- Hvad er I særligt optaget af netop nu i landekredsen?
I sommeren 2023 opstod der uroligheder i et nabostift til Peshawar Stift, hvor Danmissions landekreds arbejder. I byen Jaranwala blev to mennesker anklaget for at have vanhelliget koranen, og det resulterede i, at mindst 20 kirker og husmenighedsforsamlinger blev brændt ned, og flere hundrede mennesker var tvunget til at flygte. Det skabte efterdønninger i nabostiftet Peshawar, hvor vores partnere også med jævne mellemrum oplever, at kristne og andre religiøse mindretal bliver udsat for angreb og trusler.
I Peshawar Stift har man i mange år arbejdet med at styrke trosfriheden i samarbejde med Danmission. Derfor var det naturligt, da biskoppen i Peshawar henvendte sig, at udarbejde et nyt initiativ i samarbejde med Peshawar Stift, organisationen Tearfund Foundation og de lokale kristne. Målet er at uddanne religiøse ledere i at styrke den religiøse tolerance i lokalsamfundene og at klæde præster på til at yde sjælesorg til de mennesker, der er efterladt med traumer efter voldsomme angreb som det, vi så i Jaranwala. Initiativet skal også udmønte sig i workshops og seminarer, der samler religiøse ledere, lokale myndigheder, nationale politikere, journalister og meningsdannere i Punjab-provinsen om at imødegå radikalisering og styrke trosfriheden.
Hvad er en landekreds
Danmission har landekredse knyttet til fire lande, Madagaskar, Pakistan, Indien og Bangladesh. Landekredse er handlingsfællesskaber drevet af frivillige ildsjæle, der indsamler penge, udvælger projekter, har kontakt til partnere og oplyser om arbejdet. Indsatsen følges tæt af Danmissions sekretariat og bestyrelse.
- Hvilken forskel oplever I, at jeres arbejde har gjort det seneste år?
På samfundsplan oplever vi, at vi gør en forskel ved at yde fortalervirksomhed og her i Vesten sætte fokus på de vilkår, som gør det svært at være kristen og tilhøre andre religiøse minoriteter i Pakistan. Vores partnere fortæller, at det har stor betydning for dem, at vi taler deres sag. Det, der skete i Jaranwala, er med til at understrege, hvad der er på spil for den kristne minoritet, der udgør blot 1,5 procent af en befolkning på henved 230 millioner mennesker.
På et mere konkret plan gør vi for eksempel en forskel ved at holde hånden under et sundhedscenter i Peshawar i samarbejde med Danmission, hvor børn og unge med mentale udfordringer får hjælp og støtte. Det er ikke noget, man har fokus på i lokalsamfundet, så det gør en konkret forskel for børn og unge, der ellers ville blive overladt til sig selv. Samtidig har vi lige afsluttet et projekt, som handler om at afhjælpe den store nød, mange mennesker stod i efter oversvømmelserne i Pakistan i 2022. Her trådte Danmission til med støtte i form af basale fødevarer, som hjalp familier gennem vinteren.
- Kan du fortælle om en særlig oplevelse eller udvikling, der har haft betydning for landekredsens arbejde det seneste år?
Det gjorde indtryk, da Pakistan i 2023 valgte at stramme blasfemilovgivningen, så man nu som minimum risikerer op til otte års fængsel, hvis man bliver anklaget for blasfemi. Det gør også indtryk, at ISIS vinder fodfæste i landet. Taleban har de seneste år haft sin genkomst i Pakistan og synes at have banet vejen for ISIS, som vinder frem, ikke kun i grænseegne, men også langt ind i Pakistan. Det destabiliserer den pakistanske stat og gør det enormt svært at være kristen eller tilhøre en anden religiøs minoritet i Pakistan.
Men midt i de meget negative udviklinger har det også gjort kæmpe indtryk, at Danmission har været til stede og har hjulpet og støttet vores partnere i landet, både i forbindelse med oversvømmelserne i 2022 og angrebet i Jaranwala. Det vidner om, at selvom arbejdet i Pakistan kan virke som en tabersag, så er det ikke en tabt sag i Danmission-regi. Vi er stadig til stede og støtter den lille kristne minoritetskirke, så de oplever ikke at stå alene.
Serie: Tre skarpe til landekredsen
Danmissions fire landekredse er handlingsfællesskaber, der varetager kontakten til Danmissions partnere i Indien, Madagaskar, Pakistan og Bangladesh. Landekredsen drives af frivillige med en særlig interesse for et bestemt land eller arbejdsområde og finansieres af indsamlede midler.
I serien ‘Tre skarpe til landekredsen’ fortæller landekredsene på skift om deres arbejde.
Om Pakistan-landekredsen
Siden 1901 har Danmission været til stede i Pakistan og har samarbejdet med den kristne kirke i Peshawar Stift i det nordvestlige Pakistan.
I 2017 overgik Pakistan til at være et netværksland. Det betyder, at arbejdet er forankret i en landekreds, hvor indsatsen varetages af frivillige, men følges tæt af Danmissions sekretariat og bestyrelse.
Pakistan-landekredsen arbejder fortsat for, at den lille og truede minoritetskirke i Peshawar kan gøre en positiv forskel i samfundet. Blandt andet understøtter landekredsen kirkens arbejde med børn, unge og kvinder og med at skabe inter- og intrareligiøs dialog mellem religiøse ledere.
Du kan gratis blive tilknyttet landekredsen, hvis du er medlem af Danmission. Bliv medlem her: Pakistan – Danmission