Omkring 70 procent af befolkningen i Kenya er unge under 35 år. I 2024 valgte nogle af dem at demonstrere mod de store skattestigninger, som regeringen havde vedtaget. De krævede, at præsidenten, William Ruto, gik af og råbte ’’Ruto must go’’. De kritiserede, at regeringen ikke tog ansvar for, at de fattige blev fattigere og de rige rigere – heriblandt embedsværket, som ifølge de unge lever i luksus.
Det ledte til voldsomme sammenstød mellem de ubevæbnede unge og militæret, hvor 60 unge afrikanere mistede livet. I sidste ende faldt forslaget om skattestigninger til jorden, men utilfredsheden er stadig stor.
Selvom det er et år siden nu, så mærker man stadig stor utilfredshed blandt de unge, for de føler ikke, de hverken bliver taget alvorligt af politikkerne eller har nogen indflydelse, fortæller Agnete Holm, seniorrådgiver for Fred og Demokrati i Danmission. Frustrationen bliver ikke mindre af, at arbejdsløsheden og leveomkostningerne er høje i Kenya.
“Modparten til regeringen er civilsamfundet og kirken, som støt vokser i antallet af medlemmer. Sammen kæmper de for menneskerettigheder, fred og at opkvalificere lokalsamfundet indenfor klima, demokrati og dialog,” siger Agnete Holm.
Et arbejde, som Danmission nu støtter i endnu højere grad efter at have indgået nye partnerskaber med Anglican Development Services (ADS) i Mombasa og Coast Interfaith Council of Clerics Trust (CICC). Sammen arbejder vi for at fremme fred, beskytte vores fælles natur og skabe dialog mellem mennesker med forskellig tro og livssyn.
Mangrovetræer og fisk som kilde til fast indkomst
Anglican Development Services (ADS) er en trosbaseret organisation, som arbejder på hele Kenyas kyst. Deres projekter har blandt andet fokus på menneskerettigheder, fred, fødevaresikkerhed, bekæmpelse af HIV og kapacitetsopbygning.
Danmission samarbejder med ADS om et projekt, der fokuserer på klimaforandringer og mangrovetræer. Træerne lever af saltvand og er gode ynglesteder for mange fisk.
Desværre oplever lokalbefolkningen, at træerne bliver ulovlig fældet, hvilket har påvirket mængden af fisk og leder til store udfordringer for de mange mennesker på kysten, der lever af fiskeri.
Derfor handler det nye projekt om at give viden til lokalbefolkningen og skabe dialog mellem de lokale og regeringen. Målgruppen for projektet er unge og kvinder, der skal trænes i en ny teknologi, som skal bruges til at monitorere mængden af træer.
Målet med projektet er også, at unge og kvinder kan skabe deres egen indkomst. Det kan blandt andet være ved at sælge mangrovehonning, som ifølge ADS skulle være det bedste på markedet. På den måde kan projektet gøre en stor forskel for den enkeltes liv.
Unge skal være med til at skabe fred og demokrati
Coast Interfaith Council of Clerics Trust (CICC) er oprettet i 1997 og er en NGO, der arbejder for dialog og fred på tværs af religioner som islam, hinduisme, traditionelle afrikanske religioner og kristendommen. På Kenyas kyst arbejder CICC med fokusområder som fred, interreligiøs dialog og demokrati.
Danmission samarbejder med CICC om et projekt, der fokuserer på interreligiøs ungdomsdialog og demokratisk dannelse i Mombasa og Kilifi på kysten af Kenya. Her oplever man store politiske spændinger og organiseret kriminalitet, alt imens stofmisbruget blandt unge bare vokser. Det er ikke ualmindeligt at se unge på gaden, der tygger khat – et blad, der har en euforiserende effekt, fortæller Agnete Holm.
“Mange af de unge er veluddannede, men har virkelig dårlige muligheder for at få et arbejde. De slemme tilfælde er helt unge mennesker, som transporterer våben og stoffer for bander, der vinder voksende indpas i det kenyanske samfund. Fordi arbejdsløsheden er høj, søger unge et fællesskab og en fast indkomst, som ofte indebærer kriminalitet og skaber konflikter.”
For at modarbejde dette samarbejder Danmission med CICC om at fremme fredelig sameksistens og bygge bro mellem unge med forskellig tro og livssyn. Målet er at uddanne 1.000 unge indenfor dialog, fred og demokrati inden december 2025.
De slemme tilfælde er helt unge mennesker, som transporterer våben og stoffer for bander, der vinder voksende indpas i det kenyanske samfund. Fordi arbejdsløsheden er høj, søger unge et fællesskab og en fast indkomst, som ofte indebærer kriminalitet og skaber konflikter.
Agnete Holm, seniorrådgiver for Fred og Demokrati i Danmission