Dagbog fra Cambodjas jungle: Kulde, kampånd og håb

03.15 Natten er lang. Jeg vågner og sukker, mens jeg kigger på telefonens ur. Jeg fryser og skal tisse, men det er svært at finde motivationen til at stå op. Vi krøb til køjs – hængekøjs – allerede ved 21-tiden. Her midt i junglen er der ikke meget at tage sig til efter aftensmad og gode snakke med vores samarbejdspartnere i Cambodja. Nu ligger jeg under halvtaget, men regnen finder vej alligevel. Min hængekøje hænger yderst, og støvregnen trænger ind.

I Danmark elsker jeg at sove med åbne vinduer, selv om vinteren. Her er det en anden sag. Jeg har taget alt mit tøj på: to par sokker, tre trøjer, en uldcardigan, to par bukser og sågar mine gummisko. Men det hjælper ikke. Det eneste ekstra ”tæppe” er det tørklæde, vi fik som velkomstgave, og det dækker langtfra.

Mens jeg ligger vågen, tænker jeg på aftenen før. På de modige mænd og kvinder, der patruljerer Prey Lang-skoven – en skov, der dag for dag bliver mindre trods deres mod og engagement. Illegale skovhuggere fælder træerne for virksomheder, mens myndighederne ser passivt til.

Jeg falder lidt i søvn og slumrer, mens jeg tænker over, om de andre mon også fryser.    

06.06 Jeg må være faldet i søvn, for pludselig er det lyst. De andre sover stadig, så jeg finder min Kindle frem – min trofaste rejsekammerat – og begynder at læse Verdens vigtigste bog af Kristian Leth. Jeg har længe lyttet til hans podcast og er begejstret for den åbenhed og nysgerrighed, han beskriver kristendommen med. Danmission bliver endda nævnt og rost – en ekstra bonus for mig som ny generalsekretær.

6.27 De andre rører på sig. Martin, Danmissions programchef, ligger under myggenettet med tørklædet trukket op over hovedet. Louise, vores bestyrelsesformand, smiler fra sin hængekøje, mens Peter, der er landechef i Cambodja, tjekker sit pulsur. Hans puls var så lav i løbet af natten, at uret slog alarm.

For en vegetar som mig står morgenmaden på ren ris, mens regnen stadig siler ned. Senere viser de lokale os, hvordan man tapper harpiks fra træerne. Flammer brænder ind i træet under processen, og da jeg spørger, fortæller de, at træet ikke bryder sig om det, men det overlever. Harpiksen er en vigtig indtægtskilde for de oprindelige folk, og træerne går ofte i arv gennem generationer. Når skoven fældes, mister de både træerne og deres levebrød.

7.57 Vi skal videre, men regnen tager til. En af mændene kommer med et regnslag til mig, og de improviserer endnu ét af en presenning til Louise. Ingen af os fire danskere bryder os om at tage regnslagene, men efter lidt diskussion ender det med, at Louise og jeg dækker os til, mens Peter og Martin klarer sig uden. Jeg giver Martin min hat, som kan skærme en smule.

Vi kører på motorcykler gennem mudderet. I går rejste vi med traktor, til fods og på motorcykler, men nu er motorcykler eneste mulighed. Efter en halv times våd tur når vi landsbyen, hvor vi mødes med Danmissions samarbejdspartner Cambodian Youth Network. Vi er gennemblødte, men bilen med vores bagage ankommer heldigvis kort tid efter, så vi kan skifte til tørt tøj.

10.00 Fire unge fra netværket er allerede nået frem trods regnen. Vi sætter os på gulvet, og de fortæller om deres arbejde med at kapacitetsopbygge unge, undervise dem i rettigheder og støtte dem i at tage del i skovpatruljerne. Jeg er vildt imponeret af deres engagement – med sådan nogle seje unge mennesker er der håb for forandring i Cambodja. 

15.48 Regnen fortsætter uafbrudt. Havde vi været i Danmark, ville medierne allerede have rapporteret om oversvømmelser i kældre og på veje. Her er folk vant til det, men vores samarbejdspartner fra PKH fortæller, hvordan vejret er blevet mere uforudsigeligt: regn i tørketiden og tørke i regntiden.

Vi sidder indendørs hos vores samarbejdspartner PKH, som fortæller om strukturen bag skovhugsten. Store firmaer ”greenwasher” træ i Thailand og sælger det til Europa. Myndighederne ser igennem fingre med det, fordi de bliver betalt for det. Både politiet og skovhuggerne chikanerer de oprindelige folk, der patruljerer den fredede skov – selvom de på papiret har retten til det. Alligevel finder de oprindelige folk måder at navigere i systemet: De patruljerer med munke, som har lettere ved at forhandle med myndighederne, og kvinderne får adgang til skoven ved at lade som om, de ’bare’ skal samle produkter fra skoven til madlavning.

17.56 Endelig tilbage på hotellet. Jeg glæder mig til en rigtig seng og et varmt bad. Efter aftensmad skal jeg lige tjekke mails, men derefter står den på søvn.