Danmission har fået ny formand – og næstformand.

I forlængelse af weekendens repræsentantskabsmøde den 31. august – 1. september blev Louise Buch Viftrup, der til daglig er boligsocial leder i Gellerup ved Aarhus, valgt som ny formand for bestyrelsen. Samtidig overtager sognepræst Michael Hvistendahl Munch posten som næstformand, som Louise Buch Viftrup har bestredet siden 2021. 

Stærk kirkelig fundering og internationalt udsyn
Louise Buch Viftrup er uddannet teolog og har en diplomuddannelse i ledelse. Hun har gennem mange år arbejdet med ledelse og udvikling inden for det boligsociale område og har samtidig bred international erfaring i Danmission-regi, hvor hun blandt andet har været projektkoordinator for unge volontører i Indien samt frivillig tovholder på et dialogprojekt i Libanon.

Sideløbende har hun været engageret i kirkeligt foreningsarbejde. Hun har siddet i Danmissions bestyrelse siden 2017 og har blandt andet været formand for menighedsrådet i Gellerup Kirke samt for den kirkelige dialogforening IKON.

Med Louise Buch Viftrup som ny formand og Julie Koch som nylig udnævnt generalsekretær står to kvinder for første gang i spidsen for Danmission.

Julie Koch ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med Louise Buch Viftrup i bestyrelsen, nu i hendes nye rolle som formand:

“Med Louise Buch Viftrup får Danmission en formand, der er solidt forankret i folkekirken og har en bred erfaring med organisationsudvikling og ledelse og et stort internationalt udsyn. Samtidig har hun et indgående kendskab til Danmission efter syv år i bestyrelsen, hvor hun har været dybt involveret i arbejdet med at sætte retningen for Danmissions arbejde,” siger Julie Koch.

Louise Buch Viftrup overtager posten fra Morten Skrubbeltrang, der har været bestyrelsesformand de seneste fem år.

Visioner for fremtiden
På spørgsmålet om, hvorfor hun har sagt ja til rollen som formand, siger Louise Buch Viftrup:

”Danmission gør et utrolig vigtigt stykke arbejde både herhjemme og ude i verden. Det er unikt at være del af en organisation med så engagerede medlemmer og frivillige og så stærke og langvarige relationer til vores partnere verden over. Min vigtigste opgave bliver at sikre, at rammerne er på plads, så arbejdet kan fortsætte og vokse sig større. I en verden præget af krige, konflikter og klimaforandringer er der brug for udviklingsarbejde forankret i kirker og kirkelige organisationer og med stærke partnerskaber.”


Nye medlemmer af Danmissions bestyrelse
På repræsentantskabsmødet blev der også valgt fire nye bestyrelsesmedlemmer. Vi glæder os over at kunne sige velkommen til Morten Olander Christiansen, studielektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), Marie Juul Petersen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Bjarne Dahlmann, afdelingsleder i Kirkens Korshær og Klaus Debel-Hansen, ledelseskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kontakt

For yderligere information kontakt:

Formand for Danmission
Louise Buch Viftrup
Tlf.: 22 959 126

Blå bog – Louise Buch Viftrup

Udpeget som formand for Danmissions bestyrelse 1. september 2024

Bestyrelsesmedlem siden 2017 og næstformand siden 2021

Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet (2006) og har en diplomuddannelse i ledelse fra Ledelsesakademiet Aarhus.

Har studeret Interreligious Relations på Henry Martyn Institute i Indien og arabisk i Jerusalem.

Boligsocial leder i Brabrand Boligforening i Gellerup siden 2022.

Tidligere funktionschef i Boligsocialnet i Boligselskabernes Landsforening, BL, projektleder for boligsociale indsatser i Skanderborg samt generalsekretær i Økumenisk Ungdom.

Bred international erfaring i Danmission-regi som projektkoordinator for unge volontører i Indien samt frivillig tovholder på et dialogprojekt i Libanon.

Har været formand for menighedsrådet i Gellerup Kirke og for den kirkelige dialogforening IKON, der i hendes tid som formand fusionerede med Danmission og blev til den nuværende arbejdsgren ”Tro i dialog”.

Født 1978. Bor i Aarhus med sin mand, sognepræst Lars Buch Viftrup, og deres tre børn.