Traditionen tro er det igen i år muligt at købe engle til fordel for Danmissions arbejde. Figuren i hjertet af årets juleengel fra Danmission er en fredsdue. Det skal minde os om, at det er værd at bevare håbet om fred.
Lige nu er mere end 50.000 mennesker i Libanon på flugt fra kampene på grænsen til Israel og Libanon. Danmissions partnere i landet er dybt berørte af situationen, og de arbejder på højtryk for at hjælpe de internt fordrevne børn og voksne ved at uddele nødhjælpspakker med mad, mælk, tæpper og medicin.
Det er til dette vigtige arbejde, salget af årets juleengel går. Englen er tegnet af designer og illustrator Josephine Blay, der her fortæller om sin passion for engle.
Hvorfor arbejder du som kunstner med netop engle?
“Jeg har altid tegnet engle – siden jeg var en lille pige har jeg tegnet engle. Formen ligger i min tegnehånd, som en bevægelse der kommer helt af sig selv og gør mig tryg. Det dér swung i vingen føles naturligt og rart. Jeg tænker, at de fleste kunstnere har noget, som de gør og kan genkendes ved. Måske ligger noget af min genkendelighed i, at der ofte er en engel i mine designmæssige udtryk”.
Du har efterhånden designet mange engle for Danmission. Omridset er det samme, men indeni ser de forskellige ud med f.eks. hjerter og lys og nu fredsduen. Hvilke tanker har du gjort dig om engle-skikkelsen?
“Der er noget stærkt i tanken om skytsenglen, som et budskab om beskyttelse, håb og fred. Det fundament, som Danmission bygger på, handler om at have omsorg for andre – at træde til, hvor mennesker er udsatte, bange eller har mistet håb.
Da vi, i sin tid, begyndte at arbejde med engle-ideen, var det til fordel for fattige børn. Min tanke var at skabe en genkendelig og tydelig englefigur som et symbol på den beskytter Danmission er. Lyset sad i hjertet af englen centreret i kjolen, og budskabet var: Vil du være med til at tænde et lys for verdens børn. Man skal være en hård negl for ikke at gå all-in på sådan en opgave. Figuren står fast – englen er altid den samme. Men symbolet i kjolen handler om den sag og de mennesker, der arbejdes for at hjælpe”.
Englen skal minde os om dem, der har det svært. Ved at købe årets engel støtter man børn og voksne, der er på flugt i deres eget land. Hvilke tanker har du gjort dig om årets freds-engel?
“Befolkningen i Libanon står i en fuldstændig umenneskelig situation, og det er jo fantastisk, at Danmission er på banen der. Jeg har samarbejdet med Danmission i mange år og kender organisationens hjerte, så jeg ved, hvor seriøst og hårdt der arbejdes for at hjælpe mennesker i nød i en meget utryg og ond verden lige nu. Så derfor er der en due i kjolen på årets Danmission-engel – en due for fred og forsoning”.
Hvad håber du på, at folk tager med sig, når de køber englen?
„Jeg håber, at de vil tænke at fredsduen er det helt rigtige symbol for englen i år, og at de har gjort noget betydningsfuldt ved at være med til at gøre en forskel. Eller at de, når de ser englen hænge i naboens køkkenvindue, ved at vi er mange, som står sammen for at støtte Danmission i kampen for tryghed og fred”.
Køb årets Danmission-engel her – bestil inden 18. december, hvis pakken skal nå frem inden jul
Fredsenglen
Når du køber en Fredsengel, støtter du internt fordrevne i Libanon. Med din hjælp uddeler vores partnerorganisationer Adyan og Det mellemøstlige Kirkeråd nødhjælpspakker indeholdende mad, mælk, tæpper og medicin til børn og voksne på flugt.