Danmission søger deltagere til netværksrejse, som vil være med til aktivt at udbrede kendskabet til Danmissions arbejde i Libanon. Vi arrangerer derfor en netværksrejse til Libanon den 23.-31. maj 2020. Formålet med rejsen er at få en gruppe af frivillige fortællere, der kan fortælle om Danmissions arbejde i Libanon og Mellemøsten rundt om i Danmark. Danmission giver et mindre tilskud til rejsen. Når vi kommer hjem til Danmark igen, forventer vi til gengæld, at du afholder nogle foredrag eller på anden måde bidrager til at udbrede kendskabet til Danmissions arbejde i Libanon og Mellemøsten. Det kan f.eks. være at fortælle om turen i din kirke, din genbrugsbutik, i din kvindekreds, i din seniorklub eller et andet sted, hvor du kommer og finder relevant. Du kan også arrangere en indsamling til fordel for et af de projekter, som Danmission støtter.
TIDSPUNKT
Afgang: 23. maj 2020 med afgang fra Københavns Lufthavn kl. 08.05
Hjemkomst: 31. maj kl. 17.35 til Københavns Lufthavn
PRIS
9.200 kr. ved indkvartering i dobbeltværelse med to separate senge
1.950 kr. i tillæg for enkeltværelse
Prisen dækker flybillet, indkvartering på centralt hotel i Beirut og overnatning på kloster i den kristne dal Kadisha, morgenmad på hotellet og enten frokost eller aftensmad pr. dag, et spændende program samt transport i Libanon. Dertil skal du regne med udgifter til rejseforsikring, et hovedmåltid hver dag og transport til og fra Kastrup Lufthavn.
PROGRAM
Programmet er ikke endeligt fastlagt, men vi skal møde nogle af de partnere, som Danmission samarbejder med i Libanon. Vi skal bl.a. besøge Danmissions samarbejdspartnere og opleve vores arbejde i Libanon. Danmission har været til stede i Mellemøsten i mange år. Missionen som vi påbegyndte i Mellemøsten for 120 år siden, trives stadig og udvikles i et område af verden, hvor urolighederne er den del af hverdagen. På rejsen skal vi opleve Danmissions indsats for at de mange trosretninger kan leve i fredelig sameksistens i Libanon. Rejseoplevelser er berigende og netværksrejsen byder på et indholdsrigt program:
- Vi besøger Mellemøstens kirker og de ortodokse, katolske og protestantiske menigheder.
- Deltager i dialogmøde mellem unge kristne og muslimer.
- Oplever Libanons smukke bjergrige natur, frodige dal og flotte kyststrækninger, historiske ruiner og den pulserende hovedstad.
- Mød engagerede mennesker i alle aldre, som arbejder for kirkens tilstedeværelse i landet.
Derudover har vi god tid sammen med Danmissions udsendte, Regionsrepræsentant for Mellemøsten og Nordafrika, Line Ramsdal og hører om hendes arbejde. Turen ledes af Netværkskonsulenterne Amalie S. Ehmsen og Tom Bangslund Hansen. Det meste af programmet foregår på engelsk, og der vil blive oversat i det omfang det er muligt.



FORBEREDELSESDAG
Onsdag 26. februar 2020 kl. 10-17 holder vi en forberedelsesdag, hvor deltagerne mødes og får informationer om turen, om Libanon og det praktiske. Mødet afholdes i forventeligt i Odense og det forventes, at man deltager i mødet.
HVORDAN KOMMER DU MED
Hvis du godt kunne tænke dig at blive Libanon fortæller og gerne vil med på netværksrejsen til Libanon, så send en mail til netværkskonsulent Amalie S. Ehmsen på ase@danmission.dk eller ring på 41 999 315. Så vil du derefter modtage et tilmeldingsskema, som du skal udfylde og returnere. Du vil efter tilmelding blive kontaktet af Danmission for at vi få oplyst CPR, pasnummer og eventuelt specifikke helbredsoplysninger. Oplysningerne skal bruges i forbindelse med udstedelse af flybillet og af sikkerhedsmæssige årsager.
Unitas rejser er arrangør af rejsen og der er 16 pladser på rejsen, så vent ikke for længe med at kontakte os. Sidste tilmeldingsfrist er 26. januar 2020
Vi håber, at du vil gribe denne mulighed for en uforglemmelig oplevelse og mulighed for at udbrede kendskabet til Danmissions arbejde i Libanon og i Mellemøsten.