„Her har jeg tid til at lave lektier!“

„Her har jeg tid til at lave lektier!“

11-årige Revathi stryger håret væk fra kinden. Det er varmt uden for Melvellar Kostskolen, der ligger i Kalrayan bjergene i det sydlige Indien. Et ar kommer til syne på hendes ene kind. Det fik hun, da hun faldt ned fra en vogn under det hårde markarbejde, som hun hver dag måtte udføre, mens hun stadig boede hjemme ved sine forældre.

De sidste tre år har Revathi sammen med lillebror boet på Melvellar Kostskolen, som er én af de skoler, som støttes gennem Danmissions Fremtidsbørn. De er de eneste ud af en søskendeflok på fem, som forældrene har råd til at sende på kostskole. Revathi’s forældre er bønder og har lige som mange andre ingen uddannelse. Det er svært at finde arbejde, og de må ofte rejse langt og er væk i længere perioder for at kunne brødføde familien.

Revathi vender sig aldrig til, at hun og hendes 7-årige lillebror kun ser deres søskende og forældre to gange om året. Hun savner sin mor og far, men samtidig er hun taknemmelig for, at hun har fået mulighed for skolegang. Hun drømmer om at blive læge, og hendes yndlingsfag er engelsk.

„Da jeg stadig boede hjemme, gik jeg i den lokale skole, men der er undervisningen ikke særlig god, fordi det er svært at få dygtige lærere til at rejse langt ud på landet for at undervise,“ fortæller Revathi med et skævt smil.

De lærere, hun har på kostskolen, er dygtige, synes hun, og hun slider, for hun vil klare sig godt.
„Her kan jeg fokusere på skolen, for jeg skal ikke ud og arbejde i marken. Selvfølgelig har vi også mange pligter her, men alligevel har jeg meget bedre tid til at lave mine lektier,“ forklarer hun.

Det er tydeligt, at Revathi – på trods af sine kun 11 år – er vant til at tage et stort ansvar. Om morgenen sørger hun for at vække de mindre piger, hun deler sovesal med, hun sørger for, at de bliver vasket, får deres hår flettet, kommer i skoleuniformerne, udfører deres pligter og spiser deres ris, inden de skal stå klar i skolegården til fælles morgensang.

„Jeg kan godt lide at hjælpe de andre, det er også derfor, at jeg vil være læge. Når jeg er blevet læge vil jeg rejse ud til de små landsbyer og hjælpe folk dér,“ siger hun med fast stemme og griner lidt, da hun fortæller, at hun også drømmer om at blive gift og få to – måske tre børn.

Selvom Revathi knokler på kostskolen og hjælper de mindre børn, så har hun fået mere tid til at lege, end hun havde, da hun boede hos sine forældre. Så snart der er mulighed for det, så sjipper, synger og danser hun med de andre børn.

„Jeg synes, det er svært at undvære min far og mor. Men så minder jeg mig selv om, at her på skolen får jeg mad hver dag – meget mere end derhjemme – jeg har også tid til at lege og så får jeg en meget bedre uddannelse end hjemme i min landsby.“

Fakta

Om Revathi:
  • Hun er vokset op i landsbyen Vandapaddi, der ligger 22 km fra Melvellar Kostskole. Hendes onkel hjælper med at betale hende og lillebrorens skolegang på Melvellar.
  • Revanthi er bange for slanger, og så frygter hun altid, at der er nogen, der vil stjæle hendes tøj, når det ligger til tørre i solen, efter hun har vasket det.
  • Nogle gange beder hun til Jesus om at hjælpe sin mindste lillebror, som stadig ikke kan tale.
  • Selvom Revathi er hindu, så kan hun godt lide, at Melvellar er en kristen kostskole. Hun holder meget af søndagsskolen, hvor der tit bliver afholdt små konkurrencer for børnene.

 

Danmissions arbejde for børn i Indien
  • Danmission støtter 4 kostskoler og sender volontører ud for at undervise på skolerne.
  • Børnerettighedsprojekt som sikrer kasteløse og marginaliserede børns rettigheder og mulighed for uddannelse.
  • Bekæmper børnearbejde og giver børnearbejdere skolegang og bedre vilkår.
  • Sammen med Danida arbejder Danmission for børns rettigheder i over 70 børneparlamenter.