Stiftsbestyrelser
Stiftsbestyrelserne er et omdrejningspunkt i Danmissions medlemsdemokrati og en vigtig drivkraft for lokale aktiviteter
Brænder du for at bidrage til en verden, hvor der er håb, tilgivelse og liv – og har du organisatorisk tæft, gode idéer eller et godt netværks-gen? Så vil det være oplagt at engagere dig i én af Danmissions 10 stiftsbestyrelser.
Stiftsbestyrelserne er omdrejningspunktet i Danmissions medlemsdemokrati og en vigtig drivkraft i lokale Danmission-aktiviteter.
Medlemmerne af den lokale stiftsbestyrelse har til opgave at styrke Danmission i stiftet – og det er dem, der har overblikket over lokale Danmission-aktiviteter og inspirerer til nye initiativer. De byder nye frivillige velkommen og sørger for kontinuerligt at skaffe nye, aktive frivillige for at sikre engagement i Danmission i fremtiden.
Stiftsbestyrelsen er også det lokale bindeled til den nationale koordinering i repræsentantskab, bestyrelse og sekretariat. Er du medlem af en stiftsbestyrelse, er du født medlem af Danmissions repræsentantskab, der er organisationens øverste myndighed. Repræsentantskabet udgøres af 240 medlemmer, der samles til ordinært møde én gang årligt. Stiftsbestyrelserne har også til opgave at varetage valg af øvrige medlemmer af repræsentantskabet samt at arrangere og afvikle stiftsårsmøde og formøde til repræsentantskabsmødet.
Danmission har 10 stiftsbestyrelser, der er organiseret i geografisk overensstemmelse med folkekirkens stiftsinddeling. De består hver især af ni valgte medlemmer, der vælges på og af stiftsårsmødet. Du kan stille op, hvis du er bosat i stiftet og er medlem af Danmission – eller hvis du har givet en gave til Danmission på mindst 500 kroner eller har deltaget i en lokal Danmission-aktivitet det forgangne år. Man vælges for en treårig periode.
Vil du vide mere om Danmissions stiftsbestyrelser, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationschef Christina Kofoed-Nielsen.