Voxpop: Vi må stå sammen mod uretfærdighed og klimakrise

VOXPOP Da Danmission deltog i Kirkernes Folkemøde tidligere på måneden, havde vi inviteret nogle af vores internationale partnere med. Vi spurgte dem blandt andet til, hvad de mener, at trosbaserede organisationer og kirker bør have fokus på i denne tid.
Tekst: Frederikke Engberg Jørgensen & Josephine Halberg
Foto: Søren Kjeldgaard
Udgivet: 20 juni, 2025

I år fandt Kirkernes Folkemøde sted i Silkeborg, hvor kirkesamfund, kirkelige organisationer og flere tusind deltagere var samlet under temaet ”Himmelske Dage – Løfter blikket”. Et tema, der peger på sammenhørighed og udsyn i en tid præget af krig, polarisering og lande, der lukker sig om sig selv. Vi havde inviteret nogle af vores internationale partnere til at gæste folkemødet for netop at give udsyn til de mange interesserede.

Vi fangede vores partnere til et par spørgsmål om Himmelske Dage, og hvad kirker og trosbaserede organisationer særligt bør fokusere på i denne tid.

Dr. Nayla Tabbara

Leder af den libanesiske organisation Adyan. Har i mange år arbejdet for dialog, inkluderende medborgerskab og åndelig solidaritet.

Hvad gør størst indtryk på dig ved Himmelske Dage?

Det betyder meget for mig at være her og drøfte uretfærdighed og grusomhed med kolleger fra Palæstina.

Jeg værdsætter også, at Himmelske Dage skaber rum for at tale åbent om situationen i Gaza – det inspirerer mig og er mit klare incitament til at deltage.

Derudover glæder jeg mig over trosbegivenheder, der er organiseret ud fra principper og værdier og ikke identitet. Jeg er muslim, men føler mig helt på linje med Himmelske Dages ånd. Det handler om spiritualitet, etik og respekt for hvert menneskeliv og menneskelig værdighed.

Hvad mener du, at trosbaserede organisationer og kirker bør fokusere på?

Vi skal stå sammen imod undertrykkelse og uretfærdighed. Vi må værne om det bedste i mennesker og afvise det værste. Det er sådan, vi kan skabe størst indflydelse på verden.

Biskop Abednego Keshomshahara

Kommer fra Nordveststiftet i Tanzania og repræsenterer den lutherske kirke.


Hvad gør størst indtryk på dig ved Himmelske Dage?

Jeg er især imponeret over, hvor mange mennesker der deltager. Det viser, at kirken lever.

Hvad mener du, at trosbaserede organisationer og kirker bør fokusere på?

Jeg mener, at kirkelige organisationer skal rette deres fokus mod menneskers behov og udfordringer som for eksempel klimaforandringer.

Vi skal forsøge at bevidstgøre folk om årsagerne til klimaforandringer, men også adressere virkningerne af klimaforandringer i lyset af både bibelske perspektiver og videnskabelige fakta.

Det Globale Syd mærker konsekvenserne af klimaforandringer skabt af det Globale Nord. Derfor er der behov for både støtte til Syden og adgang til vedvarende energi.

Biskop Humphrey Peters 


Humphrey Peters er biskop i den fælles-protestantiske Church of Pakistan og repræsenterer en minoritetskirke i en del af verden, hvor Taliban har en ledende politisk rolle.


Hvad gør størst indtryk på dig ved Himmelske Dage?

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan kirken i Pakistan kan overleve under det ekstremistiske pres. Her er det rart at fortælle om vores virkelighed. Jeg takker Gud for at bevare kirken i Pakistan. Jeg takker Gud for, at vi stadig står stærkt, bevarer vores eksistens, vores overlevelse og vores identitet.

Hvad mener du, at trosbaserede organisationer og kirker bør fokusere på?

Vi har et stort ansvar for at arbejde for  menneskers værdighed – herunder religionsfrihed. Det er vigtigt, at trosbaserede organisationer udvikler strategier, der tager udgangspunkt i deres egen lokale kontekst – og samtidig altid sikrer, at de ikke udgør en trussel for andre.

Himmelske Dage 2025

Himmelske Dage er et tværkirkeligt arrangement, der bliver afholdt hver tredje år i større danske byer. I år fandt folkemødet sted i Silkeborg i Aarhus Stift fra torsdag den 29. maj til søndag den 1. juni under temaet “Himmelske Dage – løfter blikket”.

Kirkernes Folkemøde bød i år på mere end 250 arrangementer – og Danmission var naturligvis en del af programmet med debatter, workshops og rundbordssamtaler om tro, udvikling, klima, dialog og meget, meget mere.

Næste udgave af Kirkernes Folkemøde finder sted i Hillerød i 2028.