Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Tre måneder, to studerende, et eventyr.

Af provstivolontører fra Bornholms Provsti Jonatan Hauge Madsen (stud. Theol.) og Morten Kofoed Munch (stud. Theol.)

Kultur-spinaten

Vi landende i Indien d. 6. januar. Det var formiddag. Vi blev mødt af en flink mand som med sit gebrokne engelsk fik sagt ”Welcome to India” – alt imens han lagde en blomsterkrans rundt om halsen på os. Vi tog gladeligt imod den. Fornemmelsen af at være spændte og nervøse blev afløst af tryghed og en oplevelse af at være velkomne. Vi beholdt blomsterkransen på i så lang tid, at vores chauffør til sidst sagde ”I kan bare tage den af når I har lyst”.

Vi ville selvfølgelig gerne vise vores taknemmelighed, så vi beholdt den på lidt endnu.

Senere den dag fandt vi ud af, at det første man skal gøre, når man modtager sådan en blomsterkrans, er at tage den af. På den måde viser man respekt og ydmyghed. At beholde den på er det modsatte. Tænk en gang. Vi havde ikke en gang sovet én nat i Indien, før vi havde trådt i kultur-spinaten.

Hvem, hvad og hvor længe

Undskyld, vi glemte vist at præsentere os. Vi, Jonatan Hauge Madsen og Morten Kofoed Munch har begge været afsted i tre måneder(jan.-feb.-marts) til det eksotiske og farverige Indien. Vi blev udsendt af Bornholms Provsti i samarbejde med Danmission, som hjalp os med at komme i kontakt med deres venner i Indien.

I vores hverdag i Danmark studerer vi begge teologi og nyder at være en del af vores kirker og ungdomsarbejde. Da vi en dag hørte om muligheden for at komme til Indien som volontører, tog vi chancen og søgte. Vi havde på det tidspunkt snakket og drømt om at tage til Indien. Chancen og drømmen blev til virkelighed og et sjovt eventyr.

JP og dialog

Joshua Peter, også kendt som JP, var vores kontaktperson under hele opholdet. En mand, som har en lang historie med dialogarbejde. Han har i mange år ledt og formet dialogcenteret ”Quo Vadis”.

Dialogcenteret ligger i en lille by ved navn Tiruvannamalai. Stedet er kendt for sine guru’er, ashrams, det store Shiva-tempel og bjerget som siges at være inkarnationen af Shiva.

Kort sagt: Byen emmer af religiøsitet.

Med de mange guru’er er byen et kendt mål for vesterlændinge, der ”søger” fred og hjælp til meditationen på den ene eller anden måde. Netop ind i denne kontekst er Quo Vadis en stemme, der ønsker at lære af de andre religioner, samtidig med at den fortæller om Jesus som verdens frelser.

Denne brand for at være i dialog og samtale med sine omgivelser er nu også tændt i storbyen Chennai. Et nyt initiativ er sat i gang, i samarbejde med Danmission.

Det hedder ”Ecumencial Dialouge Center – India”. Manden, som står i spidsen for projektet er vores gode ven JP. Drømmen er stor og der er meget arbejde forude, men det første skridt er det vigtigste. Det skridt blev taget, da man indviede en lagerhal til ”Meditation-hall”(meditationshal). Dette sted skal sammen med en café invitere folk fra alle trosretninger til samtale og dialog.

Som I måske kan fornemme er JP meget interesseret i at have dialog med folk, som ikke er som ham. Dette er helt klart noget, som vi tager med hjem til vores hverdag. Nysgerrighed og frimodighed til at snakke med dem, som man er helt uenig med.

De tre store

Når man har været ude og rejse er et godt spørgsmål: ”Hvad gjorde mest indtryk?”

Det første, som kommer til os, er den enorme gavmildhed og gæstfrihed, som kendetegner de kristne og hele kulturen. Vi kunne ikke undgå at blive rørt af det og samtidig håber vi selv at kunne dele ud af samme gæstfrihed i vores hverdag.

Derudover er fattigdommen helt ekstrem. Selvom Indien som land er på vej frem rent økonomisk er mange fattige og bønder ladt tilbage i umenneskelige forhold. Dvs. omkring 400 millioner mennesker lever for under 1 US dollar om dagen. Dette er en udfordring som kirken tager op og prøver at gøre noget ved. Man kan ikke redde alle 400 millioner, men man kan gøre en stor forskel for nogle få.

Det tredje store indtryk er meget opmuntrende. I visse dele af Indien er kristne meget tydelige med deres tro. Vi fik det at se på alt lige fra reklamer på busser for kirkearrangementer til at bede højt for maden på en restaurant.

Fra lille-bror til lige-bror

Vores kristne brødre og søstre i Indien gør det godt. De kender deres åndelige rødder og har masser af gode ideer og projekter, så ikke kun de kristne, men også samfundet, får Guds kærlighed at føle helt konkret. De er meget taknemmelige for Danmission og de danskere, som har taget helt til Indien for at tjene dem og deres folk.

Tidligere har missionærer og udsendte fra Danmission været i en rolle som ”storebror”. De vidste hvordan, tingene skulle gøres. Denne værdige men ulige relation er i en proces, hvor samarbejdskirken i Indien går fra at være lillebror til lige-bror. Man går fra at belære til at dele viden. Denne proces er vigtig for Danmission og for kirken i Indien, mener vi. Det er spændende at se, hvad fremtiden bringer, men hvor er det trygt at Gud er med, lige meget hvordan det går.

Fakta