi vi ikke kan lade være. Det er så meningsfuldt at give små og store børn en uge væk fra hverdagens sociale og teknologiske rammer, lade dem mærke en levende tro og et givende fællesskab og opleve dem blive klogere på sig selv og på livet. De mange gode timer med små og store børn, gamle og nye venner, sjove og kreative aktiviteter og konkurrencer er simpelthen vanedannende.
Vi kalder det “bisseånden” – den helt særlige stemning af fællesskab, venskab, samhørighed og fortrolighed.
Hvad betyder det, at lejren har eksisteret i mere end 40 år?
Vores Bisseruplejr har eksisteret i 46 år. Man mærker tydeligt, at dagene, aktiviteterne og “bisseånden” hviler på mange års gode lejrtraditioner, og at både deltagere og ledere har en meget stærk tilknytning til lejren og til videreførelsen af disse traditioner.
At lejren har eksisteret så længe, må også være et udtryk for, at vi gør noget rigtigt. Ledergruppen er en tæt sammenknyttet flok, som alle selv tidligere har været deltagere, og som brænder for at give disse oplevelser videre. Flere af de ældste ledere har været med på Bisseruplejren uafbrudt i mere end 30 år.
Danmissions børnelejr – Bisseruplejren
Hver sommer holder Danmission en række børne- og ungdomslejre. Én af dem er Bisseruplejren, der ligger naturskønt mellem Næstved og Skælskør. Lejren har fundet sted i 46 år.