Tæt på Tanzania med Globale Fortællere PLUS

En gruppe danskere står barfodede på tæppegulvet i en lille moské i Stone Town, mens en fortættet middagshede driver ind gennem de åbne døre.

“Er der et fag i skolen i Tanzania, der hedder religion?” spørger én. “Hvordan uddanner man sig til imam på Zanzibar?” spørger en anden.

Guiden Mussa svarer tålmodigt på spørgsmålene, mens han fører gruppen videre gennem Zanzibars smalle gyder med gamle koralstensbygninger og kunstfærdigt udskårne trædøre. Bønnekald blander sig med lyden af scootere og gode tilbud på tingeltangel.

For de 12 deltagere i Danmissions nye rejseprogram, Globale Fortællere PLUS, handler turen ikke om sightseeing. De er rejst til Tanzania for at komme helt tæt på menneskene – deres tro, håb, drømme og hverdagsliv.

Nogle er præster, andre psykologer, lærere eller landmænd. Nogle har gennem tiden knyttet stærke bånd til Tanzania, andre besøger landet for første gang. Fælles er nysgerrigheden på, hvilken rolle kirken spiller i et helt andet samfund end det danske.

Ikke bare side om side – men sammen
I den gamle handelsby besøger gruppen både en moské, et hinduistisk tempel og en anglikansk kirke, der er bygget på stedet, hvor øens største slavemarked engang lå. Zanzibar er overvejende muslimsk, men rummer også religiøse minoriteter og en lang tradition for sameksistens. Alligevel har religiøse spændinger tidligere ulmet og til tider kulmineret i vold.

Piet Schwarzenberger slår sig ned i en plastikstol hos Zanzibar Interfaith Centre (Zanzic), som blev grundlagt af Danmission og Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) i 2009. Derhjemme er han medlem af Det Mellemkirkelige Råd og arbejder som lærer i Haderslev, men ”her er jeg ikke lærer, men elev,” siger han.

Han læner sig frem i plastikstolen, mens Zanzics leder, Lusungu Mbiliny, fortæller om perioder med politisk uro – senest ved valget i 2025, hvor fastlandet eksploderede i voldelige sammenstød, mens Zanzibar forblev rolig. Dialogarbejdet gør en forskel, fortæller Lusungu Mbiliny. Men det tager lang tid at opbygge tillid og kort tid at nedbryde den igen.

Mødet med dialogarbejdet gør stort indtryk, siger Piet Schwarzenberger senere.

”Det er en spændende og vigtig indsigt, også for os i Norden, hvor flere og flere mennesker med forskellig baggrund skal leve side om side,” siger han. ”Hvordan kan man leve ikke bare ved siden af hinanden som mennesker og menigheder, men med hinanden?”

Mangrovespirer og mudder til anklerne
Næste dag står gruppen med mudder til anklerne på Uzi Island i det østlige Zanzibar. Her er der ingen aircondition eller kølige mødelokaler, kun våd jord under gummistøvlerne, skarp middagssol og små mangrovespirer, som lokale frivillige planter langs kysten.

Blandt dem er Asha Ramadhan Bakari, der fortæller, hvordan havet æder mere og mere af kysten. Hun er rørt over danskernes besøg.

”Det giver os motivation til at fortsætte arbejdet,” siger hun.

Asha og de andre frivillige viser danskerne, hvordan de skal plante spirerne i mudderet. Med tiden skal de blive en ny mangroveskov, som kan beskytte kysten mod erosion, binde CO₂ og bidrage til at genskabe balancen i et presset økosystem.

For Jan Carstens, der er kordegn ved Søndermarkskirken i Viborg og har været frivillig i Danmission i 25 år, gør den fælles handling indtryk. Det er hans og hustruen Birthes niende besøg i Tanzania, og for dem er relationerne mindst lige så vigtige som arbejdet.

“Vi har en tendens til at tænke i penge og projekter hjemmefra,” siger Jan Carstens og fortsætter: ”Men relationer og fællesskab betyder mindst lige så meget. Måske mere. Det gør noget ved én at stå sammen og plante træer side om side.”

