Så går sommeren allerede igen på hæld, aftenerne er lidt mindre lyse, men forhåbentlig har der rundt omkring været mulighed for at nyde sommeren. For mig er det en herlig tid, hvor jeg virkelig nyder de lune dage, frodigheden, der vælter frem over alt i naturen, og muligheden for at komme lidt ned i tempo.

Men verden holder ikke rigtig sommerferie, tiden står ikke stille, og blandt andet i Mellemøsten har sommeren været alt andet end rolig. Det minder os om, at der fortsat i den grad er brug for at være til stede i verden – med de muligheder, vi har for at være med til at gøre en utålelig situation en lille smule mere tålelig.

Med sommerens afrunding nærmer sig også tiden for Danmissions repræsentantskabsmøde. Traditionelt set plejer solen at skinne, og varmen plejer at fylde rummet både ude og inde på Nyborg Strand. Det kan vi jo håbe, at det sker igen i år, men med vejret ved vi jo aldrig. Hvad jeg til gengæld er ret så sikker på er, at det bliver en god og indholdsrig weekend med mulighed for sammen at tale om udviklingen af Danmission og den fremtid, vi ser ind i.

Det skal vi blandt andet gøre ved at sætte fokus på vores demokratiske struktur. Det er umisteligt for Danmission at have et stærkt foreningsdemokrati, der er drevet af frivillige ildsjæle, hvis hjerte banker for den fælles mission. Men faldende medlemstal og faldende antal gavegivere og gaveindtægter gør, at der skal tænkes nyt, så udviklingen vendes, og flere kommer med. For der er også brug for Danmissions arbejde i fremtiden, og det går godt med rigtig mange ting. Men det er nu, vi skal tage hånd om vores struktur, så vi justerer organisation til at kunne rumme flere – også dem, der vil være med i kortere tid eller på andre måder, end vi har været vant til. Derudover bliver der på repræsentantskabsmødet mulighed for at høre nyt om arbejdet ude i verden og møde partnere og andre engagerede medlemmer. Og så skal vi fejre gudstjeneste sammen.

Bestyrelsen har på sit seneste møde arbejdet med at forberede repræsentantskabsmødet og den samtale om vores demokratiske struktur, vi skal have her. Vi har også arbejdet med at opdatere vores programstrategi. Her er der kommet mere fokus på at styrke vores arbejde med at være kirker sammen på tværs af landegrænser og partnerskaber. Vi er en del af den globale kirke, og vi skal være bedre til at bruge det og inspirere hinanden – også i vores forkyndelse og gudstjenestefejring. På et tidligere bestyrelsesmøde satte vi fokus på, at der i vores programlande skal være mindst én stærk kirkelig partner. Det er der ikke på nuværende tidspunkt alle steder, men det skal der arbejdes på.

Beslutningen om at have mere fokus på at være kirke sammen samt at styrke de kirkelige partnerskaber er med til at sætte retning – også for fremtiden i Danmission. Men det er ikke ensbetydende med, at vi så allerede nu kan se de konkrete resultater af beslutningerne. Som med så meget andet i Danmission, kræver det også i denne sammenhæng et vist mål af tålmodighed. For resultaterne viser sig ikke bare fra den ene dag til den anden. Vi styrker ikke kirken i for eksempel Cambodja fra det ene år til det andet, men skal se arbejdet i et langt perspektiv. For kun på den måde kan vi være med til at skabe forandringer, der rent faktisk har betydning, der hvor de sker.

Med denne hilsen er det også tid for mig til at sige tak for de sidste fem år. På repræsentantskabsmødet træder jeg, som tidligere annonceret, tilbage som formand, og den nuværende bestyrelse lægger op til, at Louise Buch Viftrup og Michael Hvistendahl Munch vælges som formand og næstformand. Jeg har nydt arbejdet i Danmission, og jeg glæder mig over den retning, vi er på vej i. Jeg glæder mig over arbejdet ude i verden, og jeg glæder mig over, at vi er lykkedes med at lave aftaler med flere aktører i Danmark som FDF og Silkeborg Højskole. Det glæder mig, fordi endnu flere på den måde kan få øjnene op for den verden, der er så uendelig meget større end vores egen baghave.

Tak for samarbejdet med alle jer rundt omkring i landet. Det har været en fornøjelse at møde alt engagementet i både nord og syd, øst og vest. Jeg glæder mig til at følge Danmission fra sidelinjen. Kursen er sat, men der er fortsat meget for både bestyrelse, sekretariat, og alle jer frivillige at tage fat på.

God arbejdslyst!

Bliv medlem


Vil du også være en del af Danmission?

Bliv medlem, og støt Danmissions arbejde med at fremme kirkens arbejde i lokalsamfundet, bæredygtigt liv og fredelig sameksistens.

Som medlem får du mulighed for at sætte dit aftryk på organisationen.