Sommeren går på hæld. Lige så hurtigt som den kom, synes jeg også, den svinder hen. Men den har nået at sætte sit aftryk ved, at ingen vel har kunnet undgå at bemærke, at sommerens vejr ikke rigtig har været som før. Herhjemme har vi før oplevet, at sommeren ikke blev helt så stabil og tør som forventet, så det er blot endnu én af den slags somre. Men rundt omkring i verden har der været vendt op og ned på klimaet med rekord-temperaturer, rekordstore oversvømmelser, rekordvoldsomme haglstorme og så videre. Der er ingen tvivl om, at verdens klima forandrer sig, og det giver større og større udfordringer for flere og flere.
Det kan vi ikke sidde overhørig her i Danmark, og det peger på en afgørende nødvendighed for at arbejde med på et bæredygtigt forvalterskab af den skabte jord. Vi må tage ansvar for den verden, vi er en del af og bære med på fremtidige løsninger, der giver plads til al Guds skabning. Det ansvar står vi heldigvis ikke alene med, og sammen med både gamle og nye partnere arbejder vi i Danmission på at skabe projekter, der gør en forskel.
Repræsentantskabsmøde med fejring
Når sommeren går på hæld, så ved vi også, at vi nærmer os årets repræsentantskabsmøde. Og i år kan vi ud over den formelle del af mødet glæde os til at fejre 75 års følge- og partnerskab med kirken i Tanzania. Der er inviteret en lang række gæster fra Tanzania, og vi håber meget på, at de lykkes med at få visum, så vi får et solidt, internationalt aftryk på vores weekend. For lige så vel som det i de seneste 75 år har været et partnerskab funderet i relationer og forståelse for hinanden, så vil også fremtidens samarbejde være afhængig af, at vi mødes, lærer hinanden at kende, lever sammen og tænker sammen.
For fremtidens arbejde kan vi også glæde os over, at regionskontoret i Østafrika, der er åbnet på Zanzibar i Tanzania, er godt i gang med at blive etableret. Der er blevet ansat flere lokale Danmission-medarbejdere, og allerede her i efteråret venter flere besøg fra Danmark til Tanzania. Blandt andet det nyeste hold Globale Fortællere, der snart skal opleve, hvad det vil sige at være kirke og være til i en helt anden hverdag end den, de selv kender til.
Årets repræsentantskabsmøde indledes ikke som vanligt med en gudstjeneste, men den fælles gudstjeneste holder vi lørdag aften som en del af festlighederne omkring Tanzania-jubilæet. For måske er det den mest festlige måde, vi kan fejre 75 år sammen, at holde en fælles gudstjeneste og sammen pege på det, der er større end os selv. Om søndagen holdes vores formelle repræsentantskabsmøde, og her bliver der lejlighed til at gøre status på året, der er gået samt se ind i den tid, vi står foran sammen. Og så ikke mindst med tid og mulighed for sammen at debattere, hvordan Danmission udvikles. Det er helt afgørende, at vi kan tænke sammen og være sammen om at sætte ord på den fremtid, der venter.
For ligesom sommeren ikke var helt, som den plejer, så vil Danmission i fremtiden heller ikke bare kunne fortsætte, som vi plejer. Der skal afprøves nye måder at skabe engagement på, og der skal tænkes i nye projekter og samarbejde med vores partnere over hele verden. Det skal vi, fordi vi ikke blot lever på fortidens forståelse og bedrifter, men også skal have fremtidens muligheder og behov for øje.
Vigtige debatter
Som bestyrelse er debatten i forbindelse med beretning og budget væsentlig for at kunne tage de bedst mulige beslutninger i det kommende år. Og så er det væsentligt for bestyrelsen, at der er nogen til at tage de fremtidige beslutninger. Derfor er det også med ærgrelse, at vi må konstatere, at der kun er to kandidater til tre pladser i bestyrelsen. Det kan der ikke gøres noget ved her i år, men vi har et fælles ansvar for at sikre, at der i fremtiden er kandidater nok til bestyrelsen. Det er nemlig helt afgørende for Danmission, at der er kandidater til pladserne, så repræsentantskabet har mulighed for at vælge en bestyrelse.
Både omkring bestyrelsesbordet og i alt vores arbejde herhjemme og ude i verden er det afgørende, at vi mødes og deler betydningen af Guds virke her på jorden med hinanden. Uden mennesker til at tale og handle sammen, er vi ingenting. Uden at vi mødes og får indblik i hinandens liv og tanker, kan vi ikke forandre noget, og vi kan ikke løfte med på det ansvar, vi er blevet givet.
Derfor glæder vi os også over, at der med fire etablerede lande- og regionskontorer og fire velfungerende landekredse er blevet kortere mellem Danmission og vores partnere, kortere mellem mennesker på tværs af grænser, kulturer og kirker. Og vi glæder os også over, at vi lige om lidt mødes igen i Danmission på tværs af stifter og engagement til et repræsentantskabsmøde med plads til både fejringer, gudstjeneste og fælles tanker om fremtiden.
På gensyn!
Bliv medlem
Vil du også være en del af Danmission?
Bliv medlem og støt Danmissions arbejde med at fremme bæredygtigt liv og fredelig sameksistens.
Som medlem får du mulighed for at sætte dit aftryk på organisationen.