- Hvilken forskel oplever I, at landekredsens arbejde gør i Madagaskar?
Danmission har siden 1978 samarbejdet med Madagaskars Lutherske Kirke og arbejder fortsat tæt sammen med kirken. Der er ikke tvivl om, at landekredsens arbejde er med til at gøre en forskel. I fællesskab med kirken løser vi opgaver, som ikke ville kunne løses uden landekredsens støtte.
Vi er blandt andet med til at uddanne medarbejdere til kirken i et område, som i udstrakt grad mangler kvalificerede menighedsledere. Vi bidrager også til at drive en skole for døve børn og unge i et stort område, hvor der ikke findes andre døveskoler. Og så muliggør landekredsen den vigtige dialog mellem kristne og muslimer i Madagaskar.
Men den største forskel gør landekredsen utvivlsomt med et stort miljøprojekt, som har til formål at redde sårbar natur i et flodområde og give en fattig fiskerbefolkning deres erhverv tilbage. Vores partnere giver udtryk for, hvor vigtigt samarbejdet med landekredsen er for dem. Det er afgørende for kirken at mærke, at den er en del af et verdensomspændende fællesskab af kristne kirker.
- Hvad er I særligt optaget af for tiden i landekredsen?
Der er et stort udviklingspotentiale i alle de projekter og arbejdsopgaver, vi er engagerede i. Vi ønsker ikke blot at vedligeholde opgaverne, men at udvikle dem, så de er tidssvarende og rækker ind i fremtiden.
Madagaskar er i disse år stærkt truet på sin sårbare natur. Utallige plante- og dyrearter forsvinder, både som følge af klimaskabte katastrofer og på grund af menneskers udnyttelse af den dyrkede jord. Vores partner DELC Madagascar (Development and Environmental Law Center) arbejder meget professionelt med at genoprette de områder, der bliver ødelagt. Vi samarbejder tæt med DELC om at genskabe den ødelagte natur i et stort floddelta, hvor mange års uhæmmet fældning af træerne har ødelagt mangroveskoven.
I mangroven lever der fisk og skaldyr, som i generationer har udgjort en kilde til levebrød for fiskerne. Men fordi mangrovetræerne bliver udnyttet til tømmer og trækul, forsvinder fiskene – og med dem fiskernes levegrundlag. Derfor arbejder vi for at genplante mangroven. Vi graver blandt andet fiskedamme, hvor der sættes fiskeyngel ud, og etablerer nye drikkevandsbrønde.
Projektet er støttet af ISISE-Fonden, som yder støtte til fattige fiskerbefolkninger. Vi er netop gået ind i projektets sidste fase, hvor vi særligt er optagede af, at fiskerne selv kan føre indsatsen videre i fremtiden.
Hvad er en landekreds
Danmission har landekredse knyttet til fire lande, Madagaskar, Pakistan, Indien og Bangladesh. Landekredse er handlingsfællesskaber drevet af frivillige ildsjæle, der indsamler penge, udvælger projekter, har kontakt til partnere og oplyser om arbejdet. Indsatsen følges tæt af Danmissions sekretariat og bestyrelse.
- Hvilke udfordringer oplever I i jeres arbejde for tiden?
Den sydlige del af Madagaskar har i de senere år lidt under en katastrofal tørke, som har gjort det umuligt at dyrke afgrøder. Samtidig har voldsomme cykloner ramt den nordlige del af landet fra Det Indiske Ocean og forårsaget frygtelige regnskyl, som i nogle tilfælde har skyllet hele landsbyer, veje og broer væk. Både afgrøderne og infrastrukturen har lidt stor skade.
Det er katastrofalt for et land, som i forvejen kæmper med stor fattigdom, og det berører naturligvis også de projekter, vi i landekredsen er involveret i. Det betyder, at både døveskolen og bibelskolen har svært ved at bidrage væsentligt til driften af deres virksomhed. Derfor kæmper vi i landekredsen for at yde den støtte, der er behov for. Begge skoler står samtidig midt i et lederskifte, og det tager naturligvis tid for efterfølgerne at komme ordentligt ind i arbejdet.
På trods af de store udfordringer er vi imponerede over den indsats, vores samarbejdspartnere gør for at holde sammen på det hele. Vi kan kun beundre den åndelige kraft, som driver dem.
- Kan du fortælle om en særlig oplevelse, der har gjort indtryk på eller haft betydning for landekredsens arbejde?
I den lange tid, covid-19-pandemien hærgede – ikke blot i Danmark, men også i Madagaskar – kunne vi desværre ikke besøge vores partnere. Men de kæmpede selvfølgelig også for at undgå smitten. I februar 2023 rejste landekredsens to medarbejdere Nik Bredholt og Agyedho Bwogo på partnerbesøg. Det var en meget stor opmuntring og glæde for dem at møde vores partnere ansigt til ansigt. Især var det fantastisk at opleve, at mangroveprojektet skrider frem efter planen, og at det giver fornyet håb for den fattige fiskerbefolkning. Agyedho besøgte også døveskolen og udarbejdede en meget nyttig rapport fra sit besøg, som vi nu forsøger at følge op på.
- Hvilke ønsker har I for landekredsens arbejde fremadrettet?
Vi er taknemmelige for fortsat at være med i Danmissions samlede virksomhed i verden. Det betyder meget for os at være en del af dette og at mærke ledelsens anerkendelse af de projekter, vi arbejder med. Vi håber, at den forbindelse bliver styrket i de kommende år.
Vi er også glade for at mærke den store interesse for vores arbejde. Landekredsen tæller nu 50 medlemmer, som står sammen om at bære de opgaver, vi har påtaget os. Vi drømmer om, at medlemstallet vil blive ved med at vokse, så vi kan yde støtte til alle de relevante behov, som findes i landet. Vi opfordrer alle, som har et hjerte for et af klodens fattigste lande, til at tegne sig som medlem.
En stor og glædelig nyhed er, at vi har fået kontakt med Foreningen Madagascars Venner, som har sin egen historie og tradition, men på samme måde løser en række opgaver i landet. Vi er blevet nært forbundne med hinanden og inspirerer hinanden på forskellig måde til gavn for Madagaskar. Vi håber, at dette samarbejde fortsat vil trives og vokse sig stærkere.
Serie: 5 skarpe til landekredsen
Danmissions fire landekredse er handlingsfællesskaber, der varetager kontakten til Danmissions partnere i Madagaskar, Pakistan, Indien og Bangladesh. Landekredsen drives af frivillige med en særlig interesse for et bestemt land eller arbejdsområde og finansieres af indsamlede midler.
I serien ‘5 skarpe til landekredsen’ fortæller landekredsene på skift om deres arbejde. Her fortæller formand Lars Mandrup nyt fra Madagaskar-landekredsen.
Om Lars Mandrup
Lars Mandrup er formand for Danmissions Madagaskar-landekreds.
Han er tidligere sognepræst og var formand for Danmission 2001-2010 og Dansk Missionsråd 2011-2017.
Han var fra 1980-1986 udsendt til Madagaskar for Danmission (det daværende DMS) og har arbejdet tæt sammen med Danmissions partnere i landet i årtier.