Hvorfor er du frivillig i Danmission?
Jeg har altid arbejdet meget og været meget aktiv. Jeg ville slet ikke kunne sidde stille derhjemme i en stille pensionisttilværelse. Det er jeg ikke god til. Så jeg synes på mange måder, at mit frivillige arbejde giver rigtig god mening. Og så faldt det naturligt, at det blev Danmission. Det passer mig rigtig godt med en organisation, der forener et kristent grundlag og et humanistisk perspektiv.

Hvordan blev du frivillig i Danmission?
Jeg blev frivillig for snart to år siden, fordi en anden frivillig spurgte, om det var noget for mig at give en hånd med i Danmission Osted. Jeg var gået på pension midt i coronatiden, og da tiden med mundbind ophørte, var jeg til en samtale med butikslederen og en anden frivillig. Det var heldigt, at der var brug for én, der vidste noget om det, som har min særlige interesse, nemlig bøger og billedkunst. Jeg går selvfølgelig også til hånde med andre ting i butikken.

Hvad er det bedste ved at være frivillig i Danmission?
For mig er det vigtigt, at det giver mening, hvis jeg skal yde frivilligt arbejde. Hos Danmission glæder jeg mig over, at de mange varer, vi får ind, går i cirkulation, fordi det er godt for klimaet. Mange kunder, som ikke har så mange penge til rådighed, kan gøre en rigtig god handel i vores butik. Indtægterne går til projekter i udviklingslande, hvor de gør god nytte for mange, som ikke er så velstillede som på vores breddegrader. Endelig glæder jeg mig over at være en del af et rummeligt fællesskab, hvor man byder ind med det, man kan og vil. Det er et forpligtende fællesskab, hvor man interesserer sig for hinanden.

Fortæl om en særlig oplevelse, du har haft som frivillig i Danmission?
Det er svært lige at pege på en enkelt oplevelse, men jeg bliver altid glad, når kunderne roser vores flotte og veldrevne butik for det store vareudvalg og de gode priser. Ofte kommer kunderne langvejs fra for at se, hvad vi tilbyder.  Jeg mærker også, at alle i butikken gør sig umage for at hjælpe kunderne, hvis de søger en bestemt ting. Det gør også, at mange kunder vender tilbage, fordi de føler sig godt behandlet.

Serie: Mød en Frivillig

I Danmission er de mange frivillige en central del af organisationens identitet og arbejde.

De har stor indflydelse, da vi er en demokratisk baseret organisation, hvor vores repræsentantskab er den øverste myndighed.

I denne serie kan du møde nogle af vores mange engagerede frivillige.

Vil du også være frivillig i Danmission kan du læse mere her

Om Henrik Rasmussen

  • 67 år
  • Bosat i Hvalsø på Midtsjælland
  • Pensionist og tidligere ansat i Statens Revision (Rigsrevisionen) 
  • Frivillig i Danmission Genbrug i Osted i knap to år
  • Gift