Efter 26 år som frivillig: ” Jeg er altid gået glad hjem”.

Et lille skub fra en bekendt lige efter efterlønnen blev starten på et kapitel, der endte med at strække sig over et kvart århundrede. Efter 26 år som en fast og drivende kraft hos Danmission Genbrug i Vindegade takker Ruth Glibre nu af: »Man bliver ganske enkelt bidt af det. Men nu er det på tide, at det bliver nogle andres tur,« fortæller Ruth.
Tekst: Cecilie Abildstrøm
Foto: Jens Christensen
Udgivet: 3 september, 2026

Da Ruth Glibre sagde ja til at prøve kræfter med Danmission Genbrug i Vindegade, havde hun ingen anelse om, at det skulle blive en fast del af hendes liv de næste 26 år. Nu siger hun farvel til butikken efter mere end et kvart århundrede fyldt med fællesskab, kundemøder og oplevelser, hun aldrig havde forestillet sig.

Et lille skub var alt, der skulle til.
Kort efter at Ruth Glibre var gået på efterløn, blev hun opfordret til at besøge Danmission Genbrug i Vindegade. Hun tænkte, at hun kunne prøve det af.

Det blev begyndelsen på 26 år som frivillig. ”Man bliver ganske enkelt bidt af det. Men nu er det på tide, at det bliver nogle andres tur,” siger hun.

I løbet af årene blev Danmission Genbrug en fast del af hendes hverdag. Hun har blandt andet været frivillig butiksleder og haft ansvar for at tage imod og oplære nye frivillige.

Mere end en genbrugsbutik

Gennem årene har Ruth blandt andet været frivillig butiksleder og haft ansvar for at tage imod og oplære nye frivillige.

Hver fredag har hun brugt fire timer i butikken, hvor dagene sjældent har lignet hinanden. ”Der kommer alle mulige mennesker forbi, og det har været utroligt sjovt. Man ved aldrig, hvad dagen byder på, hverken i forhold til de mennesker, man møder, eller de donationer, der kommer ind ad døren. Jeg er altid gået glad hjem,” fortæller hun.

Fra sin plads bag disken har hun også oplevet, hvordan genbrug har ændret status gennem årene.

”Da jeg begyndte, var genbrug noget helt andet, end det er i dag. Nu kommer især de unge i stor stil, og det har været spændende at følge udviklingen,” siger hun.

Plads til nye ansigter i fællesskabet

Selvom Ruth Glibre nu ser frem til nye aktiviteter i et seniorhus, bliver det ikke helt let at lægge fredagsvagterne bag sig.

”Det har været en fast del af min tilværelse i så mange år, og det har givet mig utroligt meget igen. Jeg kommer i den grad til at savne det.”

Når hun ser tilbage, er hun ikke i tvivl om, at beslutningen om at prøve kræfter med frivilligt arbejde har haft stor betydning for hendes liv.

Og netop derfor håber hun, at andre får lyst til at tage det samme skridt, som hun selv tog for 26 år siden.

”Man skal bare komme og prøve det. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg stadig ville være her 26 år senere.”

Vil du være frivillig i Danmission Genbrug?

I Danmission Genbrug har vi 2.000 frivillige i vores 66 butikker fordelt over hele landet. Overvejer du at blive en del af fællesskabet? Så læs mere her: Frivillig i Genbrug – Danmission