Danmission har ansat 53-årige Julie Koch som ny generalsekretær. Hun kommer fra stillingen som international direktør for Mellemfolkeligt Samvirke og skal fra 1. marts 2024 stå i spidsen for Danmissions arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark.

Hermed får Danmission en generalsekretær, som er rodfæstet i folkekirken og med solid ledelseserfaring og stærk udviklingsfaglig indsigt kan bringe organisationen godt videre i den forandringsproces, Danmission står i, siger Danmissions formand, Morten Skrubbeltrang.

”Danmission er nået et langt stykke af vejen i, og retningen er sat for organisationens udvikling. Men det kræver fortsat forandring, både for at sikre et stærkt økonomisk fundament og et bredere kendskab til Danmissions arbejde. Med Julie Koch får vi en kompetent leder, som har visionerne og erfaringerne på plads for at bringe os tættere på vores partnere og et større bagland. Vi er i bestyrelsen overbeviste om, at Julie Koch er den rette person til at skabe fornyelse, men samtidig videreføre Danmissions særlige identitet og historie,” siger Morten Skrubbeltrang og fortsætter:

”Julie Koch har gennem en lang karriere arbejdet for en mere fredelig, retfærdig og bæredygtig verden. Hendes engagement er solidt forankret i kristendommens budskab, der danner fundamentet for Danmissions arbejde – at der er håb, tilgivelse og liv.”

Udsyn til verden og den kristne tro som kompas
Julie Koch trækker på mangeårig ledelseserfaring fra internationalt programarbejde og folkeligt forankrede organisationer. Hun har blandt andet arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Greenpeace Danmark og Dansk Ungdoms Fællesråd og har en ph.d.-grad i international udvikling og en master fra University of Cambridge i England.

Efter at have færdiggjort sin master på det velrenommerede University of Cambridge i England, blev Julie Koch kirketjener i Mariakirken på Vesterbro. Og det siger noget om Danmissions kommende generalsekretær, der har rejst i hele verden, men føler sig hjemme på kirkegulvet i Mariakirken.

”Som barn og ung gik jeg i lørdagsskole og sang i kirkekor hver søndag. Mit første job efter universitet i England var som kirketjener i Mariakirken på Vesterbro. Jeg føler mig hjemme i den danske folkekirke, den kristne tro er min kerne og mit kompas. Derfor er jeg ovenud begejstret for at få lov til at bygge videre på Danmissions 200 års kirkelige virke og være med til at udvikle organisationen som en moderne missions- og udviklingsorganisation,” siger Julie Koch.

Klar til det lange seje træk
Som ny generalsekretær får Julie Koch det overordnede ansvar for Danmissions projekter i Asien, Afrika og Mellemøsten, men også opgaven med at styrke netværket af frivillige i Danmark og kendskabet til Danmissions arbejde herhjemme.

Om den opgave siger hun: 

”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for den forandringsproces for at videreudvikle organisationen, som min forgænger og bestyrelsen har sat godt i gang. Danmission har høje ambitioner: Vi skal tættere på vores partnere ude i verden og engagere endnu flere i Danmark. Omsætningen skal øges, og Danmission har planer om på sigt at udvikle et solidt nationalt program i Danmark.”

I arbejdet trækker hun ikke blot på sin mangeårige erfaring med ledelse, udvikling, økonomi og fornyelse. Også privat kaster Julie Koch sig gerne ud i projekter, der kræver vedholdenhed og udfordrer evnen til at stå distancen, blandt andet som tidligere maratonløber og uddannet yogainstruktør.  

Hun afløser Kristian Sloth Petersen, der har været generalsekretær for Danmission siden 2019 og forlader Danmission den 1. februar 2024.

Kontakt

For yderligere information kontakt:

Formand for Danmission
Morten Skrubbeltrang
Tlf.: 30 662 050

Kommende generalsekretær
Julie Koch
Tlf.: 61 167 788

Blå bog

Julie Koch tiltræder som generalsekretær for Danmission 1. marts 2024. 

Født 30.09.1970 i Hørsholm og opvokset i Fredensborg.

Uddannelse: Ph.d. i internationale udviklingsstudier (Roskilde Universitet, 2002), M.Phil. i latinamerikanske studier (University of Cambridge, England, 1995), Bachelor of Arts in Sociology med udviklingsstudier (University of Sussex, England, 1994).

Ansættelse: International direktør i Mellemfolkeligt Samvirke siden 2019. Har derudover blandt andet været administrerende direktør for IWGIA (2017-2019), kampagnechef og chef for Greenpeace Danmark (2016-2017), leder af programudvikling og international viceprogramchef for Red Barnet (2012-2016) og international chef i Dansk Ungdoms Fællesråd (2008-2012).

Bor på Amager sammen med sin mand, politisk reporter Kristian Klarskov. Sammen har de to børn på 18 og 23 år.