Krigsramte børn i Myanmar
I Myanmar vokser børn op i krig, usikkerhed og frygt – selv for at gå i skole. I samarbejde med en civilsamfundsorganisation i delstaten Kachin hjælper vi 900 konfliktramte børn og deres forældre
Børn bearbejder traumer gennem leg og læring
Forestil dig en barndom, hvor frygt, sult og væbnede kampe er en del af hverdagen. Sådan ser virkeligheden ud for rigtig mange børn i staten Kachin i det nordlige Myanmar. Området har i årtier været præget af væbnet konflikt mellem militæret og etniske grupperinger. Og situationen er kun blevet værre efter militærkuppet i Myanmar i 2021, hvor en brutal militærjunta tog magten i landet.
For forældre i Kachin-staten er det en nærmest umulig opgave at skabe en tryg barndom for deres børn. Rigtig mange tør ikke sende deres børn i skole, enten fordi skolerne er kontrolleret af militæret, eller fordi oppositionens skoler jævnligt bliver ramt af angreb. I de hårdt pressede familier vokser tendensen til vold, og nogle børn ender i hænderne på menneskehandlere, bliver rekrutteret til militæret eller tvunget ud i narkohandel.
Børnene har brug for hjælp til at bearbejde deres traumer. Og deres forældre har brug for at blive støttet i at skabe et trygt hverdagsliv for deres børn i en svær og usikker situation.
Derfor samarbejder Danmission med en lokal civilsamfundsorganisation om at hjælpe 900 børn i alderen syv til 11 år i Kachin-staten. Gennem forskellige aktiviteter, der kredser om leg og læring, får børnene mulighed for at bearbejde deres traumer. Samtidig bliver de rustet til at håndtere de svære oplevelser, der møder dem i en hverdag præget af fattigdom og utryghed.
Målet er, at børnene får opbygget deres selvværd og modstandsdygtighed og får lyst og redskaber til at indgå i relationer med andre børn. Sideløbende får børnenes forældre undervisning i psykosociale forhold og ernæring og i, hvordan man som lokalsamfund kan hjælpe og støtte hinanden.