Over 46.000 mennesker er flygtet fra landsbyer og småbyer i det sydlige Libanon. Kampe hen over grænsen mellem den shiitiske Hizbollah-milits, som er støttet af Iran, og Israels militær har ramt civile mål, og israelske fosforbomber har ødelagt store områder med oliventræer.
”Uroen og kampene har drevet mennesker på flugt, og mange af dem har efterladt stort set alle deres ejendele og har samtidig mistet deres indtægtskilder, fordi de har drevet landbrug eller været håndværkere eller små forretningsdrivende,” fortæller Danmissions regionschef i Mellemøsten, Kirsten Auken.
Hun uddyber med at fortælle, at mindst 47.000 oliventræer er ødelagt af fosforbomber, og at en tredjedel af årets skovbrande i Libanon skyldes bombardementer fra Israel.
De internt fordrevne er for nogles vedkommende søgt til havnebyen Tyre, der ligger kun 20 kilometer fra grænsen til Israel. Her har de fået midlertidigt tag over hovedet i skoler, hvor de bor under primitive forhold. Andre er søgt længere nordpå og har søgt tilflugt hos familie eller venner. Det kan umiddelbart lyde som en oplagt og god løsning, men problemet er, at de familier, som de fordrevne har søgt husly hos, typisk i forvejen er meget pressede økonomisk, fortæller Kirsten Auken.
Økonomisk krise og fattigdom
”Libanon har været i dyb økonomisk krise i snart fem år, og krisen blev endnu dybere i august 2020, da der fandt en stor eksplosion sted på havnen i Beirut, hvor over 200 døde, 6.000 blev såret, og mange tusinder mistede deres hjem,” siger hun.
Over halvdelen af landets befolkning er afhængige af humanitær bistand i form af mad og andre basale fornødenheder, og 36 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Over én million mennesker har brug for hjælp for at få adgang til rent drikkevand.
”Mange af de familier, som nu huser internt fordrevne, er i forvejen meget fattige og har simpelthen ikke de fornødenheder, som de internt fordrevne har brug for. Det er ikke en holdbar løsning,” siger regionschefen.
Familierne mangler madrasser, hygiejneartikler, mad, rent drikkevand og diesel til de generatorer, som næsten alle libanesere får strøm fra, fordi den statslige energiforsyning svigter i stor stil.
Mange forskellige aktører har siden krigens udbrud i Israel/Palæstina i kølvandet på Hamas’ angreb ind i Israel den 7. oktober arbejdet med at nå ud til de internt fordrevne i Libanon. Og to af Danmissions partnere, Adyan og Det mellemøstlige Kirkeråd, er involveret i arbejdet og har brug for støtte til denne indsats. Derfor har Danmission besluttet, at årets juleindsamling skal gå til netop arbejdet med de internt fordrevne fra det sydlige Libanon.
”Det er meget meningsfuldt at støtte arbejdet med hjælp til de internt fordrevne. Hjælpen gør en stor forskel. Det handler om at bringe madrasser, medicin, mælkepulver og andre fornødenheder ud til de fordrevne og de familier, der huser dem. Det kan hjælpe dem igennem krisen, så de har en chance for at vende tilbage, når situationen igen bliver mere rolig,” siger Kirsten Auken.
Dialogerfaring og nødhjælp
Adyan, som mange af Danmissions støtter vil kende fra deres arbejde med at skabe dialog og samarbejde mellem forskellige religiøse grupper i Libanon og Syrien, satte også hurtigt ind efter eksplosionen på havnen i Beirut i 2020 og var blandt andet med til at støtte Maries Køkken, som udleverer billige nærende måltider til omkring 1.000 mennesker hver dag.
Også Det mellemøstlige Kirkeråd har erfaring med nødhjælp og har et kontor, som tager sig af at skabe overblik over behovene og organisere fordelingen af den humanitære hjælp. De var blandt andet aktive med nødhjælp i Syrien efter jordskælvene, der ramte Tyrkiet og Syrien i februar 2023.
Begge organisationer er karakteriseret ved at have et vidtforgrenet netværk, som i en kaotisk situation som den nuværende har stor positiv betydning, understreger Kirsten Auken.
”Adyan har et stort netværk blandt både kristne og muslimske ledere, mens Det mellemøstlige Kirkeråd har god kontakt til mange forskellige kirker. Ofte er det netop via de religiøse ledere og kirkerne, at man i en situation som den nuværende kan komme i kontakt med de fordrevne, fordi de kirker og menigheder, de har forladt, eller kirkerne, der hvor de søger hen, kender til deres opholdssted og situation,” siger hun.
Kirsten Auken påpeger, at det er meget uforudsigeligt, hvordan situationen udvikler sig, og det er sandsynligt, at de internt fordrevne får brug for hjælp – for eksempel varmt tøj og sko – til at komme igennem vinteren. Og antallet af internt fordrevne kan også risikere at stige. I det område nær grænsen, der umiddelbart kan blive berørt af kampene mellem Hizbollah og Israel, bor der 600.000 personer.
Solceller og fremtidshåb
Men selvom situationen er uforudsigelig, har Kirsten Auken håb for Libanon og libaneserne.
”Libaneserne er ekstremt vant til at løse alle mulige situationer selv, og de har rejst sig igen mange gange, senest efter den store eksplosion på havnen i Beirut. Der er skudt restauranter og små virksomheder op, og det er sket på privat initiativ, for regeringen har nærmest intet gjort,” fortæller hun.
Libaneserne regner med andre ord ikke med, at de får hjælp fra myndighederne i landet. Men det er en stor opmuntring og støtte, at organisationer som Adyan og Det mellemøstlige Kirkeråd – med opbakning fra Danmission – giver hjælp i den nuværende situation.
”Det giver dem mod på fremtiden og skubber til deres selvopholdelsesdrift, som jeg virkelig er fuld af beundring over. Der er mange eksempler på, at libaneserne ikke giver op,” siger Kirsten Auken og nævner et konkret eksempel, hun netop har fået kendskab til.
”Indbyggerne i en landsby nær grænsen til Israel havde i foråret indviet et stort solcelleanlæg, som skulle sikre dem rent drikkevand ved at gøre dem uafhængige af diesel til at drive vandpumperne. Nu er anlægget blevet bombet af Israel. Men nogle af indbyggerne har allerede sat gang i en indsamling, så de kan etablere et nyt anlæg, så snart krigen er slut. Det er da stærkt og håbefuldt,” siger hun.
Giv et bidrag til internt fordrevne i Libanon
Når du giver et bidrag til vores juleindsamling, støtter du internt fordrevne i Libanon. Med din hjælp uddeler vores partnerorganisationer Adyan og Det mellemøstlige Kirkeråd nødhjælpspakker indeholdende mad, mælk, tæpper og medicin til børn og voksne på flugt.