Saja Abou Zeid arbejder i civilsamfundsorganisationen Abaad, der kæmper for ligestilling og mod kønsbaseret vold. Hver dag møder hun kvinder, der kæmper for basale rettigheder i et hullet og ulige retssystem.
”En kvinde kunne ikke blive skilt i over 11 år. En anden blev nægtet adgang til at se sine børn. Den måde, Libanons familielovgivning er indrettet på, fratager mange kvinder deres rettigheder,” fortæller hun.
Saja Abou Zeid er en del af Danmissions projekt, der skal være med til at sikre lige rettigheder for alle – uanset religion eller køn. Libanon har nemlig ikke én samlet familielovgivning, men 15 forskellige sæt lovgivninger tilknyttet 18 religiøse grupper. Hver gruppe driver sine egne domstole, der afgør spørgsmål om alt fra ægteskab og skilsmisse til arv og forældremyndighed.
Sådan fungerer familieret i Libanon
Det libanesiske retssystem bygger på 18 anerkendte religiøse samfund, som følger deres egne familielove.
I alt findes der 15 forskellige sæt lovgivninger, og hvert samfund driver med statslig støtte sine egne religiøse domstole, der afgør sager om ægteskab, skilsmisse, arv og forældremyndighed.
Hverken værdigt eller retfærdigt
Konsekvensen er, at libanesere behandles forskelligt alt efter deres religiøse tilhørsforhold i nogle af livets mest centrale forhold. Særligt kvinder og børn er dårligt stillet, fortæller Saja Abou Zeid.
“Når familieretten ikke beskytter kvinder retfærdigt, rammer det hele familien. Vi møder kvinder, der i årevis ikke kan blive skilt eller se deres børn, fordi lovgivningen har store huller. Mange må betale både advokater, domstole og nogle gange deres egne ægtefæller for at få deres mest basale rettigheder. Det er hverken retfærdigt eller værdigt.”
Danmissions projekt samler religiøse og civile dommere og civilsamfundsorganisationer for at udarbejde reformforslag til parlamentet. Indtil nu har 90 religiøse ledere og dommere deltaget, og rundbordssamtalerne har allerede resulteret i 30 forslag til juridiske reformer.
Det er afgørende, at de religiøse grupperinger mødes i dialog, mener George Mrad, præst og dommer under den protestantiske kirkes religiøse domstole.
“Det er smukt at se, at vi kan finde fælles fodslag. Når vi mødes og lærer hinanden at kende, forsvinder mange af de forestillinger, vi har om hinanden,” siger han.
Små skridt i et ulige system
George Mrad håber, at Libanon en dag får én samlet civil lovgivning.
“Familieret bør ikke afhænge af, hvilken trosretning man tilhører. Den bør sikre lige rettigheder for alle,” understreger han.
Selvom både George Mrad og Saja Abou Zeid mener, at vejen mod en samlet og retfærdig lovgivning er lang, ser de begge tegn på små, drypvise forandringer, der fører til det bedre. For selv små reformer i de religiøse domstole kan gøre en stor forskel, siger Saja Abou Zeid.
“Vi får ikke et samlet lovsystem fra den ene dag til den anden, men vi kan starte med små skridt. Når domstole sætter barnets tarv først eller lukker huller i loven, er det reelle fremskridt. Flere religiøse domstole har allerede indført reformer, og jeg håber, at andre vil følge trop.”
Vi møder kvinder, der i årevis ikke kan blive skilt eller se deres børn, fordi lovgivningen har store huller. Mange må betale både advokater, domstole og nogle gange deres egne ægtefæller for at få deres mest basale rettigheder. Det er hverken retfærdigt eller værdigt.
Saja abou zeid, repræsentant for civilsamfundsorganisationen abaad
