På en støvet skovsti i det nordvestlige Cambodja står munken Tho Thoross iført traditionelle orange klæder. I hænderne holder han en fjernbetjening, og højt over hans hoved summer en drone mellem trækronerne.
Tho Thoross er leder af en gruppe af munke, der med støtte fra Danmission arbejder for at beskytte skovområdet Monk Community Forest i den cambodjanske provins Oddar Meanchey. Skoven er plaget af ulovlig skovhugst og krybskytteri, som går ud over både miljøet og lokalbefolkningens livsgrundlag.
Tho Thoross og hans medmunkes kamp for at beskytte Monk Community Forest er langt fra ny. I over 20 år har munkene og lokale patruljeret skovene, men i dag giver dronerne en mere effektiv og sikker måde at overvåge skovområderne og dokumentere den ulovlige skovhugst.
”De illegale skovhuggere er bange for at blive fanget på kamera, så dronerne driver dem på flugt. På den måde undgår vi direkte konfrontationer med dem,” forklarer Tho Thoross.
Ulovlig skovhugst i Cambodja
- Cambodja er plaget af massiv illegal skovhugst. Over de seneste to årtier har landet mistet en tredjedel af sine skove, der bliver solgt og anvendt i lukrative tømmerindustrier.
- Bare i 2019 forsvandt mere end 7.500 hektar af regnskoven Prey Lang i det nordøstlige Cambodja, ifølge en rapport fra netværket Prey Lang Community Network (PLCN). Det svarer til et areal på størrelse med en olympisk fodboldbane – hver time.
- En del af skovrydningen i det sydøstasiatiske land skyldes omfattende landkoncessioner. Siden 1990’erne er store landarealer blevet solgt til udenlandske investorer og virksomheder. Virksomhederne anvender områderne til at etablere plantager eller miner på jord, der tidligere ofte var frodig regnskov eller lokalsamfundenes landbrugsjord.
Velsigner træer og indgår i dialog
Satellit- og dronebillederne viser, at munkene og lokalsamfundene omkring Monk Community Forest har haft succes med deres indsats. Det skyldes ikke mindst, at munkene som religiøse ledere har en særlig status i det cambodjanske samfund, som de kan udnytte strategisk, siger Tho Thoross.
“De lokale, der bor rundt om skoven, er buddhister og respekterer os som munke. Og så har vi en tilgang til arbejdet, der er fokuseret på fortalervirksomhed og dialog med lokale myndigheder.”
Udover at patruljere i skoven har munkene opført kontrolposter i lokalsamfundene, der skal forhindre de illegale skovhuggere adgang til skoven. Men deres måske mest effektive taktik er de religiøse ceremonier, hvor munkene velsigner træerne.
Tho Thoross går forrest i ceremonien, hvor munkene beder for træet og binder et stykke orange klæde omkring det, mens duften af røgelse fylder luften. De orange klæder afskrækker de illegale skovhuggere, forklarer han. Træet er nu velsignet.

En farlig kamp for miljøet
Selvom munkene nyder respekt i samfundet, er deres arbejde langt fra risikofrit. Ulovlig skovhugst er en lukrativ industri, der understøttes af magtfulde aktører med økonomiske interesser i skovens værdifulde træsorter.
Det gør arbejdet som miljøbeskytter farligt, og munkene og de lokale miljøforkæmpere står ofte over for alvorlige trusler.
”I Cambodja arbejder miljøforkæmpere under særdeles vanskelige forhold. Naturbeskyttelse er noget, man kan blive arresteret og forfulgt for, mens de, der ødelægger skovene, går fri,” fortæller Tho Thoross.
Også for ham selv personligt er arbejdet forbundet med store omkostninger. Han har oplevet at stå med en pistol for panden under en skovpatrulje, og han sover aldrig samme sted to nætter i træk af hensyn til sin sikkerhed.
“Men arbejdet med at beskytte skoven er en retfærdig sag. Hvis jeg skulle blive arresteret eller miste livet på grund af det, ville jeg stadig være stolt, fordi jeg ved, at jeg kæmper for noget, der gavner verden.”
