Fra flygtningebarn til brobygger

Signe Atim Allimadi sidder over for ærkebiskop Malasusa i Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) og ser ind i en samtale, hun både har forberedt sig grundigt på og frygtet en smule. 

To uger forinden er hun landet på Zanzibar som Danmissions nye regionschef for Østafrika. Allerede nu skal hun levere en svær besked til en af Danmissions vigtigste partnere gennem 77 år: at støtten bliver mindre. 

Efter at have lyttet til hendes forklaring læner ærkebiskoppen sig frem og siger: ”Vi ved godt, at vores nordiske og vestlige partnere har det svært for tiden. Hvad kan vi gøre for jer?”

”Jeg havde faktisk ikke ord til at svare,” fortæller Signe Atim Allimadi. ”For jeg var jo kommet for at forklare, hvad vi ikke længere kunne give.” 

Øjeblikket indkredser et centralt spørgsmål i hendes arbejde: Hvordan skaber man ligeværdige partnerskaber, ikke mindst når man kommer med vidt forskellige værdigrundlag? 

”Man er nødt til at tage udgangspunkt i, hvor hinanden er, ikke kun hvor vi selv er. Vi må mødes om det, vi kan, og bygge videre derfra. Som Danmission kommer vi også med noget særligt, for eksempel vores arbejde med kvinders rettigheder og ligestilling. I vores samarbejde med patriarkalske institutioner kræver det respekt og dialog og blik for det lange perspektiv, den lange bane.” 

En privilegeret flygtning 
I mere end 20 år har Signe Atim Allimadi arbejdet med udviklingssamarbejde. Hun er uddannet cand.scient. fra Aalborg Universitet og har arbejdet for blandt andre CISU, Red Barnet og som udsendt for FN til Liberia og Uganda, og for Danida til Sydsudan. 

”Jeg landede i Tanzania med en kilden i maven, men også med en vis tyngde. Det var 14 år siden, jeg sidst havde været udsendt. Jeg glædede mig til igen at komme tæt på mennesker og relationer, men trådte også ind i en virkelighed, hvor Danmission stod midt i store forandringer. Min første opgave var ikke at bygge videre, men at ændre,” fortæller hun. 

Når hun præsenterer sig for nye samarbejdspartnere, begynder hun ofte et andet sted end med sin titel. Hun fortæller, at hun er født i Dar es Salaam og takker for den varme og generøsitet, tanzanianerne har mødt hende med – både dengang og i dag. 

Hendes forældre flygtede dertil fra Uganda. Hendes far var politisk aktiv og blev drevet på flugt af diktator Idi Amin, også kendt som Afrikas Hitler. Hendes mor var dansk sygeplejerske udsendt til Uganda. Sammen fandt de midlertidigt ophold i Dar es Salaam, hvor Signe blev født i 1974.

Hun tøver med at kalde sig flygtning. I hvert fald var hun en ”privilegeret flygtning,” siger hun. Omkring hende voksede en hel generation af børn op i flygtningelejre uden skolegang, tvunget ind i guerillabevægelser som børnesoldater eller sammenklemt i sociale boligbyggerier i London, som Signes egne halvsøskende. 

”Vi flygtede flere gange. Men vi var også utrolig privilegerede. Min mor var dansk, og min far havde ressourcer. Det gav os muligheder, som mange andre ikke havde.” 

Jeg landede i Tanzania med en kilden i maven, men også med en vis tyngde. Det var 14 år siden, jeg sidst havde været udsendt. Jeg glædede mig til igen at komme tæt på mennesker og relationer, men trådte også ind i en virkelighed, hvor Danmission stod midt i store forandringer.

Signe Atim Allimadi, regionschef i østafrika

Brune Signe, fru Larsens barnebarn
Alligevel er erfaringen som flygtningebarn central for hendes opvækst, der var splittet mellem Gulu i Norduganda og Aars i Vesthimmerland. Det er årene i Gulu med en kæmpe familie og et nærmest grænseløst fællesskab, der står stærkest i Signes erindring. 

