Er du præst i folkekirken og nysgerrig på, hvordan man er kirke andre steder i verden? Ønsker du perspektiver på, hvad det vil sige at være en del af den globale kirke – og vil du gerne udfordre din daglige praksis i mødet med et andet land, en anden kultur og en kirke med helt anderledes udtryk og udfordringer?

Så tilbyder Danmission og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) i fællesskab en studietur til Danmissions programland, Tanzania. Turen finder sted fra den 26. januar til den 4. februar 2024.

Lokale kirker, syskole og dialogcenter
På programmet er blandt andet et besøg på Tumaini University Makumira, der arbejder med at uddanne præster til en hurtigt voksende kristen kirke. I forlængelse heraf er der planlagt besøg i lokale kirker, som Danmission gennem mange år har opbygget nære relationer til.

I vil også stifte bekendtskab med fænomenet ”vildledende teologi”, som den lutherske kirke i Tanzania selv har italesat som den største udfordring, de som kirke står overfor.

Der er også planlagt et besøg på dialogcentret ZANZIC på Zanzibar, der på forskellig vis arbejder med religionsdialog for at fremme fredelig sameksistens. I skal også besøge syskolen UPENDO, der ikke bare giver kvinder en uddannelse, men også arbejder målrettet på at bygge bro mellem skolens kristne og muslimske elever.

I vil også blive introduceret til den lutherske kirkes arbejde med bæredygtighed, når I besøger Irente Farm, der er et forsøgscenter i bæredygtigt landbrug.

Turen ledes af Anders Damtoft Kaufmann, der er teologisk medarbejder i Konfirmandcenteret (FUV) samt partnerskabskonsulent i Danmission, Mathias Norden Larsen og kommunikations- og engagementskonsulent i Danmission, Sarah Krøger Ziethen, der er udsendt til Tanzania.

Unges møde med Tanzania
Studieturen knytter an til rejse- og formidlingsprogrammet ”Globale Fortællere” (tidligere Konfirmand Aktion), som Danmission udbyder i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV). Her sender vi unge mennesker ud i verden for at opleve arbejdet i vores programlande helt tæt på. Når de kommer hjem til Danmark, modtager de undervisning i, hvordan de formidler deres oplevelser, refleksioner og nye indsigter til andre unge mennesker, hvoraf den primære målgruppe er konfirmander. Læs mere om muligheden for at få besøg af de Globale Fortællere i din kirke her.

Derfor vil deltagerne på studieturen også møde de unge Globale Fortællere som en del af programmet. De unge vil fortælle om deres oplevelser og deres møde med Tanzania, Danmissions programarbejde og den globale kirke.

Få nyheder fra Danmission


Vil du modtage nyheder fra Danmission direkte i din indbakke?

Så tilmeld dig vores nyhedsmail her.

Du kan til enhver tid afmelde via et link i bunden af vores nyhedsmail. Vi benytter Mailchimp som program til udsendelse og udveksler derved oplysninger. Læs mere om Danmissions privatlivspolitik her.

Praktisk information

Rejse:
Fredag den 26. januar til søndag den 4. februar 2024

Forberedelsesdag:
Fredag den 10. november 2023

Rejseledere:
Anders Damtoft Kaufmann, teologisk medarbejder i Konfirmandcenteret (FUV)
Mathias Norden Larsen, partnerskabskonsulent i Danmission
Sarah Krøger Ziethen, kommunikations- og engagementskonsulent i Danmission, udsendt til Tanzania

Ansøgningsfrist:
26. september 2023 via FUV – Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Pris:
Omkring 7.000-9.000 kr., som dækker flybillet (flybilletter bestilles samlet), forsikring (lovpligtig rejseforsikring tegnes samlet af FUV, men betales af deltagerne) og visum. Der er tale om brugerbetaling, hvor FUV dækker udgifter til kost, logi og befordring på kurset.