Skaberværksaften: Hvor finder vi håb, når fremtiden føles usikker?

Vi inviterer til en ærlig samtale om klima, ansvar, tro og handling – uden nemme svar eller løftede pegefingre
Tekst: Danmission
Foto: Danmission
Udgivet: 25 august, 2026

Mandag d. 14. september inviterer vi til en åben samtale om, hvordan vi kan forholde os til klimakrisen uden at miste modet, håbet eller hinanden.

På aftenen mødes perspektiver fra kirke, videnskab, politik og aktivisme. Sammen undersøger vi blandt andet:

  • Hvorfor er bæredygtighed vigtigt?
  • Hvad betyder klimakrisen for vores måde at leve på?
  • Kan én person gøre en forskel?
  • Hvordan handler vi, når problemerne føles større end os selv?
  • Hvor finder vi håb, når fremtiden virker usikker?
  • Hvad kan tro, fællesskab og eftertanke bidrage med?

Aftenen modereres af Christoffer Emil Bruun (trosredaktør på DR) og byder på samtale med:

  • Minik Rosing, verdenskendt geolog og forsker
  • Elise Sydendal, politiker for Alternativet og en del af DGUB
  • Sarah Strunge Albertsen, miljø- og klimaaktivist
  • Benjamin König, præst på Vesterbro

Undervejs er der fællessang, refleksion og musikalske indslag. Det store kor Fællesklang optræder midtvejs i aftenen.

Skaberværksaften er et kirkeligt arrangement, der forbinder klima og eksistentielle spørgsmål med fællesskab, samtale og håb.

Aftenen er for dig, der interesserer dig for klima, eksistens og de store spørgsmål om, hvordan vi lever i en verden i forandring. Klimakrisen fylder for mange unge – med bekymringer, afmagt og spørgsmål om ansvar. Men hvor finder vi håb, når udfordringerne virker så store? Og hvordan kan vi handle uden at skulle være fejlfrie?

Aftenen handler ikke om at have alle svarene. Den handler om sammen at undersøge, hvad vi kan gøre, og hvordan vi kan finde mening og handlekraft i en tid præget af klimaforandringer.

Du er velkommen, uanset om du kommer med stærke holdninger, stor tvivl eller bare er nysgerrig.

Gratis. Ingen tilmelding.