Det skal være nemmere at engagere sig i Danmission

Fællesskab og fleksibilitet er nøgleord, når Danmission sætter fokus på at tiltrække flere frivillige kræfter.
Tekst: Frederikke Engberg Jørgensen
Foto: Jonas Legarth & Danmission
Udgivet: 28 januar, 2025

Det er ingen hemmelighed, at vi i Danmission ønsker os endnu flere frivillige. Det kalder på andre måder, man kan engagere sig i Danmission. Men hvad skal der egentlig til for, at flere vælger at lægge deres frivillige kræfter netop hos os?

Nøgleordet er fleksibilitet, fortæller Mathias Norden Larsen, der er partnerskabskonsulent i Danmission og arbejder med engagement.

”Vi har i dag mange medlemmer og frivillige, der har fulgt Danmission i mange år. De har en dyb forbindelse til vores værdier og mission og føler en stor personlig forpligtelse til Danmissions arbejde,” siger Mathias Norden Larsen.

Fremtidens frivillighed
Danmission er i denne tid fokuseret på, hvordan vi i fremtiden skaber flere muligheder for frivillighed, der afspejler samfundet, vi lever i. Et samfund, hvor netop fleksibilitet vægtes højt. Derfor vil vi se mod flere kortvarige engagementer, projektbaseret arbejde eller muligheder for at bidrage til særlige mål eller kampagner. 

”På den måde håber vi at tiltrække en bredere målgruppe af frivillige med forskellige baggrunde og interesser. Det skal nemlig være nemt at blive en del af fællesskabet, uanset hvilken alder man har, eller hvor meget tid man har til rådighed,” fortæller Mathias Norden Larsen.

Fællesskab er en forudsætning for frivillighed
Det kan virke som om, at der kun er én måde at være frivillig i Danmission. Men det er ikke tilfældet. Man kan blandt andet være frivillig i en af vores 66 genbrugsbutikker, støbe lys, være SoMe-redaktør eller deltage som global ambassadør på Folkemødet. Danmission arbejder dog for at gøre det endnu lettere at finde vej ind i fællesskabet, og vi ønsker, at de frivillige i endnu højere grad selv er med til at præge måden at være frivillig på. Det er et stort fokuspunkt for fremtiden, fortæller Mathias Norden Larsen.

Det er faktisk afgørende, at de frivillige er med til at præge Danmissions fremtid. Det kan siges såre simpelt:  

”Uden ejerskab er der intet engagement”, slår han fast.

Dét, der karakteriserer frivilligheden i Danmission nu, og det, der skal vægtes allerhøjest for fremtiden, er fællesskabet. Både det sociale fællesskab, værdifællesskabet og handlingsfællesskabet er afgørende. For én ting, ved vi med sikkerhed: Fællesskabet er altid en forudsætning for frivillighed.

 Det skal nemlig være nemt at blive en del af fællesskabet, uanset hvilken alder man har, eller hvor meget tid man har til rådighed.

Mathias Norden Larsen, Danmissions partneskabs-konsulent

Fakta

Hvis du er blevet inspireret til at blive frivillig i Danmission, er du hjertelig velkommen! Du kan læse mere på vores hjemmeside. Har du spørgsmål, kan du kontakte partnerskabskonsulent Mathias Norden Larsen på mnl@danmission.dk  

Som frivillig i Danmission bliver du en del af et stort fællesskab af frivillige, samtidig med at du gør en forskel for udsatte mennesker, der lever i konflikt og fattigdom.