Amalie Møller Hansen

21 år
Fra Kjellerup
Afløser på plejehjem og tidligere volontør for Brødremenighedens Danske Mission

“Fra august til december 2023 har jeg været volontør for Brødremenighedens Danske Mission i Sumbawanga i Tanzania. Jeg vil gerne være Global Fortæller, fordi det giver mig mulighed for at komme endnu tættere på det land, jeg har boet i, og giver mig en masse nye oplevelser, venskaber og et dybere kig ind i kulturen.  

Jeg er selv blevet inspireret til at rejse ud af mine forældre og min søster, som har været volontører i Nigeria og Cameroun. Så jeg glæder mig til på workshops at få muligheden for at fortælle om Tanzania og vores oplevelser, der måske kan inspirere andre.

Jeg håber, at jeg får en masse fantastiske relationer, både til de andre Globale Fortællere, men også til de lokale vi møder.

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vil de være… Udadvendt, eventyrlysten og omsorgsfuld. 
 
De tre vigtigste ting, jeg tager med til Tanzania er… Min hovedpude, mine swahili-noter og min bibel. 

Jonas Hansen

22 år
Fra Aarhus
Tidligere elev på musikdagshøjskolen Frontsession samt musiklærer i klaver og guitar

”Jeg har altid haft en stor rejselyst og vil gerne være Global Fortæller, fordi jeg gerne vil møde andre folk og kulturer tæt på. Jeg har aldrig været i Østafrika og ser meget frem til at opleve denne del af verden. Desuden vil jeg gerne træne at holde oplæg og tale foran store forsamlinger. Derfor er kombien af rejsen i Tanzania og efterfølgende at afholde workshops om rejsen det perfekte program for mig.

Jeg håber, at mødet med den tanzanianske kultur gør mig mere åben for nye ting i min tilværelse herhjemme i Danmark. Jeg synes, at andre menneskers tanker og syn på ting giver et godt input til ens eget liv og kan være med til at påvirke ens eget verdenssyn.”

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vil de være… Jordbunden, åbensindet og taknemmelig.

De tre vigtigste ting, jeg tager med til Tanzania er… Min telefon, mit pas og mit åbne sind.

Signe Olesen

21 år
Fra Holstebro
Lærervikar i folkeskolen

“Jeg vil gerne være Global Fortæller, fordi jeg vil være med til at formidle personlige fortællinger, som kan skabe forståelse og dybere forbindelse mellem mennesker. Og så elsker jeg at rejse og glæder mig helt vildt meget til at opleve et nyt land – og ikke mindst at rejse rundt i Danmark.  

Jeg håber, at jeg i min tid som Global Fortæller får en dybere forståelse for og indsigt i Tanzanias kultur. Og en masse dejlige, berigende samtaler med både unge, ældre og mine medrejsende i Danmark, når vi er ude at holde workshops.  

Jeg synes særligt, at arbejdet med dialog og fredsopbygning er relevant og interessant, for der er et behov for et større fokus på, hvordan vi håndterer konflikter på trods af forskelligheder.”

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vil de være…
Eventyrlysten, en vandhund og glad for at tilbringe tid med andre.
 
De tre vigtigste ting, jeg tager med til Tanzania er… Et mini-apotek, Kaste Gris-spil og ikke mindst dykkerbriller.

Sofie Engsig Madsen

22 år
Fra Struer
Arbejder i hotelbranchen og er med til at drive en café

“Jeg glæder mig til at få lov til at opleve lidt mere af verdens diversitet på egen krop. At få lov at opleve, hvordan mennesker, som er skabt på lige fod med os, lever liv så langt væk fra trygge danske rammer. Og jeg glæder mig til at få muligheden for at videreformidle oplevelserne til andre for at udbrede forståelsen for virkeligheder, der ser anderledes ud end vores.

Når jeg kommer hjem, håber jeg på at have fået venskaber for livet, og at jeg sammen med min rygsæk vil pakke adskillige minder ud. Minder, som har styrket min viden om verden, og som jeg kan tage med mig videre i livet.

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vil de være… Betænksom, omsorgsfuld og positiv.

De tre vigtigste ting, jeg tager med til Tanzania er… Bland selv-slik, min notesbog og mit kamera. 

Elias Sacara-Gulløv

19 år
Fra Fredericia
Student fra Student fra HHX, Marketing & Management, Campus Vejle 


“Stillingen som Global Fortæller vakte en stor interesse for mig, fordi den virkede som en oplagt måde for både at opleve verden og lære nyt på en anderledes måde.

Jeg håber, at rejsen til Tanzania kommer til at være et eventyr fyldt med gode oplevelser og nye mennesker, som kommer til at have indflydelse på mig og min vej fremad.

Jeg er sikker på, at rejsen kommer til at gøre mig klogere på et andet land og en kultur – og måske også giver mig en følelse af, at der er en dybere mening med livet.”

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vil de være…
Positiv, selvsikker og vedholdende.
 
De tre vigtigste ting, jeg tager med til Tanzania er… Min fodboldtrøje fra CFR Cluj, min telefon og min korshalskæde.

Jeppe Christian Thomassen

19 år
Fra Dronninglund
Student fra Dronninglund Gymnasium

Da jeg læste om de Globale Fortællere, vidste jeg, at det lige var noget for mig. Jeg synes, at det er meningsfuldt at være med til at formidle det arbejde, Danmission laver ude i verden. Det er vigtigt at minde hinanden om, at vores historier er forskellige, men at vi alligevel er forbundne som mennesker.  

Som Global Fortæller håber jeg på at få en bedre forståelse af en helt anden del af verden, som, jeg tænker, ligger langt fra vores egen – men som vi måske har mere tilfælles med, end jeg tror. Jeg håber også at lære mig selv bedre at kende i mødet med at andet land sammen med nogle venner, jeg endnu ikke har lært at kende. Og så håber jeg at blive endnu skarpere til at fortælle historier, der kan røre og inspirere mennesker.

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vil de være… Venlig, kreativ og tålmodig. 

De tre vigtigste ting, jeg tager med til Tanzania er… Et spil kort, et par løbesko og solcreme.

Globale Fortællere

Globale Fortællere er Danmissions rejse- og formidlingsprogram, hvor vi sender unge mennesker ud i verden for at opleve arbejdet i vores programlande helt tæt på. Her møder de anderledes kulturer og måder at leve på. Når de kommer hjem til Danmark, modtager de undervisning i, hvordan de formidler deres oplevelser, refleksioner og nye indsigter til andre unge mennesker.

Vil du gerne være Global Fortæller, kan du læse mere her

Vil din kirke, skole eller forening gerne have besøg af Danmissions Globale Fortællere, kan du læse mere her



Vis mere Vis mindre