Der er ikke streger mellem kirken og samfundet omkring os

“Vi trækker streger og sætter skel imellem andre folk og os selv.”

Sådan skriver Johannes Møllehave i sin salme Vi trækker streger og sætter skel.

Jeg er lige vendt hjem efter Folkemøde på Bornholm. Igen i år var Danmission en del af Folkemødet, der fyldte Allinges gader og telte med langt over 3000 events på tre dage med over 100.000 deltagere.

Vi var med til at arrangere debatter om missionsforståelse, kunst og aktivisme, religiøse minoriteter, dialog i en AI-tid og minoritetsstress. Og igen i år var Danmission medarrangør af den traditionsrige økumeniske gudstjeneste, hvor kirken var fyldt til bristepunktet med mere end 300 mennesker, heriblandt elever fra Silkeborg Højskole, biskopper, præster og lægfolk fra folkekirken, den katolske kirke og en række frikirker.

Emnerne til årets debatter var forskellige, men kredsede alle om det samme spørgsmål: Hvordan møder vi mennesker, der tænker og tror anderledes end os selv?

Teologen K.E. Løgstrup sagde engang, at demokrati er en skikkelig måde at være uenige på. Folkemødet er netop et sted, hvor mennesker med forskellige holdninger mødes i samtale frem for skyttegrave. Derfor giver det mening, at Danmission er til stede.

For tro og kirke lever ikke adskilt fra samfundet. Der er ingen vandtætte skodder mellem det kirkelige og de spørgsmål, der optager mennesker i dag – om demokrati, klima, menneskerettigheder eller fællesskab.

I en debat om mission bed jeg mærke i et synspunkt om, at kristne må handle af frygt for, at andre værdier tager over. Men mission udspringer ikke af frygt. Som der står i spæret i Danmissions bygninger: Frygt ikke – tro kun. Mission handler om at møde verden med evangeliet i ord og handling. Om at skabe håb, værne om menneskeværdet og tage ansvar for vores næste og for skaberværket.

Det betyder også, at vi må engagere os i debatter, som måske ved første øjekast ligger langt fra kirkens traditionelle område. Når vi taler om minoritetsstress blandt muslimer og jøder eller om religionsfrihed og menneskerettigheder, er det ikke et sidespor. Som majoritet har vi et ansvar for religiøse minoriteter, og som kristne har vi et ansvar for at værne om ethvert menneskes værdighed.

En af Folkemødets mest inspirerende samtaler handlede om tro, kunst og aktivisme. Her mødtes en salmedigter, en biskop, en kunstner og en aktivist med muslimsk baggrund. Samtalen viste, hvordan religion både kan begrænse og frigøre, og hvordan tro kan være en drivkraft i arbejdet for social retfærdighed.

Danmissions tilgang til verden gennem tro og dialog er oplagt ind i Folkemødet i debatter med både kirkelige og sekulære partnere. For vi er langt fra de eneste med disse spørgsmål på deres dagsorden, og fordi vi tror på, at dialog skaber forståelse, og at tro har noget væsentligt at bidrage med i samfundets samtaler.

Johannes Møllehave slutter sin salme med ordene: “Ikke én af dem Vorherre skabte, skal kaldes udenfor og helt fortabte.”

Det er en god påmindelse at tage med hjem fra Allinge. Om at se vores næste, også dem uden for vores egne cirkler. Dem, der let bliver mødt med streger og skel. Og om, at kirkens opgave netop er at være med til at bygge broer, hvor andre trækker grænser.