Syriske kvinder bliver sundhedsambassadører i krisens skygge

Borgerkrig, politisk usikkerhed og skyhøj inflation har tvunget mange kvinder i Syrien til at nedprioritere deres sundhed. Gennem vores lokale partner Det Mellemøstlige Kirkeråd, giver vi kvinder viden om sundhed og familier adgang til livsvigtig medicin
Tekst: Rim Haydamous & Sara Maarup Thomsen
Foto: Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD)
Udgivet: 24 oktober, 2025

“Adgangen til lægehjælp er begrænset, og lægebesøg er meget dyre. Jeg har ikke råd til at gå til regelmæssige tjek,” fortæller 38-årige Christine Antoun Labbak.

Christine bor med sin mand og to børn i Jaramana lidt sydøst for Syriens hovedstad, Damaskus. Som mange andre syrere lever hun med utryghed, arbejdsløshed og stigende priser på basale fornødenheder.

Siden krigen brød ud i 2011, er store dele af Syriens sundhedsvæsen blevet ødelagt eller sat ud af drift. Samtidig har sundhed i mange år stået nederst på listen af prioriteter i kampen for at få hverdagen til at hænge sammen.

Derfor afholder Danmissions lokale partner Det Mellemøstlige Kirkeråd sundhedsworkshops for kvinder. Her får deltagerne basal viden om sundhed, forebyggelse, ernæring og psykisk trivsel – og et trygt rum til at dele erfaringer på tværs af etniske og religiøse skel.

”Syriske kvinder lever med enorme udfordringer: fattigdom, isolation og smerte efter årtiers ufred,” fortæller Lily Hjeir, projektleder hos Det Mellemøstlige Kirkeråd.

”Projektet fungerer som en livline, der genskaber værdighed gennem adgang til basal sundhedspleje, mad og hygiejneartikler, som mange ellers må undvære.”

Det syriske sundhedsvæsen i krise

Krig, massefordrivelse og økonomisk krise har forværret sundhedssituationen i Syrien, særligt for sårbare grupper som kvinder, børn og mennesker med handicap. 

Store dele af landets sundhedsfaciliteter er ødelagt, og mange sundhedsarbejdere er flygtet. Op mod halvdelen af de syriske hospitaler er i dag ude af drift. 

Syrien står samtidig midt i en af verdens største flygtningekriser med 7,4 millioner internt fordrevne, allerede inden regimet faldt i december 2024. 



Kvinder, der hjælper kvinder
For Christine har undervisningen fået stor betydning. For første gang lærte hun om mammografier – noget, der er særligt relevant, fordi brystkræft forekommer i hendes familie.

Hun fik samtidig afkræftet sejlivede myter og misforståelser om kvinders sundhed og lærte, hvordan kost kan lindre nogle af hendes mors symptomer på knogleskørhed og nyresygdom.

”I den krise, vi lever i, er sundhed langt fra det første, jeg tænker på. Derfor havde jeg brug for undervisning som denne,” siger hun.

Som en del af projektet bliver deltagerne udrustet til at fungere som sundhedsambassadører i deres lokalsamfund. De deler den nye viden videre og udleverer livsvigtig medicin til familier, der står uden adgang til sundhedssystemet.

Christine har allerede besøgt fem familier. En af dem gjorde særligt indtryk: En 25-årig kvinde med epilepsi havde måttet undvære medicin i flere måneder, fordi al import var stoppet.

“Moderen sagde til mig: ‘Jeg havde aldrig troet, at nogen ville tænke på os,’” fortæller Christine.

Et trygt rum i en utryg tid
Efter Assad-regimets fald i slutningen af 2024 er hverdagen i Syrien præget af så stor usikkerhed, at Christine knap tør bevæge sig uden for en dør og aldrig vover sig langt væk fra sit hjem.

Hun savner at møde mennesker i sin dagligdag og er glad for, at hun igen har fået lov til det på Det Mellemøstlige Kirkeråds sundhedsworkshops. Her samles kvinder på tværs af etniske, religiøse og sekteriske skel og deler deres historier og erfaringer med hinanden. 

På den måde knytter projektet nye bånd i et splittet syrisk samfund, forklarer Kirsten Auken, Danmissions regionschef i Mellemøsten. 

”Gennem projektet støtter vi kvinder, ikke kun fysisk, men også mentalt, i deres helingsproces,” siger hun.

Selvom projektet ikke ændrer de strukturelle udfordringer i Syrien, gør det en konkret forskel for de kvinder, der deltager.

”Det giver dem både viden, handlekraft og et fællesskab, hvor de kan støtte hinanden, også i fremtiden.”

“Gennem projektet støtter vi kvinder, ikke kun fysisk, men også mentalt, i deres helingsproces.
Det giver dem både viden, handlekraft og et fællesskab, hvor de kan støtte hinanden, også i fremtiden.”

Kirsten Auken, Danmissions regionschef i Mellemøsten