Jeg er landet i Danmark og har det godt. Men de sidste dage har været turbulente. I en dagbog i Kristeligt Dagblad har jeg forsøgt at sætte flere ord på, hvad der skete.
Søndag nat vågnede jeg klokken 2.45 til lyden af eksplosioner uden for mit vindue i Beirut. Efter at Hizbollah havde angrebet Israel, svarede Israel igen med angreb i Beiruts sydlige forstæder, Bekaa-dalen og i det sydlige Libanon. Fra det øjeblik blev alting vendt på hovedet. Jeg skulle både tage stilling til min egen situation og til, hvad vi kunne gøre som organisation.
Krigen i Mellemøsten var startet nogle dage forinden, men i første omgang så det ud til, at Libanon måske kunne gå fri. Selvom situationen var presset, var der en følelse af håb. Derfor kom bombardementerne også som et chok.
Mandag besluttede vi, at jeg skulle rejse til Danmark, og tirsdag morgen rejste jeg mod København. Selvom jeg er i Danmark, er jeg i tæt kontakt med vores medarbejdere i Libanon hver dag. Vi har check-ins om morgenen, hvor vi taler om, hvordan natten er gået, og om deres familier og venner er i sikkerhed. Mange af dem kender mennesker i de områder, der bliver ramt.
“Jeg står op klokken 2.30 og tager et hurtigt bad, spiser lidt mad og drikker en kop kaffe. Klokken 3 bliver jeg hentet af en taxa. Beiruts lufthavn er tæt på de sydlige forstæder, hvor der var angreb et døgn tidligere. Jeg taler med taxachaufføren om den spændte situation, og han svarer:
“That’s life” [Sådan er livet].
Jeg tænker, at sådan behøver livet ikke nødvendigvis at være, men libaneserne er et hårdt prøvet folkefærd, og de er gode til at tage tingene, som de kommer.”
Uddrag fra Kirsten Aukens Dagbog i Kristeligt Dagblad. Læs den her (obs: bag betalingsmur).
Vores medarbejdere i Libanon har desværre prøvet den slags før. De er på en måde hærdede, men det betyder ikke, at det ikke rammer dem. Alle er enormt påvirkede af situationen.
For mig er det en mærkelig og splittet følelse at være her i Danmark. Det er fjerde gang, jeg har måttet forlade Libanon eller ikke har kunnet vende tilbage på grund af situationen. Mit hjem er i Beirut. Jeg har min lejlighed, mit arbejde og nære venner og bekendte der.
Her er i Danmark er det blevet forår. Himlen er blå, og her er utrolig fredeligt. Det beroliger nervesystemet. Men samtidig ved jeg, at mine kollegaer, venner og vores samarbejdspartnere står midt i en meget svær situation.
Fra lufthavnen i Beirut kunne Kirsten Auken følge nyhederne om israelske angreb.
Røg fra angreb i Beiruts sydlige forstæder fra Kirsten Aukens altan i hendes lejlighed i Beirut.
Ingen ved endnu, hvor længe det her vil vare, eller hvor hårdt det vil ramme Libanon. Usikkerheden er stor. Samtidig fortsætter arbejdet for at støtte mennesker i Libanon bedst muligt.
Vi samarbejder med vores partner Det Mellemøstlige Kirkeråd om at yde nødhjælp til de mange libanesere, der lige nu bliver fordrevet. De søger tilflugt i skoler, kirker og hos familie og venner og har akut brug for helt basale ting som mad, vand, brændstof og tæpper. Det er godt, at vi kan træde til og yde støtte til vores partnere i den svære situation, de nu står i.
Her gør din støtte en helt konkret forskel
Når du støtter Danmissions Katastrofefond, hjælper du vores lokale partnere og kirker med hurtigt at nå frem med livsnødvendig nødhjælp, dér, hvor behovet er størst lige nu.
- 250 kroner kan give et barn i nød modermælkserstatning og bleer i fire måneder.
- 400 kroner kan give 30 familier et varmt måltid mad.
- 700 kroner kan give en familie på fire mad og hygiejneartikler som sæbe, bleer og bind i en måned.