Teknologiske ”first-movers”
Siden 2022 har Danmission støttet munkenes indsats som del af et EU-finansieret projekt, der kredser om at dokumentere afskovningen i Cambodja og engagere lokalsamfund i at beskytte skoven. Samarbejdet har været en succes, fortæller Peter Herum, Danmissions regionschef i Asien. Ikke mindst fordi munkene er lykkedes med at bygge bro mellem lokalsamfundet og de lokale myndigheder.
”Munkene har en stærk stemme i samfundet. Når de taler, lytter folk.”
Peter Herum forklarer, at Danmission blandt andet har udrustet munkene i Monk Community Forest med droner og en app, der bruges til at dokumentere skovhugst og krybskytteri.
”Munkene er meget interesserede i teknologi og har hurtigt taget dronerne til sig. Man kan sige, at de er teknologiske ’first-movers’.”
Også andre steder i landet bruger lokale frivillige netværksappen, fortæller Peter Herum. På den måde er munkene en del af et større monitoreringssystem, der effektivt dokumenterer afskovningen i Cambodja.
En kamp for skoven og for social retfærdighed
Monitoreringen fortæller en bekymrende historie. Over de seneste to årtier har Cambodja mistet en tredjedel af sine skove. Det har alvorlige konsekvenser for både klimaet, biodiversiteten og lokalsamfundets levegrundlag, siger Peter Herum.
”Når skoven bliver fældet, ændrer det økosystemet og miljøet. Cambodja risikerer at blive forvandlet fra et frodigt land med masser af ressourcer til en smeltedigel af tørke, oversvømmelser og andre konsekvenser af klimaforandringerne. Samtidig risikerer den rige biodiversitet i skoven at forsvinde.”
Men skovhugsten i Cambodja handler ikke kun om miljøet, men også om social og økonomisk retfærdighed, påpeger Peter Herum.
“De penge, der tjenes på ulovlig skovhugst, kommer kun en lille elite af forretningsfolk i landet til gode. Lokalsamfundene, der har levet af skoven i generationer, mister deres indtægter og ressourcer. Det er en uretfærdig udvikling, som vi i Danmission arbejder for at modvirke ved at støtte lokale, der kæmper for retfærdighed og naturbeskyttelse.”
Trossamfund træder ind i kampen for naturen
Netop støtten til lokalsamfund og trossamfund er afgørende i Danmissions arbejde, understreger Peter Herum. Han fremhæver, at trosbaserede aktører har en vigtig rolle at spille i naturbeskyttelse – ikke kun i Cambodja, men globalt.
Derfor er Danmission i fuld gang med at udvide indsatsen. Blandt andet ved at facilitere møder mellem buddhistiske munke, muslimer, kristne og animister i Cambodja, der går sammen om at skabe grøn forandring i deres lokalsamfund.
“Over 80 procent af verdens befolkning er religiøse, og for mange betyder tro mere end lokal forvaltning, især i lande, hvor man ikke har tillid til politikerne. Ved at arbejde med religiøse ledere kan vi mobilisere lokalsamfund til at tage ansvar for skoven og biodiversiteten på en måde, der resonerer med deres religiøse og spirituelle værdier,” siger Peter Herum.
Mens Danmission arbejder hårdt på at udvide arbejdet, patruljerer Tho Thoross og hans gruppe af droneudrustede munke videre i den enorme skov. For dem er det det mest meningsfulde arbejde overhovedet – også selvom det er med livet som indsats.
Hvordan hjælper Danmission?
Danmission samarbejder med lokale organisationer og forskere fra Københavns Universitet for at støtte den cambodjanske befolkning i kampen mod ulovlig skovhugst.
Projektet, som har strakt sig over fem år, er støttet af EU og har involveret 14 lokale organisationer og hundredvis af frivillige og miljøforkæmpere.
I samarbejde med Københavns Universitet har vi udviklet en app, som gør det muligt for lokale at monitorere og dokumentere den ulovlige skovhugst. Samtidig uddanner vores lokale partnere lokale i fortalervirksomhed, så de kan kæmpe for deres ret til land, skov og trosfrihed.







