Libanon

Libanon

Hvor i Libanon arbejder Danmission?

Vi arbejder i landets hovedstad Beirut og arrangerer dialogseminarer flere steder i landet med deltagere fra alle regioner og grupperinger i Libanon.

Hvorfor er der brug for Danmissions arbejde i Libanon?

Den libanesiske befolkning er fordelt på hele 18 forskellige religiøse grupperinger, hvoraf de største er shiamuslimer, maronitter og sunnimuslimer; hertil kommer græsk-ortodokse, drusere og armenske kristne. Den libanesiske borgerkrig sluttede i 1990, men landet befinder sig stadig i en stor politisk krise og en konstant risiko for nye stridigheder.

Landet modtager et overvældende antal flygtninge, der truer med yderligere at forværre økonomien, og ændre den demografiske balance i det lille land, hvilket kan få katastrofale konsekvenser. Konsekvenserne af den syriske borgerkrig risikerer igen at bringe inter-sekteriske konflikter op til overfladen, og dermed smadre den skrøbelige fred og forsoning. Skal det lykkes at udvikle et mere stabilt Libanon, er det nødvendigt at bringe landets indbyggere sammen på kryds og tværs, så alle religiøse og etniske grupperinger arbejder sammen for civilt engagement, dialog og demokrati.

Hvilket arbejde udfører Danmission i Libanon?

Vi arbejder for at skabe dialog mellem muslimer og kristne. Det gør vi gennem følgende projekter:

  • International Dialoglejr for Unge
  • Bibliodrama – alternativ bibellæsning i Beirut.Læs volontør Amalie Ehmens blog her.
  • Udveksling for danske teologistuderende ved NEST (Exchange programmes at NEST)
  • Uddannelse af ungdomsledere og søndagsskole ledere
  • Interreligiøst ungdomsråd
  • Uddannelse af unge ledere, som forberedes til at arbejde med interreligiøs forståelse
  • Tværreligiøs uddannelse i interkulturelt medborgerskab i den arabiske verden
  • Interreligiøse universitetsklubber (Multi Faith Clubs)

Hvem arbejder Danmission sammen med i Libanon?

Vi har arbejdet med dialog og konfliktløsning i landet siden 2005. Vi arbejder tæt sammen med den uafhængige organisation Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD), der blev grundlagt i 2004, og som gennem forskellige projekter og programmer arbejder for at skabe lighed og dialog mellem forskellige etniske, religiøse og kulturelle grupper i Mellemøsten.

Desuden har vi et tæt samarbejde med den interreligiøse organisation, Adyan, som blev grundlagt i 2006 af medlemmer fra både kristne og muslimske trosretninger. Adyan er en uafhængig organisation, der opererer i Libanon og i udlandet, regionalt og internationalt og som bl.a. tilbyder forskellige uddannelses- og oplysningsprogrammer.

Derudover samarbejder Danmission med Near East School of Theology (NEST) om uddannelse af ungdomsledere og søndagsskoleledere til de forskellige kirker i Libanon. NEST er et teologisk fakultet, der uddanner kommende præster til 4 protestantiske kirker i hele Mellemøsten; den Presbyterianske Kirke, Den Anglikanske Kirke, Den Lutherske Kirke og den Armensk Evangeliske kirke.

Fakta

Få faktuelle oplysninger om landet her