I sidste uge besøgte jeg Syrien for første gang.
Det var dog ikke første gang, at Danmission havde repræsentanter i landet. Faktisk går vores historie i Syrien mere end hundrede år tilbage. I 1920’erne etablerede danske udsendte det såkaldte danske hospital i Nebek nord for Damaskus. Siden da har Danmission, gennem forskellige perioder og partnerskaber, været til stede i landet og arbejdet sammen med lokale aktører for at styrke menneskers værdighed og fredelig sameksistens.
Derfor føltes besøget ikke blot som en rejse til et nyt land. Det føltes som at vende tilbage til en relation, der har eksisteret gennem generationer. Og vi ankom til et Syrien, der står ved en historisk skillevej.
Assad-regimet er væltet. Bashar al-Assad, dømt in absentia for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Lillebror, Maher al-Assad, tidligere chef for den berygtede 4. pansrede division dømt in absentia for bl.a. drab og tortur. Atef Najib, Bashars fætter, tidligere chef for den politiske sikkerhedstjeneste i Daraa, dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Men spørgsmålet om, hvad der kommer efter, står trods dommene stadig ubesvaret.
Tillid er en nødvendighed
I internationale medier handler samtalen ofte om geopolitik, sikkerhed og genopbygning. Men når man taler med syrere, er det tydeligt, at den største udfordring ikke nødvendigvis er at genopbygge bygninger. Den største udfordring er at genopbygge tillid.
Efter femten års krig og konflikt er samfundet præget af dybe splittelser. Nye udbrud af sekterisk vold minder om, hvor skrøbelig situationen fortsat er. Mange mennesker bærer på traumer, sorg og mistillid. Samtidig befinder millioner af internt fordrevne og flygtninge sig i en usikker situation.
Netop derfor handler Danmissions program i Syrien ikke først og fremmest om mursten.
Det handler om mennesker.
Det handler om at styrke social sammenhængskraft mellem religiøse og etniske grupper. Om at skabe muligheder for unge, kvinder og minoriteter, hvoraf mange har været udelukket fra beslutninger om landets fremtid. Om at fremme aktivt medborgerskab og deltagelse. Og om at understøtte lokale kræfter, der arbejder for forsoning og fred.
Denne tilgang bygger på noget, som Danmission har lært gennem mange års arbejde i både Syrien og andre lande i Mellemøsten:
Man kan ikke skabe fred uden at forstå religion.
Modstandsdygtige syrer
I Danmark ser vi ofte religion som et privat anliggende. I Syrien er virkeligheden en anden. Religion er tæt forbundet med identitet, historie, kultur og sociale relationer. Kirker, moskeer, trosbaserede organisationer og religiøse ledere er blandt de institutioner, som mennesker fortsat har tillid til, også når staten er svag eller fraværende.
Derfor arbejder Danmission tæt sammen med partnere som Det mellemøstlige Kirkeråd (MECC), den evangeliske synode NESSL og andre trosbaserede organisationer. Sammen forsøger vi ikke blot at lindre konsekvenserne af konflikter, men også at adressere nogle af de årsager, der skaber splittelse mellem mennesker.
Under besøget blev dette perspektiv bekræftet igen og igen.
Vi mødte socialminister Hind Qabawat, som talte engageret om behovet for medborgerskab og social samhørighed. Vi mødte diplomater og politiske aktører, der arbejder med Syriens fremtidige institutioner. Vi talte med religiøse ledere om deres ansvar i en tid, hvor mange lokalsamfund søger retning og håb. Og vi mødte mennesker, som hver dag forsøger at skabe en normal tilværelse trods usikkerheden.
Det mest slående var dog syrernes bemærkelsesværdige modstandskraft.
Vi besøgte projekter, hvor kvinder med høretab havde fået træning og var blevet lokale forandringsagenter, kvinder der nu havde fået mulighed for at etablere små virksomheder. Vi så børn og unge, som stadig tror på, at de kan blive en del af et bedre Syrien.
Disse møder mindede mig om, at fred ikke starter ved et forhandlingsbord.
Fred starter, når mennesker igen begynder at tro på, at de har en fælles fremtid. Netop derfor er dialog så vigtig.
Kultur kan bygge broer
Danmissions nye program har et særligt fokus på unge, kvinder, religiøse grupper, fordrevne og andre grupper, som ofte oplever diskrimination eller manglende repræsentation. Målet er at reducere spændinger mellem grupper, og skabe lokale fællesskaber, hvor mennesker kan mødes som medborgere frem for modstandere.
Et vigtigt redskab i dette arbejde er kultur.
Et af højdepunkterne under besøget var mødet med Det Danske Institut i Damaskus. Instituttet er mere end et smukt hus i den gamle by. Det er et sted, hvor forskning, kultur og dialog kan skabe møder mellem mennesker, som ellers sjældent mødes.
I et samfund præget af splittelse kan kulturelle aktiviteter og den fælles kulturhistorie blive neutrale og samlende rum, hvor forskellige grupper samles omkring fælles oplevelser og fælles spørgsmål. Kultur kan ikke løse Syriens konflikter alene. Men kultur kan skabe de relationer, den nysgerrighed og den gensidige forståelse, som gør fred mulig.
Når mennesker mødes som kunstnere, studerende, naboer eller borgere, bliver det lettere at se hinanden som mere end repræsentanter for en bestemt religion, et bestemt køn eller en bestemt social gruppe.
Det er præcis den slags broer, det nye Syrien får brug for.
Håbet lever
Der er ingen tvivl om, at vejen bliver lang. Demokrati kan ikke indføres med et dekret. Forsoning kan ikke påtvinges mennesker udefra. Og tillid opstår ikke fra den ene dag til den anden.
Men jeg rejste hjem med en dyb respekt for det syriske folks styrke og med en fornyet tro på, at religiøse fællesskaber, civilsamfund og kulturinstitutioner kan spille en afgørende rolle i den langsomme opbygning af et mere fredeligt, retfærdigt og inkluderende Syrien.
Måske er det netop her, håbet findes.
Ikke i de store overskrifter. Men i de mange lokale fællesskaber, hvor mennesker hver dag vælger dialog frem for splittelse og samarbejde frem for konflikt, mens de sammen forsøger at skabe et Syrien for alle.