Brev fra en udsendt

For nogle uger siden havde jeg etårsdag i Cambodja. Det faldt tilfældigt sammen med FN’s internationale dag for fred, hvilket jeg fejrede i bedste selskab med en af vores partnerorganisationer, Women Peace Makers. De var værter for en lancering af deres nyeste bog om fredsopbygning. Eventet blev holdt i et af hovedstaden, Phnom Penhs, kulturelle mødesteder. Aftenen sluttede med en praktisk øvelse, hvor vi skulle mærke freden på egen krop. Dér stod jeg blandt nye venner, blandt unge frivillige fra Women Peace Makers og blandt gode kolleger. Vi skulle forestille os et træ, nærme os det, slå armene om det, mærke vores rødder – og opleve freden sænke sig i os.

Det var varmt, sveden drev af mig, jeg forstod ikke meget af samtalen, og programmet var uforudsigeligt, men lige dér, midt i det hele, mærkede jeg virkelig freden og taknemmeligheden! Taknemmelighed over at være havnet lige her – i det varme tropiske klima, i et land med et folk, der længes efter fred, i et selskab med engagerede og godhjertede partnerrelationer. Jeg mærkede taknemmelighed over, at mine rødder lige så stille tager fat i den cambodjanske muld. 

Hverdagshelte åbner døre
Inden jeg flyttede til Cambodja, vidste jeg ikke noget om, hvordan det ville være at bo her. Og her et år efter ved jeg lidt mere, men der er stadig så meget at undersøge og blive klogere på. Jeg har måske nok fået pillet de yderste lag af, og jeg forsøger hele tiden at forstå mere, men om jeg nogensinde kommer ind til kernen, ved jeg ikke.

Heldigvis har jeg mødt flere hverdagshelte, der hjælper med at ”åbne døre” for mig her i Cambodja. De gør mig klogere på kultur, religion, historie, sæsonens frugter, sprog, sikkerhed og meget mere.

Én af dem er Sao Am, min kollega på landekontoret. Han er koordinator for Danmissions arbejde med kontekstuel teologi og social handling i Cambodja. Vi har fast plads overfor hinanden og får os ofte en god samtale om kirke, teologi, religionsdialog og Danmissions rolle i dette landskab.

En anden hverdagshelt er tante Nimol eller Ming Nimol, som det hedder på khmer. Hun er ansat på kontoret til rengøring og praktiske opgaver. Hun kan ikke tale engelsk, hvilket er helt perfekt for mig, for så får jeg trænet mit khmer. Vi bruger en del tid på at kommunikere os frem til forståelighed, men hun er heldigvis tålmodig! Og så er hun utrolig omsorgsfuld. Hver dag klokken 12.00 spiser vi frokost sammen, og alle kollegaer sætter deres medbragte mad ind midt på bordet til et fælles tag selv-bord. En meget social og gæstfri måde at have madfællesskab på. Ofte har nogen sæsonens frugter med, og Ming Nimol skræller og skærer tålmodigt ud til os alle.

Den sidste person, der helt bogstaveligt er med til at åbne døren til Cambodja for mig, er min khmerlærer Lux. De sidste par måneder har vi været i gang med det cambodjanske alfabet, som er et af verdens længste med i alt 74 bogstaver. Fra at have været det mest uforståelige sprog, som virkelig ikke gav mening i mine ører, opfanger jeg nu en del genkendelige ord, og jeg ved, hvilken mening der ligger bag. Det er utrolig meningsfuldt, fordi jeg får adgang til fællesskabet på en helt anden måde.

Rum til at tale om tro 
En af de ting, jeg sætter særligt pris på ved at være udsendt af Danmission er, at der også er plads til at tale om tro. Både med partnere og kollegaer. Det sidste år har vi på kontoret afsat tid til “prayer and reflection”, altså bøn og refleksion. En halv time, hvor alle kollegaer skiftes til at præsentere et tema, som vi sammen reflekterer over. Bagefter slutter vi af med et par minutters stilhed til bøn eller meditation. Her er vi sammen om både kristne, buddhistiske og etiske temaer, og der er mulighed for at stille hinanden spørgsmål om vores respektive tro. Vi deler aktuelle emner, som vi beder for.

Og det leder mig hen til, at jeg også frimodigt vil spørge jer i Danmark om bøn for Cambodja. I kan konkret være med til at bede for vores partnerorganisationer, der hver dag kæmper for mennesker i udsatte positioner i Cambodja. Mennesker, som oplever uretfærdighed, fordi deres skov – og dermed levebrød – er taget fra dem. Mennesker, hvis trospraksis er begrænset af den nationale lov. Mennesker, der diskrimineres, fordi de tilhører etniske minoriteter eller oprindelige befolkningsgrupper. Mennesker, der udsættes for undertrykkelse på grund af deres køn.