”Det er den tid, jeg tænker på som min barndom. Tiden, hvor jeg talte Acholi, gik i en lokal skole, og hvor vi besøgte min farmor ude på farmen, og hun sendte mad til os i byen – store sække med jordnødder, hirse og kerneløse appelsiner.”  

Da Signe fyldte 12, blussede den væbnede konflikt igen op, og Gulu blev epicentret. Sammen med sin lillebror og mor flygtede hun til Danmark, mens hendes far – tidligere premierminister i Uganda, Otema Allimadi – via Sydsudan kom til England på grund af sit politiske virke. 

”I et stykke tid troede jeg faktisk bare, at vi var på besøg i Aars. Det var først, da min mormor og mor tog os med op til Aars Skole, at det gik op for mig, at dette ophold var mere end en juleferie.” 

Udefra var det måske et udramatisk brud. Familien var ressourcestærk og talte sproget. Signe havde sin mormor i Aars. Hun var ikke ”brune Signe,” men fru Larsens barnebarn. 

”Men det var et kæmpe kulturchok. At komme ind i en dansk 6.-klasse var jo så vildt anderledes.” 

Signes mormor spurgte hende ofte af et godt hjerte, om det ikke var dejligt, at familien nu var samlet i Vesthimmerland. Signe svarede ja, for det var dejligt. Men i virkeligheden var der også et “nej”, for hun savnede sin farmor på farmen, og hun ønskede at vende hjem til sin store nordugandiske familie. 

Et privilegium og en bod 
Derfor følte hun sig også utrolig heldig, da hun som nyklækket student fra Aalborg Universitet fik arbejde for Danida i Uganda og endda med et fokus på det nordlige Uganda. 

”Det var et kæmpe privilegium og på en måde også en slags bod. En bod for at have undgået det hele. Jeg fik lov til at arbejde for en hel generation af børn, der var vokset op i flygtningelejre og utryghed.” 

I Norduganda, der igen var kastet ud i konflikt, samarbejdede Signe gennem Danida med Acholi Religious Leaders Peace Initiative (ARLPI), en tværreligiøs koalition. På det tidspunkt sad hendes egen familie og klansmænd i lejre for internt fordrevne. 

De religiøse ledere kunne fortsat nå både oprørsgrupperne og civilbefolkningen, som havde mistet tilliden til regeringsmagten, der ikke kunne beskytte dem, og til udenlandske aktører, der risikerede pludselig at fordufte igen, hvis støtten eller prioriteterne ændrede sig. 

”Acholi Religious Leaders Peace Initiative tog mig til sig. De kunne se, at jeg kunne bygge bro mellem internationale organisationer, lokalbefolkning og religiøse ledere. Jeg talte både dansk og engelsk, og med lidt god vilje talte jeg stadig lidt Acholi. Og så var jeg datter af Acholi-stammen.” 

Troen er en rød tråd 
Selvom stillingen i Danmission er den første, hvor Signe arbejder for en trosbaseret organisation, har troen på den måde løbet som en rød tråd gennem hendes liv og karriere. 

Som barn i Uganda voksede Signe op med troen helt tæt på livet. Den blev ikke italesat, men lå som en understrøm i tilværelsen. I årene i Aars gled den i baggrunden. 

”Ingen bad længere bordbøn, og troen blev pludselig noget privat. Men da jeg vendte tilbage til Uganda, vendte troen også tilbage. Pludselig var det min egen datter, der glad deltog i kirkens søndagsskole i sin fineste søndagskjole.” 

I dag har troen taget en mere kollektiv form. Som under urolighederne ved valget i oktober 2025 i Tanzania, hvor andagterne på kontoret blev et fælles holdepunkt. 

”Det er på en måde en frigørelse, at den ikke er privat længere. At vi kan tale om den med hinanden og bruge den til at holde fast i hinanden.” 

