”Som kristen sanger og korleder har jeg min egen mission”

Pressefoto

”Som kristen sanger og korleder har jeg min egen mission”

Sanger og korleder Laura Kjærgaard lader hver dag sin kristne tro strømme ud gennem gospelmusikken. I forbindelse med Årets Lucia Indsamling 2016 kan kirker vinde en koncert med sangerinden, der blev berømt, da hun i 2008 blev nummer to i underholdningsprogrammet X-factor.

En kæde med et lille, dinglende dagmarkors titter frem fra den mørke trøje, som den 28-årige sangerinde og korleder er iført.  De store mørke øjne er rolige, da hun fortæller, hvordan hendes kristne tro begyndte at spire, da hun som 16-årig tog de første skridt ind i gospelmusikkens verden.

”Jeg opdagede, at jeg ikke kunne stå og synge gospel, hvis tekster ofte centrerer sig om Jesus, Gud og livets store spørgsmål, uden selv at tage stilling,” siger Laura Kjærgaard, der med sin kraftfulde stemme banede sig vej til TV-seernes hjerter, da hun i 2008 deltog i DR’s talentshow X-faktor og endte på en flot andenplads.

Laura Kjærgaard har siden 2008 bl.a. levet af at synge gospel, holde koncerter i eget navn, være korleder og sanglærer, kursusholder og gæsteoptræde på andre kunstneres musikudgivelser og koncerter. Hun er ambassadør for Danmission, og melder jeres kirke sig til at være med i Årets Lucia Indsamling 2016, kan I vinde en koncert med den populære sangerinde.

Laura Kjærgaard er vokset op i en familie, hvor man ikke talte specielt meget om det at tro. Derfor blev hun også noget overrasket, da en amerikansk korleder bad hende og de andre i baptistkirkens gospelkor i Århus, som hun begyndte at synge i som 16-årig, om at lytte efter, hvad det egentlig var, de stod og sang.

”Han mente, at vi i koret virkede totalt åndsforladte i den sang, vi var i gang med, og spurgte, om vi overhovedet vidste, hvad vi kunne gøre med vores tro og med det budskab, som vi udtrykker gennem gospelmusikken. Han fik mig til at tænke. Og det var dér, min rejse mod min tro begyndte. Men jeg skulle først igennem en masse tvivl,” forklarer Laura Kjærgaard, mens hun roligt lader halskæden med dagmarkorset finde vej frem fra sweaterens halsudskæring.

Gospelmusikken førte hende ind og ud af forskellige frikirker, hun deltog i såkaldte Alpha-kurser, der er en slags introduktion til kristendommen, og fik hurtig en forestilling om, at hun kun kunne blive overbevist kristen, hvis det skete gennem et mirakel.

”Jeg læste mange forskellige mirakelbøger og var hele tiden på udkig efter tegn. Jeg kan huske, at jeg var på studietur til Rom, og da vi besøgte Peterskirken, fik jeg øjenkontakt med en nonne, der kiggede længe og kærligt på mig. Dét overbeviste mig om, at jeg skulle flytte til Rom efter gymnasiet og være katolik,” fortæller hun med latter i stemmen.

Men det var en dag, da hun læste teksten ved en meditationsgudstjeneste, at hun endelig fik sit ”mirakel”. Tyst og stille krøb troen ind under huden på hende.

”I en passage i meditationsteksten lyder det: Jeg er det stille nærvær. Lige dér gik det op for mig, at Gud ikke kun er mirakler. Han er fællesskab, Han er kirken, Han er nærværet og frøet, der bliver plantet i os. Jeg blev helt varm i kroppen, da det gik op for mig, at Gud havde været der hele tiden. Jeg behøvede ikke noget mirakel for at finde min tro.”

Hvordan vil du beskrive din tro?

”Min tro giver mig ro. Den giver mig vished, om at jeg har værdi og er det rette sted. Jeg tror, at Gud elsker os betingelsesløst. Jeg mærker min tro gennem gospelmusikken, men jeg mærker den især, når jeg er ked af det eller bærer sorg. Først skal jeg igennem en masse tårer, vrede og selvmedlidenhed, men når jeg har fået det ud af kroppen og har grædt, så samler jeg mig og beder en bøn med mine helt egne personlige ord til Gud. Det giver mig en ro til at bevæge mig videre – ud af tvivlen og sorgen,” siger Laura Kjærgaard og fortæller, at hun også brugte bøn, lige før hun skulle på scenen, da hun var aktuel i X-faktor-programmerne.

Hun tilbragte et halvt år i spotlyset og valgte at frem med sin kristne tro. Det gav både positive og negative oplevelser.

”Jeg fik breve om, at jeg ikke var rigtig kristen, når jeg gik i lårkorte nederdele og gik til fester. Men der er ingen, der skal diktere mit forhold til Gud, og hvordan jeg skal leve mit liv. Tro er personlig. Det er mellem Gud og mig, og der findes ikke et facit på, hvordan man er kristen,” siger hun med fast stemme.

Hvordan vil du definere mission?

”Umiddelbart klinger ordet mission negativt i mine øre. Og det får mig til at tænke på, hvordan en veninde slog hånden af mig, fordi jeg flyttede sammen med min kæresten uden at være gift. Den negative version af mission er at diktere andre, hvordan de skal leve og tro. Men samtidig mener jeg også, at jeg som kristen sanger og korleder har min egen mission. Jeg missionerer på en blid måde. Jeg bruger mig selv, møder folk i øjenhøjde uden at give dem lektioner i tro og religion, men inspirerer dem i stedet til at tage stilling til, hvor de er i forhold til tro, kærlighed, håb osv.”, forklarer Laura Kjærgaard eftertænksomt.

Gospelmusikkens tekster handler netop om håb, kærlighed, sorg, smerte og om troen på Gud og Jesus. Som korleder møder hun ofte spørgsmål fra korsangerne, der undrer sig over de tekster, de synger.

”Nogle kommer og siger, at en sang, der fx handler om Jesus, provokerer dem. Jesus er centrum – og alt andet er ligegyldigt, kan en tekst lyde. Det virker voldsomt på nogle, men så beder jeg dem om at erstatte ordet Jesus med noget godt, som de ønsker at have som centrum i deres liv, f.eks. kærlighed, glæde eller håb, og så giver teksten pludselig stor mening for dem.”

Har du en mission med dit arbejde som korleder?

”Det er vigtigt, at jeg som korleder er villig til at indlede en dialog om troen og acceptere, at vi ikke alle har den samme tilgang til troen. For mig og for mange af de sangere, jeg har mødt, har gospelsangen været et redskab til at nå dertil, hvor man tør give slip og åbne op – måske for Gud – men i det hele taget for livet, dem selv og andre mennesker,” siger hun, mens hænderne igen finder vej til det lille dagmarkors.