Bliv en del af et levende demokrati

Ændringer i Danmissions vedtægter, som blev stemt igennem på repræsentantskabsmødet i september, skal gøre det lettere for så mange som muligt at deltage i Danmissions demokrati.
Tekst: Mathias Stampe Grønborg
Foto: Søren Kjeldgaard
Udgivet: 20 november, 2025

På repræsentantskabsmødet i september stemte Danmissions repræsentantskab vedtægtsændringer igennem, der gør det muligt for 80 medlemsrepræsentanter at blive valgt digitalt.

Det handler om at sikre et levende demokrati, en stærk lokal forankring og en organisation, som flere kan føle sig hjemme i. Ændringen skal sikre lettere adgang til foreningsdemokratiet for både nye og gamle medlemmer, samtidig med at den støtter op om det store frivillige engagement i Danmissions stiftsbestyrelser.

Medlemsrepræsentanter er valgt for to år ad gangen med mulighed for genvalg. Hvert år er der 40 pladser på valg, men da dette er første år med ændringerne, vælges 80 repræsentanter i første runde i 2026.

Der bliver også indført pladser med fortrinsret til unge mellem 18 og 30 år. Der vil årligt være 10 pladser øremærket til de unge, men i første omgang er der tale om 20 pladser, da det er første år med ændringerne. Er der ikke nok ungdomskandidater, overgår de tomme pladser til de øvrige kandidater.

Hvert medlem af Danmission har stemmeret og 10 stemmer, hvor samtlige stemmer skal afgives til forskellige kandidater. Den årlige valghandling skal afholdes inden midten af maj måned.

Så er der lige én sidste, vigtig detalje. For at blive en del af repræsentantskabet, skal du selvfølgelig være medlem.

Det tager kun to minutter. Meld dig ind her.

Fakta om repræsentantskabet

Danmissions repræsentantskab, som er organisationens øverste myndighed, består af op til 202 medlemmer.

100 repræsentanter vælges i Danmissions 10 stiftsbestyrelser, og hvert stift har 10 pladser i repræsentantskabet.

80 medlemsrepræsentanter vælges digitalt – herunder er der fortrinsret til 20 unge mellem 18 og 30 år.

Bestyrelsens 12 medlemmer er fødte medlemmer af repræsentantskabet.

De resterende 10 medlemmer er kollektive repræsentanter, eksempelvis samarbejdsorganisationer og foreninger.