Royale rober, bøger om dronning Margrethe og et tebord, der er Amalienborg værdigt. Det er blot nogle af de genbrugsvarer, som har prydet udstillinger i flere af Danmissions genbrugsbutikker op til tronskiftet den 14. januar.

I Danmission Genbrug i Viby Sjælland havde butiksleder Solveig Bielefeldt Bergmann og det dedikerede hold af frivillige pyntet op med fine vinduer i anledning af den royale mærkedag. Selvom butikken var stadset op til fest, blev fejringen dog fulgt hjemme fra sofaen: 

“Jeg er normalt ikke en person, der sidder klistret til skærmen. Men jeg så da med. Det er jo både vemodigt, men også fantastisk. Særligt at det ikke var en sorgens dag, men i stedet en glædens dag,” siger hun.

76-årige Solveig Bielefeldt Bergmann inddrog også sin mand i fejringen ved at få ham til at lave et stort billede med både dronningen og det kommende kongepar. Dette billede prydede butikkens vindue og blev yderligere forfinet med pæoner og flag. Vindues- og butiksdekorationerne blev taget godt imod af kunderne, fortæller Solveig Bielefeldt Bergmann: 

“Alle kunder værdsatte vores indsats og roste den flotte udstilling. Selv dem, der ikke nødvendigvis deler vores entusiasme for det kongelige. Det var simpelthen en fantastisk dag.”

Om Solveig Bielefeldt Bergmann   

  • 76 år
  • Pensionist 
  • Bosat i Viby Sjælland
  • Butiksleder i Danmission Genbrug i Viby Sjælland og har været frivillig i butikken siden 2018
  • Gift

Danmission Genbrug

Danmission Genbrug driver flere end 60 butikker landet over.

Det er dedikerede frivillige, der står for den daglige drift af butikkerne. Sammen udgør de et stærkt og hyggeligt fællesskab. Overskuddet fra genbrugsbutikkerne går til Danmissions arbejde ude i verden og herhjemme.

Som frivillig i Danmission Genbrug bliver du en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor der altid er plads til en kop kaffe og en snak.

Læs mere om at være frivillig i Danmission Genbrug her.