Hvordan ser det ud, når Danmissions arbejde bliver omsat til handling i Cambodja? Det fik Louise Buch Viftrup, formand for Danmission, og Julie Koch, Danmissions generalsekretær, svar på, da de i oktober besøgte Danmissions partnere og projekter i det sydøstasiatiske land.
Turen gik fra hovedstaden Phnom Penh til Prey Lang-skoven, der er Sydøstasiens største lavtliggende regnskov. Undervejs besøgte de både Cambodjas Religionsministerium for at diskutere samarbejdet om religionsfrihed, og de mødte lokale grupper i provinsen, der arbejder for at beskytte regnskoven og deres rettigheder.
Se glimt fra Louise Buch Viftrup og Julie Kochs rejse til Cambodja herunder:
Danmission i Cambodja
Danmission har arbejdet i Cambodja siden 1993 og har hovedkontor i landets hovedstad, Phnom Penh. Herfra arbejder Danmission med projekter og partnere i flere dele af landet.
Danmission arbejder blandt andet for at styrke den unge kristne kirke, uddanne præster og skabe dialog på tværs af etniske, religiøse og sociale skel. Danmission støtter også partnere og frivillige netværk, som kæmper for at bevare og beskytte landets truede skov mod ulovlig skovrydning.
Danmission samarbejder blandt andet med lokale partnere om at afdække, hvilke udfordringer oprindelige befolkningsgrupper som Kuy-folket oplever i forbindelse med at udleve deres tro. Vi uddanner også lokale i fortalervirksomhed, så lokalsamfund bedre kan insistere på deres ret til deres land, skov og trosfrihed.