Hver dag fyldes af gruopvækkende beskrivelser af kamp, krig og terror, og det er vanskeligt helt at vide, hvad der er sandt, og hvad der er falsk af de nyheder, der deles med os. Selvom kampene foregår et godt stykke væk fra Danmark, så er vi jo i sandhed forbundet med hinanden, og hverdagen i eksempelvis Aarhus Vest, hvor jeg bor, præges også af urolighederne ude i verden. Det kan nogle gange synes som om, at både håb, liv og tilgivelse er langt væk, men det er netop i de øjeblikke, at vi må tage del i arbejdet med at dele håbet, dele livet og dele tilgivelsen med hinanden.
Dagen, hvor jeg skriver den her hilsen, har ud over krigene ude i verden været fyldt af Jakob Ellemann-Jensens farvel til dansk politik. Jeg vil ikke fylde mange linjer med meninger om hans politiske arbejde, men jeg bed mærke i, at han på den sidste pressekonference fortalte om, hvordan han var rundet af en indstilling om, at man skal stille op. Stil op, når der er brug for dig. For ham havde det blandt andet været som partileder i en turbulent tid, og for alle os andre, der ikke nødvendigvis får den opgave, så er der fortsat meget godt at hente i opfordringen om at stille op.
Gør en forskel
Vi skal nemlig stille op for hinanden. Stille op de steder, hvor der er brug for vores indsats, og hvor vi kan være med til at gøre en forskel. Stille op, også når det kan være svært, når håbet synes langt væk, livet mere dødt end levende og tilgivelsen som noget, vi blot tør drømme om. Netop dér er der brug for, at vi stiller op og gør en forskel i verden.
Det gør vi i Danmission. Sammen med vores partnere arbejder vi med projekter rundt omkring i lande og regioner, hvor tingene sjældent er helt enkle. Hvor hverdagen udfordres og uretfærdighederne råder. Men hvor der i den grad er brug for nogen, der stiller op. Derfor er det også godt, når I hver især rundt omkring i landet er klar til at stille op for Danmission. Måske som frivillig i en genbrugsbutik, som bidragsyder, som bestyrelsesmedlem i stifter, landekredse eller i Danmissions bestyrelse, som…. ja, mulighederne er mange, og der arbejdes fortsat på, at der også fremover skal være endnu flere måder at kunne stille op på i Danmission.
Med ny hjemmeside, nye formater på nyhedsmails og flere opslag og fortællinger på sociale medier forsøger vi at fortælle endnu flere om Danmissions arbejde. Med Globale Fortællere er et hold unge kommet hjem fra seks uger i Tanzania med masser af oplevelser og møder med den store verden i bagagen. De er allerede afsted ude i landet og i gang med at fortælle om det til konfirmander, skoler og hvor der ellers er interesse for at høre om mødet med verden. Det er med til at skabe engagement og få flere til at være klar til at stille op og tage del i Danmissions arbejde. Og så arbejdes der hele tiden på, hvordan vi kan skabe nye partnerskaber i det kirkelige landskab, så der også herigennem er mulighed for, at flere får kendskab til Danmission og dermed del i det udblik til verden, som godt 200 års erfaring med mission giver.
Ny generalsekretær
I bestyrelsen fylder arbejdet med at ansætte en ny generalsekretær. Her er der også brug for at sikre, at én har lyst til at stille op og tage ansvar på den post. Kristian Sloth Petersen har opsagt sin stilling og fratræder 1. februar 2024, og lige nu er stillingen slået op. Tiden siden repræsentantskabsmødet har derfor i høj grad været brugt på at finde frem til, hvad Danmission har brug for lige nu, og hvad der er det vigtigste, at en kommende generalsekretær kan. I bestyrelsen er vi fulde af fortrøstning i forhold til den kommende ansættelse. For vi står et godt sted i Danmission. Retningen er sat og rejsen begyndt. Vi arbejder med teologisk udvikling, dialog og fred samt bæredygtigt forvalterskab, og der arbejdes hårdt på at skabe større nærhed til partnere rundt i verden og et større bagland herhjemme. Sammen med en meget stærk økonomi og en stor flok meget dygtige medarbejdere er det alt sammen noget, som gør Danmission til en robust organisation, og vi er sikre på, at vi nok skal finde en god ny generalsekretær til at bære videre på opgaven.
Stil op – det håber vi på, at mange har lyst til at gøre i Danmission. Stille op og være med til at brede det møde med verden ud, som vi får del i. Stille op og fortælle om, at mødet med evangeliet om Jesus Kristus kan forandre verden – sådan helt konkret og lige nu og her.
Bliv medlem
Vil du også være en del af Danmission?
Bliv medlem og støt Danmissions arbejde med at fremme bæredygtigt liv og fredelig sameksistens.
Som medlem får du mulighed for at sætte dit aftryk på organisationen.