”Vi skal passe på jorden. Ellers går den til” 

For 76-årige Helle Larsen handler frivilligt arbejde i Danmission Genbrug ikke kun om fællesskab og meningsfulde dage. Det handler om at gøre noget konkret for klimaet og miljøet.
Tekst: Cecilie Abildstrøm
Foto: Jonas Legarth
Udgivet: 29 oktober, 2026

Da Helle Larsen stoppede som daginstitutionsleder som 60-årig, tog hun enkelte vikariater. Men efter sin mands død stod det klart, at hun havde brug for mere end blot at få tiden til at gå.

”Jeg vidste, at jeg ikke kunne sidde stille. Jeg måtte ud og gøre nytte,” fortæller hun.

Som tidligere leder var hun vant til at være omgivet af mennesker og have ansvar. Derfor gik hun sammen med sin tidligere frisør ned i den lokale genbrugsbutik for at høre, om der var brug for hjælp.

Det var der.

Siden har hun været en del af Danmission Genbrug i Egå ved Aarhus, hvor hun har arbejdet med både salg, sortering og ledelse af frivillige.

”Jeg opdagede, at jeg faktisk er god til at sælge, og at jeg synes, det er sjovt.”



Den grønne tankegang er drivkraften
Selvom fællesskabet og kundekontakten betyder meget, er det især én ting, der har holdt motivationen levende gennem 13 år som frivillig.

”Vi skal passe på jorden, ellers går den til.”

For Helle er genbrug langt mere end gode fund og billige køb. Det er en konkret måde at tage ansvar for miljøet på.

Hun glæder sig over, at stadig flere vælger genbrug frem for nyt. I butikken møder hun både unge, pensionister og velhavende kunder, som alle er med til at forlænge levetiden på ting, der ellers kunne være endt som affald. Samtidig tager hun gerne snakken om, hvorfor det gør en forskel.



”Man kan købe nyt tøj billigt, men det er bedre at købe det, der allerede er produceret. Det er den grønne tankegang. Og den kan vi ikke fremhæve nok.”

Helle peger på, at vi lever i et samfund med et enormt forbrug, og at genbrug derfor spiller en vigtig rolle. Derfor arbejder hun også for, at de grønne værdier bliver omsat til handling i hverdagen og i butikken. Det gælder alt fra ordentlig affaldssortering til et stærkt fokus på at give ting nyt liv frem for at smide dem ud.

Hun møder gerne kunderne med et smil, finder de gode varer frem og tager diskussionen om bæredygtighed, når lejligheden byder sig.

For Helle handler frivillighed i sidste ende om noget større end hende selv. Det handler om at passe bedre på den verden, vi giver videre.

”Man kan købe nyt tøj billigt, men det er bedre at købe det, der allerede er produceret. Det er den grønne tankegang. Og den kan vi ikke fremhæve nok.”

Helle Larsen, Frivillig i Danmission genbrug egå