En kirke midt i hverdagen
Fra Zanzibars sandstrande og palmetræer går rejsen videre til klippebyen Mwanza, hvor hverdagen er mere simpel, og deltagerne er heldige, hvis der er varmt vand i bruseren.

I Betlehemskirken ved Nyakato Lutheran College bliver de mødt af flerstemmig korsang fra lokale i farvestrålende kangaer og deres fineste søndagstøj. Liturgien, sproget og korsangen er noget andet end i Søndermarkskirken i Viborg, medgiver Jan Carstens.

”Alligevel kan jeg bare læne mig tilbage og blive rørt. Måske er det følelsen af at blive en del af et fællesskab af mennesker, der synger, så taget nærmest løfter sig.”

Gudstjenesten varer i timevis, og undervejs bliver der samlet ind til menigheden, til den nye kirke, som er ved at blive bygget, og til familier i nød. For Charlotte Sidenius, der er psykolog ved Det Nationale Sorgcenter i København, er turen et vindue ind i kirken, ikke bare som et trosfællesskab, men også som et socialt sikkerhedsnet.

“Kirken er jo ikke bare et sted, man går hen om søndagen. Den kan gøre en meget konkret forskel, både når der samles ind, og gennem de budskaber, den formidler,” siger Charlotte Sidenius.

”Gud har altid været i Afrika”
Samtalerne om Tanzanias kirkeliv fortsætter med Mimii Brown, der er rektor på Nyakato Lutheran College og arbejder med at formulere en afrikansk luthersk teologi.

Afrikansk teologi er formet af arven fra missionshistorien, hvor den europæiske kirketradition blev bragt til Afrika. Men ”Gud har altid været i Afrika,” siger Mimii Brown og understreger, at der er behov for en teologi, som ikke forkaster lokal kultur og traditioner, men forstår tro gennem menneskers egen virkelighed.

Mødet med Tanzanias kirkeliv sætter den danske folkekirke i perspektiv, mener deltagerne. Her er kirker, hvor fællesskabet er stort, selvom vinduerne mangler glas. Hvor unge bliver ved med at komme, også efter konfirmationsalderen. Og hvor flere og flere kvindelige præster og ledere tager deres plads i en ellers patriarkalsk institution.

“Der er virkelig meget power i de kvinder, vi har mødt. De gør en forskel og rykker stille og roligt ved kønsrollerne her.”

Flere spørgsmål end svar
På rejsens sidste dage besøger gruppen landsbyen Sungusila, hvor lokale arbejder med træplantning og bæredygtigt landbrug gennem initiativet Uwakili. En lokal komité med 25 repræsentanter fra hele lokalsamfundet – muslimer, kristne, børn, kvinder, personer med handicap – driver projektet, som allerede har plantet omkring 55.000 træer.

Målet er at skabe bedre levevilkår for lokale familier, fortæller Veronica Francis, som er en del af komitéen.

Lokalsamfundet døjer både med uregelmæssigt regnfald og langvarig tørke, men også med manglende adgang til uddannelse og sundhed. Selv arbejder Veronica Francis særligt for HIV-ramte børns vilkår.

Det er rørende at møde mennesker, der handler, siger Charlotte Sidenius til komitéens medlemmer.

”Derhjemme arbejder jeg selv som psykolog med børn og unge, så det gør mig virkelig glad helt ind i hjertet at se det arbejde, I laver for børns rettigheder.”

Efter en lang tur ad bumlede jordveje reflekterer gruppen over, hvad der har gjort størst indtryk på rejsen. Partnerskaberne, siger én. Fællesskabet, lyder det fra en anden.

Piet Schwarzenberger forlader Sungusila med blandede følelser, fortæller han. For hvad betyder klimaindsatser egentlig for mennesker, der hver dag må kæmpe for sundhed, uddannelse og overlevelse?

Måske er det netop rejsens styrke, siger han. Ikke at komme med færdige svar, men at møde mennesker og virkeligheder, som udfordrer ens egne forestillinger.

”Jeg rejser hjem med flere spørgsmål end svar, og det synes jeg egentlig er vigtigt.”