Lotte og Nik Bredholt

Lotte og Nik Bredholt

- konsulent for dialogprojektet syskolen ”Upendo Means Love” og regionsleder for Zanzibar og Madagaskar

Lotte og Nik Bredholt flyttede til Zanzibar i sommeren 2015 sammen med deres søn Tim på 9 år – deres voksne datter er blevet i Danmark, men kommer jævnligt på besøg. 

Hvorfor har I valgt at flytte til et fremmed land og arbejde der?

”Vi har valgt at rejse ud, fordi vi synes, opgaverne er spændende, og fordi vi tænker lidt som H.C. Andersen, når han siger: ”At rejse er at leve”. Vi har lyst til at gå på opdagelse i en større sags tjeneste, og ser frem til at være på rejse sammen.”

Hvor henter I jeres inspiration til arbejdet ude?

”Vi kommer begge to fra en baggrund, hvor kirke, kristent fællesskab og praksis er vigtigt – ikke blot i de nære sammenhænge, men også i forståelsen af at være del af en større og universel kirke.

Vi har undervejs i vores liv været tæt på og mødt missionærer i såvel Afrika som Sydamerika og er fascineret af deres kristne vidnesbyrd.

I 1998 rejste vi til Peru og besøgte en dansk missionær, som boede blandt indianerne i højlandet. Han var både en stor sportsmand, der havde spillet på landsholdet i fodbold og håndbold, og han var jurist, og havde forladt en karriere i Justitsministeriet. Med de mange muligheder han havde haft i Danmark havde han alligevel valgt at leve og støtte de fattige højlandsindianere, der netop havde brug for et menneske med store kræfter og en person, der kunne styrke dem i arbejdet for at opnå rettigheder.

Og i efteråret 2005, da vi netop var kommet til Nairobi, blev søster Leonella, en italiensk missionær i Somalia, myrdet, mens hun krydsede vejen mellem sit hjem og det missionshospital, hvor hun arbejdede. Hendes begravelse og de tanker, det satte i gang, har fulgt os siden.

Der blev holdt en stor begravelse for hende med deltagelse af flere hundrede mennesker. Biskop Bertin fra Djibuti, som var en personlig ven af søster Leonella, prædikede, og det blev et stærkt vidnesbyrd om hendes dedikation til at arbejde blandt Somalias krigshærgede befolkning, i tillid til at det var der, Gud ønskede hende. For biskop Bertin var det ikke nogen tilfældighed, at hendes livvagt, en muslimsk far til fire børn, døde sammen med hende: ”At en italiener dør sammen med en somalier, en europæer sammen med en afrikaner, at en hvid dør sammen med en sort, en kristen sammen med en muslim, en kvinde sammen med en mand vidner om en sameksistens såvel i livet som i døden. At leve sammen på trods af forskelle, forudsætter en ændring i hjertet, et håb, vilje og udholdenhed.”

Søster Leonella vidste, at hun var dødeligt såret og kunne knapt få luft. ”Jeg tilgiver, jeg tilgiver” var hendes sidste ord ifølge de søstre, som var omkring hende, da hun døde. De selv samme ord som Jesu ord på korset, som biskop Bertin tilføjede i sin prædiken.

Ved begravelsen lå søster Leonella med et smil i sin åbne kiste. Biskop Bertin gav da også udtryk for i sin prædiken, at han særligt havde bemærket sig hendes ansigt. Hun smilte stadig naivt, kendetegnende for den naivitet, som hun byggede sin tro og gerning på – nemlig, at Guds rige, som Jesus bebudede, er at finde på Jorden, hvis vi blot lader være med at reducere realisme til pessimisme. Hendes smil og naivitet fortæller os, fortsatte han dengang, at en ny verden er mulig, og at der er håb for et nyt Somalia. Et Somalia, som søster Leonella forestillede sig det: helbredt for borgerkrigens sår. Det er tankevækkende, at et dødsfald, endda et mord, kan udlægges som håb for en bedre verden og sameksistens.  I dag godt 10 år senere er der stadig borgerkrig i Somalia, og verden er måske mere end nogensinde præget af spændinger og konflikter; krige og befolkninger på flugt. Mennesker som Peter Tandholt og søster Leonella, som i deres mission for en bedre verden er indstillet på at ofre noget, står som stærke eksempler for os at følge. Søster Leonella skulle engang have sagt: ’I det mindste prøvede jeg.’”

Hvad er det sværeste ved at rejse ud?

”Det kommer til at tage tid at få en hverdag til at fungere, etablere nye venskaber og arbejdsrelationer og ikke mindst at skulle lære swahili. Det gælder for os alle, også for vores søn Tim på 9 år, som skal gå i international skole.

Det absolut sværeste er, at skulle væk fra den nære familie. Vores forældre er gamle, og har brug for vores omsorg og opmærksomhed. Nu kommer vi til at bo flere tusinde kilometer væk, og selvom Skype og hurtige fly kan klare meget, så vil vi være på afstand. Og vores store datter skal blive hjemme i Danmark, hvor hun studerer kunsthistorie. Hun kommer til at savne os, og vi vil savne hende.

Nogle af de bedste erindringsbilleder fra tidligere år i udlandet er de besøg, vi har haft af venner hjemmefra. Det er dejligt at have minder sammen, uanset om man er ude eller hjemme, men det står stærkt, når man oplever sammen i det fremmede.

Når man rejser væk fra familien og vennerne, så er man pludselig alene. I det fremmede skal man gøre en indsats for at skabe nye venner og forbindelser, og det kræver mod at turde bevæge sig ud i relationerne.”

Er der højtider, det er særligt udfordrende at afholde væk fra Danmark?

”Det er vores erfaring, at særligt bryllupper er ærgerlige at være væk fra, og det er svært at være væk fra begravelser – særligt begravelser tæt på. Det er begivenheder, som ikke kommer igen. Højtider kan få en helt ny ramme, som når man fejrer jul i vandkanten med et plasticjuletræ og skal lære de nye venner at danse om juletræet og synge danske salmer.”

URL: https://danmission.dk/project/lotte-og-nik-bredholt/