Engagement, indsigt og globalt fællesskab. Det er nogle af nøgleordene i en ny treårig samarbejdsaftale mellem Danmission og Silkeborg Højskole.
Aftalen udmønter sig blandt andet i et syvugers rejseprogram, hvor hold af 20-25 elever på Silkeborg Højskole de kommende tre år skal møde Danmissions partnere og projekter i Tanzania på helt tæt hold.
Rejsen skal give danske unge indsigt i globale problemstillinger og inspiration til at engagere sig i at løse dem. Efterfølgende bliver eleverne en del af konkrete projekter for at formidle deres oplevelser.
Samarbejdet er en milepæl i Danmissions indsats for at nå bredere ud og engagere nye målgrupper i organisationens arbejde, siger Danmissions generalsekretær, Kristian Sloth.
”Aftalen med Silkeborg Højskole er et stort skridt for Danmission i vores strategiske satsning om at samarbejde med partnere, som allerede har godt fat i nogle af de grupper i samfundet, vi gerne vil nå. Målet er ikke bare at engagere unge og give dem oplevelser og indtryk på den korte bane, men at skabe varige samarbejder med gode partnere og et varigt engagement hos de unge.”
Også på Silkeborg Højskole glæder forstander Claus Staal sig over, at højskoleeleverne fremadrettet skal møde Danmissions partnere i Tanzania, der arbejder med kontekstuel teologi, dialog og fredsskabelse og bæredygtighed.
“På Silkeborg Højskole glæder vi os til samarbejdet med Danmission og til at kunne sende nysgerrige højskoleelever på en livsforandrende dannelsesrejse. Eleverne kommer blandt andet til at møde Danmissions arbejde med dialog og fredsskabelse, der kan vise os, at på trods af konflikt og forskelligheder er fredelig sameksistens en mulighed for en fælles fremtid,” siger Claus Staal.
Samarbejdet mellem Danmission og Silkeborg Højskole løber fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2027.
Nyt samarbejde mellem Danmission og Silkeborg Højskole
Danmission og Silkeborg Højskole har indgået en treårig samarbejdsaftale, der skal motivere og inspirere unge i at tage del i kampen for en mere retfærdig og bæredygtig verden.
Aftalen udmønter sig blandt andet i et syvugers rejseprogram på rejselinjen ”Tanzania Explorer”, hvor hold af 20-25 elever på Silkeborg Højskole fra 2025-2027 skal møde Danmissions arbejde i Tanzania.
Eleverne bliver efterfølgende en del af konkrete projekter for at formidle deres oplevelser og skabe opmærksomhed om globale problemstillinger og løsninger med udgangspunkt i Danmissions arbejde.
Som en del af samarbejdet får udvalgte unge fra Danmissions partnerorganisationer i Tanzania desuden mulighed for at indgå i et højskoleophold på Silkeborg Højskole for at udvikle deres kompetencer og blive kulturelle brobyggere mellem Danmark og Tanzania.