Danmissions initiativstøttepulje 2026 

Initiativstøttepuljen kan søges af frivillige grupper bestående af min. 3 personer, der alle skal være medlemmer af Danmission. Der kan søges til enkeltstående aktiviteter, og det skal sandsynliggøres, hvordan initiativerne har en længerevarende effekt på engagement i Danmissions arbejde.
Tekst: Danmission
Foto: Søren Kjeldgaard
Udgivet: 3 februar, 2026

Danmissions initiativstøttepulje kan søges til initiativer, der har til formål at fremme det frivillige engagement i Danmission ved at skabe og styrke sagsdrevne handlingsfællesskaber. Det er et krav til initiativerne, at de er baseret på frivilligt arbejde.

Støtten ydes som engangstilskud til en opstartsperiode, og det skal tilstræbes, at initiativerne derefter er bæredygtige både økonomisk og i forhold til frivillig indsats. Ansøgningen kan også være rettet mod enkeltstående, meningsfulde begivenheder.

Hvem kan søge?  
Initiativstøtten kan søges af grupper af frivillige bestående af min. 3 personer, der alle skal være medlemmer af Danmission.

Hvem kan deltage?  
Deltagere i initiativet behøver ikke som udgangspunkt at være medlem af Danmission men skal opfordres til medlemskab som led i det frivillige engagement.

Hvad kan der søges midler til?  
Der kan søges støtte til enkeltstående aktiviteter, der forventes at have en længerevarende effekt på det frivillige engagement i Danmissions arbejde eller  til igangsætning af nye længerevarende initiativer. Fælles for begge typer ansøgninger er, at det forventes, at initiativerne inkluderer personer, der ikke i forvejen er aktivt engageret i Danmission, eller at det engagerer allerede aktive personer i nye aktiviteter. 

Det skal i ansøgningen sandsynliggøres, hvordan initiativer, der søges støtte til, har en længerevarende effekt på engagementet i Danmissions arbejde. Der kan IKKE søges midler til driftsstøtte. 

Bæredygtighed  
Ved ansøgning til igangsætning af initiativer, der har en længerevarende tidshorisont, vil der i vurderingen af ansøgningen blive lagt vægt på, at initiativet er bæredygtigt - både i forhold til frivilligt engagement og økonomi.

Det forventes, at initiativet kan fungere udelukkende ved frivilligt arbejde eller i opstartsfasen med et minimum af sekretariatsstøtte. Yderligere skal det sandsynliggøres, at initiativet efterfølgende kan fortsætte på frivillig basis uden yderligere midler fra Danmission. 

Støttebeløb  
Der kan søges maks. 10.000 kr. pr. initiativ. Der er ikke krav om egenfinansiering fra deltagere eller andre parter, men det vil være en fordel at indtænke anden finansiering.  

Den samlede pulje indeholder for nuværende 40.000 kr. i 2026.

Afrapportering 
Der er ikke krav om en formel afrapportering. I stedet indsendes en kort artikel med billeder. Artiklen vil blive brugt på Danmissions hjemmeside eller sociale medier. 

Ansøgning 
Udfyld og send ansøgning her.

Ansøgningsfrister: 1/4 og 1/10 (Der uddeles max 20.000kr ifbm. uddeling). Svar gives umiddelbart efter deadline. 

Kontakt
Har du spørgsmål, så kontakt Seniorkonsulent for engagement og dialog Mads Christoffersen på mac@danmission.dk   

Søg initiativstøttepuljen

Formålet med Danmissions initiativstøttepulje er at uddele midler til initiativer, der kan være med til at engagere flere i Danmissions arbejde.

Der understøttes både længere indsatser og enkeltbegivenheder.