En gryde, der koger over 
Allerede en måned efter hendes ankomst blev Tanzania kastet ud i politisk uro i forbindelse med valget i 2025. Unge gik på gaden for at kræve demokratiske rettigheder, og myndighederne slog hårdt ned på kritikerne. Internettet var lukket i en uge, men meldinger sivede ud om fængslinger, forsvindinger og massegrave. 

”Det var som en gryde med låg på, der kogte over. Lige pludselig blev det tydeligt, hvor repressivt regimet egentlig er. Og hvor lille et rum, der er til civilsamfundet,” forklarer hun. 

Det gælder også kirkerne. Rum, der tidligere var beskyttede, er det ikke nødvendigvis længere. Præster og religiøse ledere, der taler kritisk om styret, risikerer repressalier. 

”I situationer, hvor civilsamfundet er sat under pres, kan religiøse ledere og institutioner være den sidste instans. Kirkerne bliver den sidste bastion, der stadig kan nå magthaverne, stadig kan skabe dialog og tale for menneskerettigheder. Men vi mærker, at også kirkerne er under stærkt pres.” 

Akutte behov og langsigtede forandringer 
I den situation bliver det arbejde, Danmission har opbygget gennem mange år, tydeligt. 

På Zanzibar har Danmission støttet udviklingen af det interreligiøse dialogcenter Zanzic, der bringer kristne og muslimske ledere sammen. Et arbejde, der ikke har givet hurtige resultater, men over tid har skabt et stærkt fundament for fred. 

Ved det seneste valg så man ikke de samme religiøst prægede uroligheder, som man tidligere har oplevet på Zanzibar. Lokale partnere peger selv på dialogarbejdet som en del af forklaringen. 

”Grundlaget for konflikt eksisterer stadig. Men vi så, at de religiøse ledere samarbejdede og gik i dialog med hinanden og de politiske magthavere. Det er utrolig meningsfuldt, men det er også et arbejde, der tager tid. Det kræver stærke relationer og opbygning af tillid.” 

Samtidig oplever Signe et pres fra en yngre generation i Østafrika. De har ikke mere tid. De kræver forandringer nu, ikke om 10 år. 

”Det, som Danmission kan, og det, som vores partnere kan, skal vi gøre meget mere af inde på fastlandet og i Kenya, som også går mod sit næste valg. Vi har et stort fokus på unges håb og på lokalt lederskab i en afrikansk kontekst – ikke i morgen, men i dag.” 


Én af dem og ikke en af dem 
Og så er vi tilbage ved partnerskaberne og rollen som brobygger, der har lagt kimen til Signes liv og karriere. Og tilbage ved mødet med ærkebiskop Malasusa. 

”Det sidder simpelthen så dybt inde i os, at vi kommer for at hjælpe,” siger Signe med et lille smil. ”Men vores partnerskab handler om at anerkende de ressourcer og styrker, der er hos vores partnere.” 

Som regionschef bygger hun fortsat bro mellem Danmark og Østafrika og mellem kirke- og tros partnere, lokalsamfund og civilsamfund. Hendes identitet rummer både Afrika og Danmark.  

”Det har helt sikkert formet mit liv hele vejen igennem: Ønsket om at vende tilbage til Østafrika, hvor jeg er født. At arbejde med dialog, samarbejde med kirkepartnere og det øvrige civilsamfund og gøre en forskel her. Tilliden til religiøse aktører og troen på, at de kan være afgørende i at skabe forandring, kommer også meget stærkt fra den baggrund.” 

At have et ben i begge lejre er en styrke, men også en position, som forpligter, siger hun. Derfor er arbejdet for Danmission ét, hun går til med stor ydmyghed. 

”Jeg tror, at min baggrund gør, at jeg bliver mødt på en anden måde hernede. Jeg er både én af dem og ikke en af dem. Det giver mig en plads ind i samtalen, som jeg så skal leve op til.”