Brev fra en udsendt

Ferie derhjemme. Det holdt vi ofte, da børnene var små, fordi vi stadig var studerende. Nu har det en helt anden betydning at holde ferie ”derhjemme”. Som udsendt til Zanzibar i Tanzania er ”derhjemme” stadig Danmark, i hvert fald sådan i daglig tale.

Denne sommer rejste børnene og jeg hjem for første gang, siden vi for et år siden pakkede vores hjem ned – og med kun otte røde tasker – begav os på vores livs rejse. 

På vej hjem til Danmark har vi ikke ret meget med. Ungerne er vokset og skal alligevel have længere bukser og større sko. Mens vi pakkede og talte om det forjættede hjem, hvor man kan købe alt, blev taskerne lettere og lettere. Vi drømte om at fylde dem op med rugbrødsblandinger og knækbrød og remulade – alt det man ikke kan få på Zanzibar. Vi talte om vores gamle hus, som vi solgte, da vi tog afsted og om byen, hvor alle vores venner stadig bor.

Slår man ordet “hjem” op i ordbogen, står der, at hjem er noget andet end en bolig: ”Men mens en bolig kan være midlertidig, fx et hotelværelse eller et asylcenter, er hjemmet noget mere vedvarende og genstand for et stærkere tilhørsforhold: Hjemmet er personens eller familiens faste bolig, det er der, man hører til, det er tilværelsens udgangspunkt”.  

Da vi kom til Zanzibar med vores otte røde tasker, havde vi ikke noget hjem, men vi havde lejet en lejlighed i Stone Town, der er en del af byen Zanzibar City. Der boede vi de første seks uger og lærte børnenes skole og vores nye by at kende. Vi gik gennem gaderne og blev venner med taxachauffører og gadesælgere. De holdt op med at tilbyde os turist-hatte og hilste i stedet med det vanlige ”karibu”. Velkommen. Langsomt følte vi os mere og mere hjemme. Vi var ikke mere fremmede, men havde hjemme der. Da vi fandt et hus at bo i, hvor vi kunne pakke de røde tasker ud, og fik et bord at sidde ved, inviterede vi gæster hjem til middag. Hjem.  

Hjem er et sted med gode relationer
Følelsen af hjem voksede efterhånden, som huset blev fyldt af mennesker, vi holdt af. Af duften af nybagte boller og kaffe. Af latter og snak. Efter et par måneder havde vi også fået både sofaer og cykler, men det var ikke det, der var afgørende. Der havde vi allerede haft hjemme længe. 

Marilynne Robinson har skrevet en fremragende bog med titlen ”Hjemme”. Det særlige ved den er, at det meste foregår indenfor hjemmets fire vægge, men den er aldrig kedelig. Tværtimod dvæler den ved det, som netop gør et hjem: De relationer, vi har til de mennesker, der er der. I bogen en far og hans to børn. I vores tilfælde en far, en mor og to børn – og alle de mennesker, vi er kommet til at holde af og har fået gode relationer til. 

Netop det er også vores erfaring, nu hvor vi har været hjemme i Danmark på ferie og igen er taget hjem til Zanzibar. Hjem er ikke nødvendigvis et sted, hvor vi kan sætte en prik på et kort. Det er et sted, hvor der er relationer, hvor der er mennesker, vi føler os hjemme hos.  

Hjemme i Danmark talte vi om, at vi efter det første knus og den første kop kaffe hos vores venner, ikke kunne mærke, at der var gået et helt år siden, vi sidst så hinanden. Jeg gjorde mig en lignende erfaring, da jeg i januar rejste rundt i Tanzania med Ida Kongsbak, der er tidligere missionær i landet. Selvom det er godt 30 år siden, hun rejste hjem til Danmark, så var det de mennesker, som hun genså, der havde gjort Tanzania til hendes hjem i de ti år, hun var udsendt.

Hjemme på Zanzibar har vi fået venner, der gør vores hus til et hjem. Og vi har fået kollegaer og partnere ud over hele landet, fra vest til øst, som får os til at føle os hjemme, når vi er hos dem. Det har ikke kun været let, men det har været en glæde at få lov til at rejse rundt og blive budt ind i andres hjem.

Zanzibar er blevet “hjem”
Mange steder bliver jeg budt på te med sukker, hårdkogte æg og nødder og ordene om, at deres hjem er mit hjem. Også selvom jeg bare skal være der en times tid. Gang på gang har jeg været forundret over, at mennesker kalder deres bolig for et hjem. For set med mine danske øjne er det jo bare en hytte uden ret meget andet end et tæppe på gulvet. Men hvad mon de ville tænke om vores hjem? En lille villa omgivet af en mur så høj, at man ikke kan se og tale henover den. Mon de vil synes, at det er et hjem, når døren ikke altid står åben?

Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at da vi denne sommer rejste hjem fra Danmark, vidste vi, at vi var på vej hjem. Det vidste vi ikke sidste år. I år har vi også kun én ekstra rød taske med, og den har vi fyldt af det, vi savner allermest hjemmefra. Eller det er jo ikke rigtigt. For det vi savner mest, er vores venner og familie. Men det er jo ikke det, vi har fyldt tasken op med. Det er med rugbrødsblanding, jordbærmarmelade og lakrids. For uanset hvor vi synes, vi har hjemme, så er den største glæde alligevel at byde på hjemmebag og lækkerier.